Leder APV

Elendigt psykisk arbejdsmiljø

Af Elisabeth Lockert Lange

En apv for daginstitutionslederne i København viser – meget groft sagt – at det lederne selv har indflydelse på, arbejdspladsen, det føler de rimelig tilfredshed med. mens det der kommer oppefra, fra centralforvaltningen, så som arbejdsmængde og manglende dialog og samarbejde, det er der store problemer med. som den nye formand for almenledersektionen Søren Lisberg siger: der er plads til forbedringer.

Endelig kom en APV (Arbejdsmiljøvurdering) for daginstitutionslederne i København. Efter et langt og til tider sejt forløb, et forløb som både ledersektionen og LFS har været dybt involveret i, lå temaer og spørgsmål klar i efteråret 2009. Før jul var svarene fra lederne i hus.

Lad det være sagt med det samme, det er ikke verdens mest rosenrøde APV. Og det er ikke overraskende, når man har fulgt diverse møder mellem direktionen i Børne- og Ungdomsforvaltningen og daginstitutionslederne, hørt deres nødråb og set ledere gå ned med flaget på grund af et dårligt psykisk arbejdsmiljø. To af de virkelige gysere i APV’en er en voldsom arbejdsmængde og en meget ringe mulighed for at påvirke de rammer det udføres indenfor.

Men der er heldigvis lyspunkter, og en af dem er at den samlede svarprocent er oppe på 75. Procenten omfatter både kommunale daginstitutionsledere, selvejende daginstitutionsledere og skoleledere. Med andre ord er interessen stor for at deltage i en kortlægning af lederarbejdet og det arbejdsmiljø det udføres i.

APV’en handler udelukkede om lederjobbet, og den er opdelt i syv temaer. Temaerne omfatter egen institution, forholdet til lokalforvaltningen, forholdet til centralforvaltningen, kommunikation og effektivitet, psykisk arbejdsmiljø, tillid og retfærdighed og endelig samarbejde med eksterne partnere i kommunen. Spørgsmålene er formuleret positivt og svaret ligger fra ”passer slet ikke” lig med tallet 1 til ”passer helt” lig med tallet 6. Lad os tage det fra en ende af, med fokus på de kommunale daginstitutionslederes svar.

Når lederne skal sætte tal på deres arbejdsglæde, deres oplevelse af egne redskaber og kompetencer til at klare konflikter, trivsel, mobning, vold etc. og i hvor høj grad de oplever tillid og værdsættelse, så ligger svarene mellem 4,4 og 5,3. Det er altså ikke primært her daginstitutionslederne oplever problemer.

Anderledes problematisk er derimod samarbejdet med især centralforvaltningen. På udsagn som ”jeg har mulighed for at påvirke de rammer, som centralforvaltningen sætter for mit arbejde” så ligger vurderingen fra lederne på 2,6, det vil sige de svarer stort set nej. Næsten lige så problematisk er uigennemskuelige kommandoveje, centralforvaltningens uhensigtsmæssige måde at se opgaver på, manglende informationer og manglende hjælp og støtte. Distriktsforvaltningen derimod klarer sig langt bedre i daginstitutionsledernes øjne, muligheden for indflydelse er større og der gives langt mere hjælp og støtte.

Centralforvaltningen scorer lavt

Den nye formand for almenledersektionen i LFS (da den tidligere formand Marialise Rømer blev valgt ind i Borgerrepræsentationen for SF) hedder Søren Lisberg. Han er leder af Idrætsinstitutionen Blæksprutten på Amager. Og hvem er mere oplagt til at vurdere APV’en end netop denne nye repræsentant for daginstitutionslederne i LFS?

I øvrigt præsenteres Søren Lisberg nærmere på side 24, hvor ledersektionsbestyrelsens åbne nytårshilsen til direktionen i Børne- og Ungdomsforvaltningen også kan læses.

”I arbejdet med APV’en var det vigtigt for os at adskille det ledelsesmæssige i institutionen, det ledelsesmæssige i forhold til lokalforvaltningen, hvordan de servicerer os og ledernes syn på dem, og det ledelsesmæssige i forhold til centralforvaltningen.”

Denne sidste del af APV’en er i øvrigt fuldstændig rædselsfuld, mener han.

