Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Hjerterum
Lad det være sagt med det samme: det var et tilløbsstykke. Hattedamerne var på plads på Gammel Torv, suppen fra gullaschkanonen var varm og dampende – og de fattige stod i kø for at få dagens (eneste?) varme måltid.
Det er LFS’ suppekøkken i Kulturnatten vi taler om i dette år 2010, som er udråbt som europæisk fattigdomsår.
Og fattigdommen lever stadig i bedste velgående i København og omegn. Det er der flere undersøgelser der viser (læs om et par inde i bladet) og det kunne souschef i Valhal, Anja Thorup, fortælle de tilstrømmende københavnere om. Det gjorde hun i et oplæg på torvet ud fra en undersøgelse hun har lavet om fattige børn.
Nogle af de allerfattigste i vores samfund er nok de hjemløse, og dem fortalte Ask Svejstrup om. Han kommer fra organisationen SAND, de hjemløses landsorganisation.
Men suppe og kloge ord alene gør det ikke, musik og sang skal der også til. LFS Koret sang så smukt så folk på Strøget stoppede og lyttede. De sang bl.a. den altid aktuelle Manden på risten, og så var der spillemænd, som gjorde deres til at arrangementet blev festligt. Men arrangementet på årets kulturnat er ikke kun fest, tag ikke fejl af at det samtidig er en socialpolitisk og fagpolitisk kommentar til dagens politiske strømninger og truslerne mod og angrebene på den offentlige velfærd. EL