Dialogen der blev væk

Af Elisabeth Lockert Lange

Sådan står der på et banner på en godt fyldt Frederiksberg Rådhusplads mandag den 11. oktober, hvor der er kaldt til offentligt møde på pladsen.

Borgere fra kommunen af alle slags, forældre, politikere, ansatte, børn og organisationsfolk fra de pædagogiske organisationer, heriblandt LFS naturligvis, i Frederiksberg Kommune fylder pladsen foran rådhuset, hvor netop denne aften beslutningen skal tages om det budgetforlig, som hele det udendørs borgermøde handler om.

LFS er bekymret på vegne af alle deres medlemmer og ikke mindst børn og borgere med forskellige handicap over besparelserne i kommunen, og fagforeningen tog derfor initiativ til det åbne møde.

Et effektiviseringsbudget, siger politikerne. Et nedskæringsbudget siger borgerne. Der skal spares på børnene, to fritidshjem skal nedlægges, og nu står på sparerunder og fyringsrunder.

En af posterne er fx at spare 18 mill. kr. på de ansattes sygefravær. Er det så fordi man har lagt sig i selen og nedbragt sygefraværet med de 18 mill. kr.? Nej da, man beslutter bare at ”hjemtage besparelser forbundet med fald i sygefraværet.” Når man samtidig forsikrer kommunens borgere om at der ikke sker serviceforringelser, så betyder det mindre tid til de samme opgaver. Lige noget til at nedsætte sygefraværet…

En række politikere fra en stor del af det politiske spektrum kravler op på en ladvogn og tager ordet. Dels det eneste parti som ikke er med i budgetforliget, nemlig Enhedslisten, dels de andre partier som forsvarer forliget på forskellige måder: de har fået indrømmelser som er til gavn for børnefamilierne, og det ville have været endnu værre, hvis de ikke var gået med og havde trukket i den rigtige retning. Som fx at Bakspejlet, værested for udviklingshæmmede, bevares, at skæve boliger bliver opført og at klubberne ikke beskæres. Men at noget bevares opleves jo ikke som et argument for dem der bliver lukket.

En trio med sving i saxofonerne sætter gang i en kædedans af børn og voksne med deres balloner, skilte med hjerter, plancher etc., frem og tilbage med fest og farver, for pladsen er i høj grad præget af forældre og børn fra de to fritidshjem som nedlægges med budgetforliget Midgården og Fritidshjem Louis Petersen Børnegård.

En mor til et barn i et af fritidshjemmene tager ordet og udtrykker tydeligvis, hvis man skal dømme på bifaldet, hvad de andre forældre også føler: at børnene ender med pasning uanset præmisser, kort sagt opbevaring.