Et år efter

Af Elisabeth Lockert Lange

Handicapkonventionen blev ratificeret for over et år siden. Det betyder at alle menneskerettigheder også gælder for mennesker med handicap. Og det betyder at Danmark er forpligtet til med lovgivning at forbedre handicappedes rettigheder. Hvad er der sket siden? Meget meget lidt, siger en kapacitet på området, tidligere landsdommer Holger Kallehauge.

Den 23. august 2009 trådte Handicapkonventionen i kraft i Danmark efter Folketinget havde ratificeret den. En ratificering af en konvention går videre end blot en underskrift på en konvention. Underskrevet blev den faktisk to år før, men med ratificeringen vedtog Danmark konventionen og forpligtede sig til at ændre lovgivning og vedtage nye love, som forbedrer handicappedes rettigheder og forhindrer diskriminering. Alle offentlige myndigheder og private skal overholde konventionen.

Handicapkonventionen havde været på trapperne siden 2006, da FN i december vedtog konventionen om handicappedes rettigheder. Og den er den sidste i rækken af konventioner om menneskerettigheder, som dermed nu omfatter alle mennesker, ikke kun hvide raske mænd med fuld førlighed, men også kvinder, børn, etniske minoriteter og nu også mennesker med handicap.

Og hvad er der så sket siden den trådte i kraft? Er handicappedes rettigheder forbedret? Det vender vi tilbage til, først tager vi det formelle.

Handicapkonventionen fastslår at alle menneskerettigheder også gælder for mennesker med handicap. Disse rettigheder skal sikre at mennesker med handicap har adgang til de samme grundlæggende menneskerettigheder som alle andre. Konventionen består bl.a. af et ”katalog” over de forskellige rettigheder, Handicapkonvention som mennesker med handicap har. Fra overordnede bestemmelser, som retten til livet til mere specifikke bestemmelser som retten til eksempelvis uddannelse og politisk deltagelse.

Der er altså ikke tale om nye rettigheder, men snarere en understregning af at de eksisterende grundlæggende menneskerettigheder for mennesker med handicap skal sikres, så der ikke sker diskrimination.

Noget af det meget vigtige ved Handicapkonventionen er at den er udtryk for et paradigmeskift i handicappolitikken. Som formand for PTU, Landsforeningen af polio-, trafik- og ulykkesskadede, og tidligere landsdommer Holger Kallehauge udtrykker det:

”Det handler ikke længere om den gode vilje men derimod om rettigheder. Det er en helt enorm forskel. Tidligere skulle jeg bede en minister om tid til at fortælle om et problem i forhold til ligebehandling, nu kan jeg pege på det og sige: hvornår får vi det!”

To typer rettigheder

Konventionen skelner imellem borgerlige og politiske rettigheder på den ene side og sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder på den anden side. De første trådte i kraft med det samme uden overgangsbestemmelser. De omfatter bl.a. retten til at deltage i det politiske og offentlige liv, ytringsfrihed, lige ret for loven, personlig frihed etc. Stort set de samme menneskerettigheder som vi har i grundloven.

Med de sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder er det derimod anderledes. For at træde i kraft kræver det at regeringen træffer foranstaltninger. Kravet er at disse rettigheder skal opfyldes gradvist på basis af det enkelte lands økonomi og sociale udvikling. Det bør naturligvis gå forholdsvis tjept i et land som Danmark.

Disse rettigheder omfatter bl.a. lige adgang til uddannelse, til beskæftigelse, til sundhed, rehabilitering, social tryghed, deltagelse i kultur- og fritidsliv. Disse vil alle kræve at regeringen gør noget særligt for at de træder i kraft.

”Det er ikke enkelt”, vurderer Holger Kallehauge. ”For der er ikke sondret knivskarpt mellem de to områder, og derfor kan man komme i tvivl om, hvad der er hvad, og hvad der er trådt i kraft og i hvilket omfang.”

Tilgængelighed fx er det en rettighed? Holger Kallehauge, som i øvrigt selv er kørestolsbruger efter polio som ganske ung, mener klart ja.

