Alle børn kan udvikle resiliens

Af Tine Bjerre Larsen

Pædagogerne på Skodsborg Observations- og behandlingshjem arbejder i feltet mellem belastning og beskyttelse og giver barnet det lille kærlige skub

At lade et omsorgssvigtet barn være i stedet for at kramme det og ville have øjenkontakt er helt elementært i det pædagogiske arbejde på Skodsborg Observations- og behandlingshjem. Man skal gå forsigtigt frem og vise barnet, at det kan mere, end det troede og blidt skubbe barnet i den rigtige retning, forklarer psykolog Inger Thormann.

”Vi bruger det også, når der er forældre på besøg. Vi siger til dem, at de i stedet for at fare hen til barnet, skal sætte sig ned og lade barnet opdage, at de er kommet. Det er mere ærligt end at invadere og omklamre. Og det er altid den bevægelse, vi selv gør, der skaber resiliens hos barnet”, siger Inger Thormann.

I hverdagen kan det dreje sig om helt små ting som fx at øse mad op. Hvis barnet er motorisk parat, så skubber man skålen hen, så det selv kan øse mad op og hjælper. Bagefter refererer man til episoden, så barnet tør fortsætte med at blive mere og mere selvhjulpent. Det er når barnet står på tæer, at det udvikler sig, og på Skodsborg arbejder de hele tiden i feltet mellem belastning og beskyttelse, som spiller sammen med den sårbarhed, man er født med. En opgave man er moden til er ikke en belastning, og omsorgen ligger i det kærlige skub.

”At et barn slår hovedet og bløder er en belastning, men når man tager barnet med ud til spejlet for at se sig selv og gøre det skete konkret og taler om, at man er nødt til at tage på hospitalet, yder man samtidig beskyttelse. Typisk vil primærpædagogen hente fx mors tørklæde eller en anden ting, som barnet er trygt ved og tage det med i taxaen. Vi bestiller altid taxa, hvor vi med sikkerhed kan være fri for snak og musik, så primærpædagogen i fred og ro kan sidde og tale med barnet om det, der skal ske.”

At fortælle sin historie konstruktivt

På Skodsborg arbejder man meget med barnets historie og uden at fornægte det svære, der er sket, rettes fokus på de formildende omstændigheder. Psykiateren Boris Cyrulnik understreger, hvor vigtigt det er, at den historie, man fortæller om sit eget liv, er til at leve med. Der er mange grimme ællinger, der er blevet til smukke svaner, men de glemmer aldrig den oprindelige historie, bekræfter Inger Thormann.

”Alle kan udvikle resiliens, og hvis jeg ikke troede på det, ville jeg ikke have arbejdet her i 28 år. Der er en medfødt del i resiliens, som handler om temperament og begavelse og om køn. Det er lettere at være pige end dreng, så selv om Mette har dårlig samvittighed overfor sin bror, skal man ikke undervurdere, at det var os, der tog beslutningen om, at hun skulle i plejefamilie. Hun var en ressourcestærk pige, der kunne sætte grænser, som jeg ikke har set andre gøre det. Men derudover handler det om at komme i professionelle hænder.”

At skabe et billede for at lægge afstand til fortiden er en vigtig del af den resilientes arbejde. Alle voksne børn er blevet svigtet og i stedet for at identificere sig med det, de har mistet, forældrenes nærvær og kærlighed, så gør man på Skodsborg meget ud af at fremhæve det, som har været godt.

”Vi taler aldrig negativt om forældrene eller siger, at mor drikker eller far tager stoffer. Hvis barnet spørger, svarer vi ærligt, at forældrene har det svært. Vi gør fx moren stærk i barnets liv, og det har hun været, når hun har taget den beslutning, at det vil være bedre for hendes barn at komme i andres omsorg.  De gode historier om dengang mor kom med madpakker, og de var i Zoo er meget vigtige at fortælle.”

Inger Thormann er inspireret af den franske psykoterapeut Françoise Dolto, der udviklede spædbarnsterapiens metode. Dolto var overbevist om, at selv spædbørn forstår en autentisk voksens henvendelse, når der sættes ord på traumet.

”Når jeg fx henter et adoptionsbarn på Rigshospitalet, så præsenterer jeg mig og siger til barnet: ”du er født af en mor, der har taget den beslutning, at du ikke skal vokse op hos hende, men du skal være hos os på Skodsborg. Jeg tager en dyne med ind på hospitalet, så barnet kan vænne sig til den lugt, og på samme måde fortsætter jeg fortællingen, når vi kommer til Skodsborg.”

Andre børn får også fortalt deres historie efter den franske metode, og fortællingen bliver til en bog med ord og billeder, som barnet får med sig, når det bliver bortadopteret, kommer i plejefamilie eller på døgninstitution.

”De fleste børn er her hos os et begrænset tidsrum, og kommer så enten i familiepleje eller på døgninstitution. Man kan ikke sige, at familiepleje altid er det bedste, for det afhænger helt af det enkelte barn. Vi har fået tre børn tilbage fra familieplejer, og der er ikke tale om, at det har været dårlige familier, men om at barnet har haft en problematik, som ikke har kunnet rummes i familiepleje. I øjeblikket lukker mange døgninstitutioner, og det er sørgeligt, at Danmark ikke har råd til at lade små børn anbringe på døgninstitution, hvor den store tværfaglige ekspertise findes”, siger Inger Thormann.