Er børn med særlige behov vor tids gøgeunger?

Af Jan Hoby, næstformand i LFS

Børne- og Ungdomsforvaltningen har udarbejdet en analyse af specialområdet. En analyse der på mange niveauer er skræmmende.

Skræmmende, fordi analysen ser ”virkeligheden” igennem Finansministeriets nedskæringsøkonomiske optik. Skræmmende fordi analysens retorik om inklusion er ren ”New Speak” hentet fra George Orwells roman 1984. Alle plus-ordene i analysen fungerer som røgslør for nedskæringer, besparelser og systematisk omsorgssvigt grænsende til krænkelse af barnets rettigheder, hvis analysens anbefalinger gennemføres.

Analysen kidnapper det humanistiske menneskesyn, som findes i inklusionstanken og misbruger det som løftestang for systematiske forringelser, der netop vil ramme de børn og unge, hvis tarv inklusionstanken skulle hjælpe med at styrke deres livslæring og livsduelighed.

Analysen er ikke kun skræmmende i sit syn på børn og unge med særlig behov. Den er også udtryk for en grundlæggende manglende faglig viden og indsigt omkring specialområdet. Der er så mange unøjagtigheder, fejlagtige vurderinger og ikke-bæredygtige faglige og pædagogiske konklusioner, at det skriger til himlen. Analysen sætter fejlagtigt lighedstegn mellem inklusion og rummelighed og viser dermed at forfatterne intet ved om begreberne og deres indbyrdes forhold og relation. Men værst af alt så er lighedstegnet udtryk for en systematisk underkendelse af det inklusionsarbejde, der foregår i specialtilbuddene hver eneste dag. Specialtilbuddene (0-6 års specialinstitutioner, special- KKFO’er og specialfritidshjem, basisgrupper, specialklubber og specialskoler) arbejder alle med inklusion i en pædagogisk praksis, som ikke skal forveksles med den politiske og forvaltningsmæssige forståelse af forholdet mellem rummelighed og inklusion.

Analysen foreslår at hæve gruppestørrelserne på specialskoler på niveau tre fra seks til otte børn (de mest støttekrævende børn). LFS mener dette er et udtryk for en inkluderende eksklusion. Når analysen anbefaler at mange flere børn og unge med særlige behov skal flyttes over i almentilbuddene, så må man spørge hvad er det lige politikerne vil inkludere dem til? Presset på gruppestørrelserne i daginstitutioner er så voldsomt at der allerede uden børn og unge med særlige behov foregår en social eksklusion. En social eksklusion, hvor der er ulige adgang til anerkendelse. Og jo flere børn der er i en børnegruppe, jo større er den ulige adgang til anerkendelse. Hvis børn og unge med særlige behov nu skal presses ind i de eksisterende daginstitutionsrammer, så vil der også her blive tale om inkluderende eksklusion af uhørte dimensioner.

Men Finansministeriet har talt. Sammen med udsultningen af kommunernes økonomi vil politikere og forvaltninger gøre alt for at gennemtvinge deres massive nedskæringer på specialområdet. Derfor vil vi se at retorikken omkring det ”dyre” specialområde bliver meget skinger i medierne og hos politikerne. Skal politikerne legitimere deres nedskæringsfelttog mod samfundets mest udsatte borgere, så skal nogen lægges for had. Derfor vil vi se at gøgeunge-kortet bliver trukket over for forældre, der har børn med særlige behov (de er for krævende), over for de fagprofessionelle (de skal lære at arbejde mere inkluderende), og over for forældre der ikke ønsker at deres børn skal udsættes for politikeres og embedsfolks særlige forståelse af inklusion (de er egoister, der kun tænker på deres egne børn).

Vi lever i et land, som har råd til ufinansierede skattelettelser til de rige. Råd til bankpakker og råd til krig og militær, men den har ikke råd til velfærd hverken for mennesker med særlige behov og for alle andre for den sags skyld. Og vi lever i en by, som har råd til eksterne konsulenter i 400 millioner kroners klassen hvert år, dyre direktører og overadministration, men de har ikke råd til værdige tilbud til byens børn med særlige behov.

Hvis intentionerne bag analysen af specialområdet skal afvises, så kræver det faglighed, fællesskab og styrke. LFS og vores medlemmer i specialtilbuddene er klar til at møde udfordringen og vil opstille en alternativ vision for fremtidens tilbud til børn og unge med særlige behov, en vision som er funderet på faglige, saglige og pædagogiske argumenter rodfæstet i den konkrete virkelighed.