”Men Socialministeriet ville først ikke anerkende tilgængelighed som en rettighed. Det var ved at sprænge samarbejdet, for vi kan slet ikke bruge konventionen, hvis tilgængelighed ikke er en menneskeret. Den endte på at blive et ”tværgående princip som understøtter alle rettigheder i konventionen”. Og det er et ganske godt resultat, for det betyder at når vi kommer til gennemførelsen af rettighederne, så skal der bruges lige så mange kræfter på tilgængelighed som på de andre ting. Hvis aftalen overholdes.”

Går for langsomt

Og hvad er der så sket, siden konventionen trådte i kraft?

”Der er ikke sket noget”, konstaterer Holger Kallehauge. ”Men en del er tilrettelagt i forhold til hvad der kan gøres.”

Bl.a. planlægges der med fokuspunkter for Socialministeriet og en national overvågning.

”Vi i handicapbevægelsen ser gerne at det ikke kun er Socialministeriet der får fokuspunkter. Vi mener at alle ministerier skal have fokuspunkter, sådan at alle områder kigger på, hvad de hver især kan gøre, når gennemførelsen kommer, og så med Socialministeriet som koordinator.”

I øjeblikket er der et embedsmandsudvalg som har den koordinerende opgave, men det har slet ikke status, som det bør have, fortæller han.

”Det nuværende udvalg er totalt ineffektivt, det har jeg sagt før og det står jeg ved. Det har ingen drive og rangmæssigt er embedsmændene på så lavt niveau, så de ikke kan gøre noget over for deres kontorchefer. Det kommende udvalg bør bestå af embedsmænd med højere rang.”

Også et nyt centralt handicapråd er nedsat i stedet for det tidligere, et smallere råd og stadig med organisationsrepræsentanter. Overvågningsopgaven er overladt til Institut for Menneskerettigheder.

”Det går alt for langsomt. Og det vigtigste mangler. Nemlig at der laves landsdækkende flerårige planer med tilknyttede budgetter. Kommunale og regionale planer, så vi ved hvilke områder der bliver taget mest fat på.”

Holger Kallehauge roser dog landets kommuner (og de lokale handicapråd som har presset meget på) for at der i langt de fleste af dem er lagt planer, heriblandt både København og Frederiksberg.

Spørgsmålet, han stiller, er, om planerne er operationelle nok. Han peger på at planerne burde være delt i to, værdierne og de konkrete planer. Værdierne kan alle jo blive enige om, men planerne kræver handling og budget. Frederiksberg har taget dette alvorligt, kommunen har set på hvad konventionen betyder på forskellige områder og har taget det med i budgetterne for de næste fire år. Og sådan ser han gerne at andre kommuner også gør.

”Måden det bliver operationelt på er at skrive konkret, hvad de vil gøre på de forskellige områder i de forskellige år, naturligvis med mindre grad af detaljering længere frem. Som det er, er der for meget værdier og for lidt action.”

Den omstridte tillægsprotokol

Til konventionen hører en tillægsprotokol, som er frivillig for landene at underskrive. Denne tillægsprotokol giver mulighed for at klage til den internationale overvågningskomite. Den har givet anledning til debat og uenighed i Danmark, for regeringen har herhjemme ikke villet underskrive tillægsprotokollen med den begrundelse at beskyttelsen allerede er høj nok her i landet, og man kan jo anlægge retssager på baggrund af konventionen ved danske domstole.

Det er ikke godt nok, mener Danske Handicaporganisationer, som klart har fortalt regeringen at de mener tillægsprotokollen skal underskrives. Den er afgørende for at konventionen bliver fuldt implementeret i hverdagen, vurderer de. Også PTU, Landsforeningen af polio-, trafik- og ulykkesskadede, har været på banen og kritiseret at den danske regering ikke vil underskrive tillægsprotokollen.

Oppositionen i Folketinget har derimod fremsat klare forslag om at regeringen ratificerer tillægsprotokollen og dermed den klageret til overvågningskomitéen. Det betyder også at hvis, når, vi får en ny regering, så vil tillægsrapporten blive ratificeret og træde i kraft.

Men er det så vigtigt i et retssamfund som det danske? Det er klageretten der er det springende punkt, det vil sige retten for enkeltpersoner og organisationer af mennesker med handicap til at klage over deres egen regerings mulige overtrædelse af Handicapkonventionen.

