Urolige børn

Af Lars Rasborg, pædagog, cand.psych.

Urolig adfærd hos børn leder i dag ofte tankerne hen på ADHD. Men uro kan skyldes andet end en dysfunktion i hjernen, og selv om medicin i mange tilfælde har en god virkning, er det ikke altid den bedste hjælp. Før et barn bliver undersøgt for ADHD eller kommer i medicinsk behandling, er det en god idé at overveje, om der er forhold i barnets liv og hverdag, som kan bidrage til en forståelse af problemet. Her kan daginstitutionerne medvirke, for eksempel sådan som Marks børnehave gjorde.

Mark er fire et halvt år. Pædagogerne i hans børnehave synes, at han er mere urolig end de fleste andre drenge på samme alder og er bekymrede for hans skolestart. De tager det op i en forældresamtale og fortæller bl.a., at Mark går så meget ind og ud af legen med de andre børn, at de ofte ikke vil have ham med.

Faderen synes tilsvarende, at Mark er urolig og omkringfarende derhjemme og mener, at han skal undersøges. Moderen ser ham derimod bare som en dreng ”med krudt i” men indvilger i at få ham undersøgt. Familiens læge er inde på, at Mark måske har ADHD og foreslår en børnepsykiatrisk undersøgelse, hvilket forældrene er indforståede med. Der er lang ventetid og forældrene bliver utålmodige efter en afklaring, så mens de venter, beslutter de sig for at opsøge en psykolog.

Hos psykologen fortæller forældrene bl.a., at Mark som spæd havde svært ved at falde i søvn på grund af uro, og at det stadig kan tage ham lang tid at falde i søvn. Moderen siger, at der også altid har været meget gang i hende, men at hun aldrig har oplevet det som et problem. Faderen afslører imidlertid, at han kan blive helt forpustet af den fart, som både hun og Mark har på. Det kommer lidt bag på moderen, idet han ikke tidligere udtrykt sig så stærkt.

Psykologen vurderer, at Marks uro måske hænger sammen med, at moderen aldrig har reguleret ham særlig meget. Forældrene afprøver denne formodning ved at se, hvad der sker, hvis de sænker kravene til ham i hverdagen og giver ham jeg-støtte som til et yngre barn. De gør de bl.a. ved at tage Mark på skødet ved måltiderne og hjælpe ham mere med maden end ellers. De første gange stritter Mark imod. Det var forudset, og forældrene var vejledt i at spejle det: ”Du kunne bedre lide at sidde på din egen stol og bevæge dig rundt, som du ville.” Forældrene prøver at gøre det hyggeligt og sjovt at sidde på skød, bl.a. ved at nusse ham og lege, at de er tjenere, der skærer prinsens mad ud for ham. (Jeg-støtte og spejling uddybes senere i artiklen.)

Efter nogle dage lader Mark sig regulere af forældrene. Han sidder noget uroligt på skødet, men ikke så uroligt som på sin egen stol. Han syntes, det er sjovt at have det som en prins og siger, at ”tjeneren” også skal made ham. Forældrene følger opfordringen, selv om de tænker på, om de forkæler ham.

Også på andre områder giver forældrene Mark jeg-støtte som til et yngre barn. De orienterer børnehaven om de små, positive resultater, de ser, og det får pædagogerne til at tilbyde, at børnehaven også støtter Mark mere. Nogle måneder senere beskriver forældrene Mark som en stort set almindelig dreng.

Det næste skridt er at aftrappe jeg-støtten uden at Mark igen bliver urolig. Aftrapningen sker ved, at forældrene ved måltiderne og i andre situationer gradvist overlader mere af reguleringen til ham selv. Efter et halvt år anser forældrene, børnehaven og psykologen problemet for løst, og børnehaven er ikke længere bekymret for hans skolestart. Forældrene orienterer deres læge om forandringen, og Mark bliver strøget af ventelisten til børnepsykiatrisk undersøgelse.

En subjektiv diagnose

Hjælpen til Mark blev udformet ud fra en bred belysning af træk ved ham og hans forældre (jf. Rasborg: Sunde børns problemer, 2009). ADHD-diagnosen kan derimod stilles på et meget mere snævert grundlag.

Lidt forenklet vurderer lægen (eller psykologen), om barnet har mindst 10 af i alt 17 adfærdssymptomer. (De 17 symptomer er fordelt i tre hovedgrupper af symptomer: hyperaktivitet, impulsivitet og opmærksomhedsproblemer).

Et af de 17 symptomer er, at barnet ”løber, klatrer, farer omkring på utilpasset måde” (WHO’s diagnosefortegnelse ICD-10, s. 172). Det beskrives ikke, hvad en ”utilpasset måde” vil sige. Derfor er det en meget subjektiv vurdering, om et barn har dette symptom. De 16 øvrige symptomer kræver tilsvarende subjektive vurderinger.

Mange af de 17 symptomer er desuden ikke særlige for ADHD, men gælder også for andre diagnoser, bl.a. tilknytningsforstyrrelse. ADHD er derfor en upræcis diagnose, og nogle steder i Danmark bruges den da også fem gange så hyppigt som andre steder (se faktaboks).

Psykosociale grunde til ADHD

Et barn har brug for, at de voksne hjælper det med at regulere sine urolige tilstande. Det er særlig vigtigt for et spædbarn, hvor reguleringen sker ved, at man skærmer barnet mod for mange eller for voldsomme påvirkninger, holder om barnet, giver sig tid,ser på barnet og taler afdæmpet. Derved lærer barnet gradvist at regulere sig selv. Et barn der ikke får denne hjælp, forbliver derimod ureguleret. Problemet kan være skjult i flere år – indtil en dag, hvor f.eks. børnehaven udtrykker bekymring for barnet.

