Åben nytårshilsen

– til Børne- og Ungdomsudvalget samt direktionen i Børne- og Ungdomsforvaltningen.

Med et glædeligt nytår, hvilket vi ønsker alle samarbejdsparter, følger som regel også et tilbageblik på året der gik.

2009 i København og specielt i Børne- og Ungdomsforvaltningen var et år med mange overraskelser på institutionsområdet.

Personalet på daginstitutionerne kunne lægge øre til nye highlights såsom: Orden i butikken, troværdig ledelse, man skal kunne regne med sine budgetter m.fl.

I det forgangne år gik det anderledes. Man kan roligt fastslå at ledelse af en daginstitution i København havde trange vilkår.

Institutionslederne kunne ikke regne med de budgetter, der var udmeldt 1. januar 2009, og man kunne ikke regne med, at der var selvforvaltning – to vigtige parametre hvis man skal styre et budget. Og to ting der normalt er til at regne med.

Det blev svært at være en troværdig leder af sin institution, hvor man hver dag skulle se forældre og medarbejdere i øjnene. Der manglede ustandseligt daginstitutionspladser, og der blev appelleret til personalets gode vilje ude i institutionerne. Vi tog ekstra børn ind (Rexona-reklamen blev endda pudset af til lejligheden), i solidaritet med de forældre der ikke kunne få passet deres nye små poder.

Dette gjorde mange institutioner, specielt vuggestuerne. Men takken blev en selvbetalt regning – til institutionerne.

De institutioner, der havde taget deres selvforvaltningsmulighed i brug og eksempelvis sparet nogle penge sammen, fik sidst på året at vide at disse opsparede midler ville blive inddraget. Først meddelte man, at det drejede sig om opsparede økonomiske ressourcer over 6 pct. af det udmeldte budget, så blev det ændret til 2 pct. – med en endelig mulighed for helt at stryge hele institutionernes overskud, hvis centralforvaltningen fandt det nødvendigt.

Det merforbrug, Børne- og Ungdomsforvaltningen havde lavet i budget 2009, grundet pasning af ekstra børn, skulle dækkes ind, og det skulle institutionerne nu stå for. Der var ingen ansvarlige politikere, der ville betale denne regning, selvom det var en politisk beslutning.

I den samme periode valgte politikerne og centralforvaltningen at ændre på institutionernes børnetalsberegninger. Nu skulle institutionerne selv betale for alle de børn, de manglede i institutionerne – selv om det oftest skyldes dårlige pladsanvisningsregler. Dette skulle ske med tilbagevirkende kraft til 1. januar 2009.

Endnu engang blev institutionernes handlemuligheder stækket, penge blev strøget fra det udmeldte budget, selvforvaltningen blev igen trådt under fode.

Institutionslederne kunne endnu engang ikke regne med, hvad der var udgangspunktet for sund og fornuftig ledelse, nemlig gennemskuelighed i budgetterne og det deraf følgende råderum.

De sidste måned af året blev præget af kaos, ingen vidste hvorhen skibet skulle sejle, daginstitutionerne blev gjort til en politisk arena, hvor valgkampens slagsmål blev udkæmpet.

Nu skulle der skæres i kompensationstimerne. Timer der af bygningsmæssige årsager er givet til institutioner i København, som af mange forskellige grunde har vanskelige bygningsmæssige vilkår, som f.eks. ingen legeplads og derfor skal bruge ekstra personale når den daglige tur går til en nærliggende park. Ressourcer som institutionen med legeplads på grunden ikke har brug for.

Med denne besparelse ville man gøre institutionerne uens i København, fordi de ikke ville have lige vilkår i forhold til den pædagogiske praksis. Forslaget var endda at alle institutioner skulle bidrage til besparelsen, også dem der ikke havde eller får dispensationstimer. Og jeg tror desværre ikke denne tanke er død i det politiske liv i København – men overborgmesteren kunne berolige mange forældre og institutionspersonaler med en klar udmelding.

Efter et massiv pres fra forældre og institutioner blev denne del af besparelserne taget af bordet og i stedet valgte man at det skulle være de klubber, der er integreret med fritidshjemmene, der skulle holde for, ved at man fjernede 118.000,- kr. fra klubbernes grundtimetildeling. Med den begrundelse at de ledelsesmæssige opgaver kunne betales af fritidshjemsdelen.

Så med dette tilbageblik på året der gik, kan institutionslederne i København godt stille sig selv spørgsmålet: Hvor er selvforvaltningen på vej hen?

Selvforvaltningen virker amputeret i forhold til sin styre- og ledelsesform. Det den primært bliver brugt til er at lederne selv kan forvalte, hvor politikernes nedskæringer skal placeres. Men det er ikke selvforvaltning, det er politikernes alibi for ikke selv at skulle tage ansvar og stilling til, hvor der skal spares. Det er alt for let, og man må som beslutningstager tage ansvar og ikke skubbe det nedad i systemet.

Hvis 2010 skal blive et år vi husker tilbage på som året med begreber som ansvarlighed, orden i butikken, et ord er et ord, troværdig ledelse, så bliver vi nødt til at forholde os til institutionernes mulighed for reel selvforvaltning.

Jeg er af den opfattelse at de fleste ledere gerne leder institutionerne, med blandt andet selvforvaltning som værktøj, men det skal ske i tillid til institutionsledernes store faglige viden, kunnen samt pædagogiske og ledelsesmæssige indsigt. Hvis ikke denne tillid er til stede, kobler man et vigtigt ledelseslag af i København.

2010 bliver året, hvor tilliden skal genoprettes. I øjeblikket synes alle planer om kontraktledelse at være langt væk. Kontraktledelse har nemlig den forudsætning, at kontakten indgås mellem to ligeværdige parter, hvor bl.a. tillid til det aftalte kan være til stede, og med året 2009 in mente, ligger der et stort arbejde forude.

Endelig bliver arbejdet med ledernes APV vigtigt. Der er klare tendenser i de tre ledelseslag: institutionsledernes ledelse af institutionerne, distriktsforvaltningernes samarbejde og servicering af institutionerne og endelig centralforvaltningens rolle i denne ledelsesstruktur.

Dette arbejde, og meget mere deltager ledersektionens bestyrelse gerne i, og vi går 2010 i møde, med ildhu og en tro på nye tider i Børne- og Ungdomsforvaltningen.

Med venlig hilsen Søren Lisberg formand for almenområdets lederbestyrelse i LFS Mobil: 2570 3419 Mail: sorenlisberg@gmail.com

Ny formand for almenledersektionen

Søren Lisberg

Søren er 56 år og er leder af Idrætsinstitutionen Blæksprutten siden 1986.

Han uddannet pædagog på Socialpædagogisk Børnehaveseminarium i Århus i 1979.

I sit arbejdsliv har han været medhjælper på fritidshjem i Rønne, støttepædagog i Gellerup planen ved Århus, faglig sekretær i BUPL Århus Kommune, pædagog på Sofieskolen i Bagsværd og leder af ungdomsklubben Gasværket i Værløse. Desuden har han været konsulent hos Rabo og Leika og helt tilbage i 70’erne skabte han sammen med OOA-aktivist (Oplysning om atomkraft) Anne Lund mærket Atomkraft – Nej Tak.