”Hvad vi skal gøre her, det er en af de helt store opgaver vi har. Tilliden er helt i bund i forhold til centralforvaltningen, lederne føler sig ikke hørt, men tværtimod overrulet. Der har da også i 2009 været gode eksempler på at vi institutionsledere ikke kan stole på deres udmeldinger om budgettet. Vi har selvforvaltning, men den hakkes i stykker, så vi kun har nedskæring at forvalte”, siger Søren Lisberg og uddyber:

”Vi havde et budget for 2009, men så skulle vi tage flere børn ind i sidste halvdel af året. Det gav selvfølgelig et driftsunderskud, og det har forvaltningen ladet os betale selv. Så der var dobbelt op, flere børn og betale for dem.”

Men der er mere. Trods erklæret selvforvaltning i budgettet, både negativt og positivt, det vil sige man som forudseende leder kunne spare lidt op til magre år, så fjernede forvaltningen alt overskud på alle institutioner ved årsskiftet.

”I realiteten har de sløjfet selvforvaltningen, som er et vigtigt arbejdsredskab for os, og de har gjort det uden dialog. Sådan fortaber man folks tillid. Den tillidsbrist skal der arbejdes rigtig meget med, hvis hele laget af daginstitutionsledere ikke skal hægtes af.”

Tillidsbrist

Søren Lisberg forstår udmærket det katastrofalt lave score på muligheden for at påvirke rammerne for arbejdet.

”For vi kan ikke påvirke rammerne for vores arbejde. Det viser sig tydeligt ved fx sprogtest. Forvaltningen har besluttet det uden dialog, uden at høre de faglige indfaldsvinkler som vi har. De kunne have hørt os, men de gjorde det ikke. Det samme gør sig gældende omkring kontraktudvikling. Ganske vist har vi haft konferencer om det, men de har ikke lyttet, for de bringer de samme ting på banen igen, som vi fagligt har afvist. Fx taler de igen om måleapparater for de bløde pædagogiske værdier, mens vi ønsker den faglige autonomi tilbage i institutionen.”

Søren Lisberg peger på en række grundlæggende problemer i forhold til centralforvaltningen, som afdækkes i APV’en, såsom manglende dialog, manglende faglig støtte, manglende ansvarstagen. Han nævner fx barselssager, hvor det er svært som leder at vide, hvad man centralt tager ansvar for. Der er skåret ned, så institutionerne står endnu mere alene med områder, som de slet ikke ved nok om.

Arbejdsmængden

Daginstitutionslederne gør det klart i deres svar i APV’en at de dels har en alt for stor arbejdsbyrde, dels et alt for højt arbejdstempo, dels ikke ret stor indflydelse på mængden af opgaver. Samtidig mangler der balance mellem de krav der stilles til dem, og de ressourcer de har til rådighed. På alle spørgsmålene er det en pæn nedgang i forhold til trivselsundersøgelsen sidste år. Den samlede bedømmelse af det psykiske arbejdsmiljø står til 3,3, og det tal er hevet op af at mange ledere svarer ja til at de kender målene for deres arbejde. Fx er scoren på ”jeg har indflydelse på mængden af mine opgaver” på 2,7 og ”min arbejdsmængde er passende” på 2,9.

Det dårlige psykiske arbejdsmiljø forstår Søren Lisberg til fulde. Han ser mange ledere, flere og flere, som bukker under for det psykiske pres og arbejdsmiljø. Nogle kommer aldrig tilbage på området.

”Og det er netop et udtryk for at krav og ressourcer ikke hænger sammen. Forvaltningen har effektiviseret, men de har gjort det ved at sende opgaverne ud til os. Og de gør det vel at mærke uden at de timer der var til det i forvaltningen følger med. Hvis de vurderede at opgaverne blev løst mest effektivt ude hos os, og der fulgte timer med, så ville det være ok, men sådan er det ikke. Oven i købet kniber det med at få uddannelse til det.”

Det daglige arbejde, den daglige arbejdsmængde, som handler om alle mulige personalemæssige ting, sygdom, ferie, sikkerhedsarbejde, trio, alt det bygningsmæssige etc. etc., det i sig selv er jo rigeligt, men kommer i det mindste ikke bag på lederne. Det er alt det andet, der kommer oveni, der giver det ekstra pres.

”Test af alle mulige slags, kontroller, evalueringer i mange varianter, alt det er dræbende, for det tager så lang tid. Og timerne står ikke mål med de pålagte opgaver”, siger han og tilføjer:

”Som leder skal man også ud og forklare disse opgaver for medarbejderne, og at selvom man måske ikke er enig, så skal opgaven udføres. Det kan give konfliktsituationer, for medarbejderne kan jo godt se at ting kan være fagligt uforsvarlige. Men overbevise dem skal vi jo.”

