Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Heldagsmøder for special TR
En ny struktur for tillidsrepræsentanterne på specialområdet skal styrke både dem og deres arbejde det vil sige bl.a. deres mulighed for at øve indflydelse gennem MED-systemet. Den nye struktur er enkel, den består af heldagsmøder hver anden måned i stedet for halve dage hver måned. I praksis betyder det fem hele dage om året.
Tillidsrepræsentanterne bruger med andre ord det samme antal timer, men LFS har gennem den sidste tid, og måske især efter centerdannelsen, som stiller nye krav til tillidsrepræsentanterne bl.a. til koordineringen mellem dem, været bekymret for om tillidsrepræsentanterne får nok viden og nok mulighed for at styrke deres centernetværk på de halve dage. Tillidsrepræsentanterne har ofte meldt tilbage at tiden altid er presset. Og fagforeningen har kunnet se en nedgang i deltagerantal. En nedgang som først og fremmest afspejler det pres der er på arbejdspladserne.
På de nye møder hver anden måned vil der være mulighed for at styrke tillidsrepræsentanterne bl.a. gennem bedre orientering, bedre diskussioner og undervisning i relevante emner. Idéen er at tilrettelægge dagen så det i højere grad understøtter tillidsrepræsentanterne i at udvikle deres arbejdsplads, og dette vil støttes af mere skriftligt materiale og deltagelse af både faglige sekretærer, specialområdeformanden og forretningsudvalgsrepræsentant. Desuden vil arbejdsmiljørepræsentanterne blive inviteret til nogle af og dele af møderne, det kan styrke de to repræsentanters samarbejde, bl.a. i MED-strukturen. For også MED-strukturen stiller nye krav til tillidsrepræsentanterne.
”Hvis centerstrukturen skal bruges optimalt, så er tillidsrepræsentanterne en vigtig brik til at få indflydelse gennem systemet og til at bringe viden og problemstillinger nedefra op i systemet. Og de skal klædes på, så de lokale MED kan komme til at fungere bedst muligt. For det kræver en klarhed over hvad der kan løses lokalt, og hvad der skal videre. Vi tror også at det er lettere at gå fra arbejdsplads en hel dagen og så til gengæld halv så mange dage”, fortæller Helle Haslund fra LFS’ forretningsudvalg.
Tidspunkterne for de fem heldagsmøder er valgt strategisk, nemlig ud fra budgetternes gang gennem forvaltning og Borgerrepræsentation.
Her og nu betyder det at martsmødet droppes til fordel for et heldagsmøde i april (på den allerede udmeldte dato). Efter et år skal det evalueres. EL