Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Leder
Af Britt Petersen, formand
Ferietid
Hele foråret har vi haft de kommunale budgetter på dagsorden. I mange kommuner fordi det allerede ved udgangen af første kvartals regnskab stod klart, at man var nødt til at ”genåbne” budget 2010 og lave besparelser i indeværende år. I alle kommuner fordi 0-vækst i budget 2011 og stadig stigende udgifter i den kommunale velfærd ikke er foreneligt uden voldsomme besparelser.
I LFS har vi deltaget i det hele, lige fra møder i kommuner om ”masseafskedigelser” i indeværende budgetår til forslag om klyngeledelse. Det har været hektisk, det har kostet mange interne diskussioner og megen usikkerhed for alle involverede, og den usikkerhed er desværre ikke fjernet, bare fordi sommerferien står for døren.
Alle trænger til en velfortjent pause og ferie, men vi er helt klar over, at for nogle af vores medlemmer er ferien i år også ensbetydende med en periode, hvor alle de mange spørgsmål, man gerne ville have afklaret, bare ikke kan blive det.
Det er svært at leve i uvished om, hvordan ens fremtid tegner sig, men i LFS lover vi at gøre alt for at perioden med usikkerhed bliver så kort som mulig, og vi gør alt for at give individuel råd og vejledning.
Rigtig god sommer til alle.