Plads til forbedring

Blandt vurderingerne i APV’en er der en del, som lægger sig i midten af feltet så at sige. Det gælder bl.a. uddannelsesmuligheder, redskaber til ledelse, både administrativ, personale, faglig og strategisk, det gælder information fra KK-net, ledermøder, ugepakken m.m., og det gælder forholdet mellem daginstitutionslederen og dennes umiddelbare leder.

Kritikken af lokalforvaltningen har ellers været hård gennem de sidste år, men faktisk er der ifølge APV’en både tillid og en oplevelse af retfærdighed, når det gælder det lokale. Det skift overrasker i nogen grad Søren Lisberg.

”Jeg tænker at det skyldes at de virkelig har arbejdet med det det sidste år. Lokalforvaltningerne har vist at de kan være tæt på institutionerne, at de vil lytte, at de vil yde service snarere end kontrol. Alt det har de arbejdet på. De har også fået samarbejdsorganer, som blev nedlagt, op at stå igen, som vi bad om. De har lyttet og handlet efter det. Jeg gætter også på Valby bydel har været foregangssted for de andre med hensyn til et velfungerende samarbejde mellem lokalforvaltning og institutioner.”

Forholdet til de eksterne samarbejdspartnere i kommunen, Koncernservice, Socialforvaltningen og Københavns Ejendomme går fra det nogenlunde til det rent elendige.

Det er især samarbejdet med Københavns Ejendomme, der skraber bunden, kan man læse af APV’ en. Og nej lederne kan ikke bare være ligeglade, for mens de står for den indvendige vedligeholdelse, så er den udvendige nu lagt ud til Københavns Ejendomme. Det er bestemt ikke uproblematisk, viser APV’en, hvor udsagnet ”jeg har et tilfredsstillende samarbejde med Københavns Ejendomme” kun scorer 2,9.

”Min fornemmelse er at Københavns Ejendomme ikke tager institutionerne alvorligt. Hvis det fx piber ind af et vindue, så har vi ansvar for medarbejdernes arbejdsmiljø, men det er Københavns Ejendomme der skal ordne det, og det er de ikke altid til sinds at gøre”, fortæller Søren Lisberg. Med slet skjult ironi fortæller han:

”Tidligere havde vi ansvar for både den indvendige og den udvendige vedligeholdelse, og vi kiggede på vinduet og sørgede for at det blev ordnet.. Nu sætter de et konsulentfirma til at kigge på vinduet, som så skriver en rapport om det, som de får penge for. Og vinduet bliver ikke nødvendigvis ordnet.”

Dialog og atter dialog

Så er der Koncerservice og Socialforvaltningen, begge ligger rimeligt i APV’ men ”med plads til forbedring”, som Søren Lisberg udtrykker det.

”Der var tidligere mindre afstand mellem os og dem vi talte socialsager med. Nu er der alt for stor afstand, og det lider socialsagerne under. Vi kan ikke få oplysninger, og når vi sender underretning får vi svar om at den er modtaget, hvis vi er heldige – og så hører vi ikke mere. Det er ret utilfredsstillende. De siger at vi skal være med til at knække den negative sociale arv, men det lykkes ikke på den måde. Her er der også plads til forbedring i samarbejdsformen.”

Det der først og fremmest er brug for efter hans vurdering er dialog. Og dialog. Og atter dialog.

”Og så at få autonomien tilbage på institutionerne, hvor personalet, og jeg mener både pædagoger og medhjælpere, skal præge udviklingen. Sådan at medarbejderne kan gå til arbejdet med fagligheden i behold. Vi har mennesker med uddannelse, erfaring og evner, dem skal de bruge, og de bør gøre det i institutionernes tempo. Det er jo os, som udvikler institutionerne, ikke kontorer i forvaltningen”, siger han og mindes engang, hvor et tiltag blev grebet an på den helt rigtige måde. Det var dengang forvaltningen lagde op til idrætsinstitutioner.

”De sagde: vi vil gerne udvikle daginstitutionerne, vi har et tilbud, vi vil gerne lave 12 idrætsinstitutioner. Vil I? De lagde det op til vores egen beslutning, vi diskuterede og vi meldte os til. Det var og er en succes, og det er et godt eksempel på hvordan det skal gøres, hvis man gerne vil have folk med.”

Søren Lisberg mener også at selvforvaltning skal på dagsordenen: skal den være der, og hvordan skal den i givet fald være.

Den videre proces i APV’en er at undersøgelsen skal diskuteres i diverse fora, ikke mindst på ledermøder. I skrivende stund er der dog endnu ikke været møder om APV’en.