Og ja, mener Holger Kallehauge, naturligvis skal Danmark underskrive og ratificere tillægsprotokollen. Naturligvis bør mennesker med handicap i Danmark have en international klageret ud over den nationale. Hvorfor skal Danmark dog unddrage sig den kontrol, som FNs uafhængige og uvildige overvågningskomité tilbyder at føre med alle ratificerende stater?

Men som han også fremhæver, så er det en meget lang og tung vej at gå, hvis klageretten skal anvendes i praksis. Hele vejen gennem det danske klage-, anke- og retssystem med byret, landsret og højesteret, klage til overvågningskomitéen, deres henvendelse til den danske regering, tilbage til komitéen og til sidst et officielt brev. Og at der sker noget er slet ikke sikkert.

Så er EU domstolen et langt bedre bud, mener han.

”Det er effektivt, og ingen regering kan sidde den overhørigt.”

Skyggerapport

Der hvor den internationale overvågningskomité har meget stor betydning, det er i forhold til tilsynet med om de enkelte stater lever op til konventionen.

Overvågningskomitén skal have besked om, hvordan det går med gennemførelsen, senest to år efter konventionen er trådt i kraft. Det vil for Danmark vedkommende sige at sandhedens time i form af en rapport skal leveres i slutningen af august næste år.

Systemet er sådan at de danske interesseorganisationer, bl.a. Handicapbevægelsens paraplyorganisation Danske Handicaporganisationer, også kan sende en rapport til overvågningskomiteen med deres opfattelse af processen og resultatet, en såkaldt skyggerapport.

”De skriver de kritiske ting, fx de manglende landsdækkende planer og at vi halter bagud med tilgængelighed. Den rapport er jo den spændende og vil blive læst først, og det er ud fra den de danske repræsentanter vil blive udspurgt”, fortæller Holger Kallehauge.

Ansvaret for gennemførelsen af konventionen er naturligvis regeringens. Hvordan det gøres er op til hvert enkelt land, dog skal de grupper som konventionen omfatter inddrages i arbejdet med den lovgivning, der skal til for at gennemføre den.

For alle er det derfor en stor fordel at konventionen er så klart og logisk sat op, som den er, at den er let at finde rundt i og let at læse.

”Det er godt, for den skal kunne bruges af folk med funktionsnedsættelse. Og så skal den kunne bruges over hele kloden. Derfor er teksten også skrevet i meget generelle former, snarere som retlige standarder. Dermed er teksten i konventionen også helt anderledes end en dansk lovtekst, som angiver klare og præcise grænser. Konventionens tekst viser de generelle argumenter gennemførelsen skal bygge på”, siger Holger Kallehauge og fremhæver bl.a. de otte tværgående principper, som danner grundlag for resten af konventionen (se boks).

Handicapkonventionens generelle principper (artikel 3) 1. Respekt for menneskets naturlige værdighed, frihed til at træffe egne valg og uafhængighed af andre personer 2. Ikke-diskrimination 3. Fuld og effektiv deltagelse og inklusion i samfundslivet 4. Respekt for forskellighed 5. Lige muligheder 6. Tilgængelighed 7. Ligestilling mellem mænd og kvinder 8. Respekt for de udviklingsmuligheder som børn med handicap har, samt respekt for deres ret til at bevare deres identitet.

FNs internationale overvågningskomité består af 18 internationalt anerkendte handicapeksperter, som er uafhængige, og som kommer fra forskellige kulturer og retssystemer, er af begge køn og nogle med handicap. Komitéens arbejde består i at behandle rapporter fra de enkelte medlemslandes regeringer, skyggerapporter fra uafhængige nationale organisationer og klager i medfør af tillægsprotokollen. Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer, er blevet udnævnt som en af de 18.

147 lande har indtil nu underskrevet konventionen og dermed lovet at arbejde for også at få den godkendt i deres lovgivende forsamling. Ratifikation er foretaget af 95 lande. Tillægsprotokollen er underskrevet af 90 lande og 58 har ratificeret den. FN består af 192 medlemslande.