Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Småt Nyt
Det går godt på Persillevej
Beboerne på Bostedet Persillevej 2A og 2B har en tryg og god hverdag. Det er borgerrådgiver Johan Busses vurdering i en ny rapport. Desværre er stedet fortsat plaget af tyverier, men det var også borgerrådgiverens eneste kritikpunkt efter en inspektion af Bostedet Persillevej 2A og 2B, tidligere kendt som Bostedet Tokanten. For generelt er indtrykket godt, med medarbejdere som sørger for en god og omsorgsfuld hverdag for de otte beboere med udviklingsforstyrrelser.
Hverdagen nu er præget af en personalegruppe med mere erfarne pædagoger. Sygefraværet blandt personalet er reduceret, og bostedet har udskiftet vikarbureauerne med faste vikarer, som kender beboerne. Den udvikling mærker beboere og pårørende, skriver Johan Busse:
”Medarbejderne beskrives som værende meget stolte af deres arbejde og den faglighed, de lægger for dagen, og de oplever opbakning fra de pårørende.”
Desværre er det ikke lykkedes at finde den skyldige i de mange tyverier, trods fælles boks og videoovervågning.
Rogfrihed.dk – tobaksforebyggelse blandt socialt udsatte
Det ville være fedt at være fri for den afhængighed af smøgerne, både fysisk og psykisk. Både fordi det i den grad går ud over helbredet, men også … det er altså meget at ryge for 1800 kr. om måneden.
” Sådan siger ’Kirsten’, bruger af et socialpsykiatrisk værested. Ligesom mange andre socialt udsatte rygere vil hun gerne lægge smøgerne på hylden – og have hjælp til det.
På http://rogfrihed.dk (link er ikke længere aktivt, red.)kan ledere og medarbejdere på social- og sundhedsområdet finde viden om og inspiration til, hvordan man kan arbejde med tobaksforebyggelse blandt sindslidende, misbrugere og hjemløse. Som en del af det pædagogiske og sundhedsfaglige arbejde på væresteder, bosteder og misbrugscentre. Fx få viden om hvordan man kan skabe anledninger til en snak om tobak med borgerne, hvordan man kan tilrettelægge rygestopforløb for socialt udsatte, hvorfor psykisk syge ofte kan sætte deres medicinforbrug ned, når de stopper med at ryge m.m.
Dårlig stemning giver mest sygefravær
Der er al mulig grund til at komme i dårlig stemning på arbejdspladsen til livs. Dårlig stemning udløser nemlig et højt antal fraværsdage blandt medarbejderne, viser en ny undersøgelse fra Lederne.
Ifølge undersøgelsen er der i gennemsnit 7,9 fraværsdage per medarbejder om året på arbejdspladser med dårlig stemning. Næstflest fraværsdage oplever arbejdspladser med meget rygtedannelse og sladder. Er der derimod god stemning, har medarbejderne i snit kun 4,8 sygedage om året. Undersøgelsen om sygefravær kan læses på lederne.dk
Ny master
En ny Masteruddannelse i Dagtilbudsog indskolingsdidaktik ser dagens lys til efteråret. Det er Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, DPU, som sætter uddannelsen i værk i september 2011 i både Århus og København.
Uddannelsen har fokus på småbørnsog barndomsfeltet i et læringsmæssigt og didaktisk perspektiv. Det handler om at forstå børn og barndom i et historisk, sociologisk og kulturelt perspektiv og bruge denne forståelse til at diskutere, udvikle, gennemføre og evaluere læreprocesser, hvor barnet forstås som en aktiv deltager i færd med at tilegne sig kompetencer og konstruere viden i forskellige kontekster.
Uddannelsen retter sig mod dem, der beskæftiger sig professionelt med de 0-8-årige og som ønsker yderligere at kvalificere det daglige pædagogiske arbejde, de allerede varetager i dagtilbud og indskoling. Men også til lærere og pædagoger der ønsker at kvalificere sig til at varetage konsulent- og ledelsesopgaver, rådgivning, undervisning og vejledning inden for det småbørnspædagogiske felt.
Uddannelsen udbydes ved DPU i Aarhus og ved DPU i København til studiestart september 2011. Ansøgningsfrist 1. maj. Der er informationsmøder om alle DPU’s masteruddannelser den 15. marts.
Læs mere på www.dpu.dk/ (link er ikke længere aktivt, red.)
Rettelse
I sidste nummer er der desværre faldet en sætning ud i artiklen: Det er jo eksklusion om Klub Rughave i Valby. I anden spalte på side 14 mangler sætningen:
”Vi har en specialviden, som sættes til side. De børn, vi arbejder med, kræver tid, rum og særlige fysiske rammer,” siger Lulu og suppleres af Dete: Vi beklager.
Husk din e-boks
LFS møder i stigende grad medlemmer, som er blevet trukket i sygedagpenge, fordi de ikke er mødt op til møder indkaldt af Københavns Kommune. Problemet opstår fordi de er blevet indkaldt til møde i Københavns Kommune via deres e-boks. Men kommunen har ikke orienteret dem om, at de i stedet for et fysisk brev sendt med PostDanmark, er gået over til at sende indkaldelser ud via e-boks. Og langt de fleste mennesker, heller ikke folk på sygedagpenge, går ind i deres e-boks dagligt for at tjekke for breve fra det offentlige.
Hvis du hører til de medlemmer som er faldet i den ”fælde” og derfor blevet trukket i sygedagpenge, så kontakt LFS. Om kommunen er villig til at genoprette disse forhold, når de bliver bekendt med at der er tale om manglende viden om mødet i kommunen er endnu uvist, men LFS gør gerne forsøget. For selvom kommunen skulle være i sin gode ret til at sende indkaldelsen til borgerens e-boks i stedet for som brev, som kan man da argumentere for at kommunen på forhånd burde have informeret deres borgere om ændringen.