En psykosocial grund til ADHD-adfærd kan således være, at barnet har manglet hjælp til regulering, f.eks. fordi forældrene selv fungerer i et højt gear, som Marks mor, og derfor ikke fornemmer behovet for regulering. En anden psykosocial grund kan være konflikter mellem forældrene eller andre belastninger, som gør barnet angst, frustreret eller vred, hvilket kan give sig udtryk i ADHD-lignende adfærd. En tredje grund kan være, at barnet er omsorgssvigtet.

ADHD som samfundsdiagnose

Der er fart på i det senmoderne samfund. Vi presses let til at holde flere bolde i luften end vi egentlig magter. I forsøget på at klare det, sætter vi tempoet op, men derved risikerer vi at blive hyperaktive. Det betyder, at vi skal tænke hurtigt, og vi handler derfor mere impulsivt og har tankerne flere steder, det vil sige at vi bliver uopmærksomme. De tre hovedsymptomer på ADHD, hyperaktivitet, impulsivitet og opmærksomhedsproblemer, kan således ses som træk ved os alle, når vi presses af det senmoderne samfund.

Samfundet overlader det i høj grad til den enkelte, forældre og pædagoger, gennem regulering at skærme sig selv og børnene for ikke at blive ramt af samfundets ”ADHD”. Men mange er ikke opmærksomme på dette forstærkede behov for individuel regulering, og det kan tænkes at bidrage til, at et stort antal børn og også voksne i disse år får diagnosen ADHD.

Jeg-støtte og spejling

Mark blev hjulpet med jeg-støtte og spejling. Jeg-støtte går ud på uden forklaringer at guide barnet igennem forløb, som ellers er vanskelige, sådan som Marks forældre gjorde ved måltiderne. Formålet er at skabe succes. Når dette ind i mellem ikke lykkes, tager den voksne ansvaret på sig ved f.eks. at sige: ”Det var min fejl. Jeg fulgte ikke godt nok med i det, du var i gang med,” hvorefter den voksne giver barnet mere hjælp.

Det er almindeligt at give småbørn jeg-støtte, f.eks. ved at den voksne holder øje med dem og er parat til at gribe ind, når de leger på en plæne tæt ved en sø. Derved tager den voksne ansvar for, at ingen går ud i søen. Men når børnene får sprog, træder aftaler gradvist i stedet for jeg-støtte. Man aftaler med børnene, at de ikke må gå ud i søen. Aftalerne viser sig imidlertid i praksis ofte at være for svære for børnene at magte. Ved at give jeg-støtte letter man børn for ansvar og kommer i bedre overensstemmelse med det endnu ustabile niveau, som de ofte fungerer på. Det støtter udviklingen hen mod på længere sigt at kunne tage et reelt medansvar.

Spejling består i, at den voksne fortæller barnet, hvad det måske tænker eller føler, men ikke udtrykker direkte. Hvis et af børnene ved søen gik ud i den, kan det f.eks. spejles sådan: ”Du fik lyst til at gå ud i vandet, måske fordi det så lækkert eller spændende ud.” En spejling er et udsagn, aldrig et spørgsmål. Den kræver ikke noget af barnet, hverken et svar eller ændret opførsel. Spejlingen er et tilbud til barnet om en mulig forståelse. Den anerkender og rummer dets tanker og følelser, og det er op til barnet selv, om eller hvordan det vil reagere på den.

Det er almindeligt at spejle et spædbarn, f.eks. når det græder, er uroligt og trænger til at sove: ”Du er opkørt nu og kan slet ikke falde til ro og lægge dig til at sove.” Når barnet har fået sprog, træder spejlinger ofte i baggrunden til fordel for påbud: ”Vær stille og læg dig til at sove!” og spørgsmål: ”Hvad er der dog med dig?” Men ofte ved barnet ikke, hvad der er i vejen, eller det mangler ord for det. Spejlinger hjælper barnet med at finde ud af, hvad der er i vejen og tilbyder ord for det. Derved fremmes udviklingen hen mod, at barnet bedre kan udtrykke sig med ord i stedet for at være vanskelig.

Daginstitutionens rolle

Hvor Mark var urolig, er der andre børn, som har et andet afgrænset problem. Det kan f.eks. være et barn, der bider eller slår, som ikke vil deltage i aktiviteter, er meget styrende eller som let giver op over for vanskeligheder.

Når forældrene ikke selv taler om problemet, er pædagoger ofte tilbageholdende med at gøre det. De kan være i tvivl, om de har tilstrækkelig viden, eller de tænker, at forældrene måske vil synes, at de blander sig. Erfaringer tyder imidlertid på, at mange forældre gerne vil tale med pædagogerne om deres børns vanskeligheder, når pædagogerne viser vejen ved at tale om de vanskeligheder, de ser og om, hvordan det måske kan forstås og afhjælpes.

I 2009 fik 35,4 pct. af børnene på de børnepsykiatriske afdelinger i Hillerød og Viborg diagnosen ADHD. I Esbjerg var tallet kun 7,1 pct., og i Aalborg 6,7 pct. Forskellene afspejler ikke reelle regionale forskelle. Professor og overlæge i børnepsykiatri Niels Bilenberg, Odense Universitetshospital og mange andre mener, at de hovedsagelig skyldes forskelle i den diagnostiske kultur på sygehusene (Geografiske diagnoser, Weekendavisen, 3. september 2010). Fordelingen var tilsvarende ujævn i 2004-2007 (jf. De udsatte Børn, Tillæg til Ugeskrift for Læger, nr. 46/2008, s. 37-38).

Litteratur ICD-10 (2002): Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser. Kbh.: Munksgaard Danmark. Rasborg, L. (2009): Sunde børns problemer. Kbh.: Akademisk Forlag og Gyldendals Bogklubber.