Rutsjeturen

Af Elisabeth Lockert Lange

En arbejdsskade var begyndelsen på en lang og ”bumpy ride” for pædagogmedhjælper Najat Saidi. Nu, ni år efter, er hendes helbred ganske vist ikke blevet bedre, men hun har vundet sin ret til et fleksjob. Det holdt hårdt, og uden en vedvarende og insisterende indstilling fra både hende selv og socialrådgiveren i LFS var det aldrig lykkedes, og hun ville være endt på kontanthjælp.

Aldrig så snart har hun sat sig ned på stolen, så må hun op og stå igen. Og aldrig så snart har hun rejst sig, så må hun ned og sidde lidt igen. På et tidspunkt er hun nede og ligge på en madras på gulvet med knæene trukket op, men det er svært at fortælle sin historie, når man ligger ned i den stilling, så hun bider smerterne i sig og kommer op på gulvet igen. For at fortsætte med skiftevis at sætte sig og rejse sig.

Forpintheden kan man tydeligt aflæse i hendes øjne. Men det er også et fast og beslutsomt blik, man møder.

Det starter med en arbejdsskade i 2003. Diskusprolaps, smerter, to operationer, metalskruer sat ind i ryggen, flere smerter, kramper i ben og tæer, allergi og kløe fra metallet. Sideløbende et forløb med skiftende sagsbehandlere, fejl i afgørelser, rykkere, arbejdsprøvninger, negligering – og langsommelighed og til tider ulovligheder i den kommunale sagsbehandling.

Det er den korte version.

”Noget af en rutsjetur”, som hun selv meget lidt dramatisk formulerer det. For rutsjetur er ikke ordet.

Vi tager det fra begyndelsen.

Najat Saidi, som nu er 43 år, bliver ansat i en børnehave i 1999 som pædagogmedhjælper. Børnehaven er glad for hende, og hun er glad for sit pædagogiske arbejde, så meget at hun har planer om at læse videre til pædagog. Den 16. januar 2003 sker der noget, der ændrer hendes liv for altid. Hun griber en tre-fire årig pige fra en vindueskarm, helt reflektorisk og uden at tænke over det. Og det siger knæk i ryggen.

”Jeg bliver ikke sygemeldt med det samme, men klarer mig med noget smertestillende fra lægen, som undersøger mig med let hånd uden at finde noget. Jeg går på arbejde trods smerterne, tænker at det går nok over.”

Men det går ikke over, og til sidst kan hun ikke mere og bliver sygemeldt en tid. For så at vende tilbage igen til børnehaven, og så sygemeldt igen. Smerterne er voldsomme, de stråler ned i ben og tæer, og selv når hun er på arbejde, må hun ligge ned meget af tiden. Det går ikke i længden.

Sygemeldt

I maj 2003 går hun igen til lægen, som fuldtidssygemelder hende. Hun bliver sendt til en scanning, hvor der konstateres en diskusprolaps, og henvist til et rygcenter som først tænker i optræning. Men optræning kan ikke lade sig gøre, og smerterne bliver bare værre. Det viser sig at en disk er skubbet helt ud af rygraden.

I 2004 bliver hun opereret første gang. Disken slibes og skubbes ind. Men det viser sig ikke at være nok, smerterne fortsætter uformindsket, og i september 2005 får hun det man kalder en rygstivende operation, hvor metal sættes ind i rygraden for at holde sammen på det hele. I en periode efter operationen får Najat Saidi det bedre, selvom hun stadig har smerter.

Hun er stadig ansat i børnehaven, som strækker sig langt for at kunne få hende tilbage i jobbet. Faktisk holder de hendes plads åben i halvandet år.

”De tager på den måde et stort ansvar for hendes arbejdsulykke, og de er kede af at skulle sige farvel til hende. Og arbejdsulykken er da også anmeldt ganske som den skal. Men i 2005 bliver hun afskediget, da opgiver alle at hun kommer tilbage i jobbet”, fortæller socialrådgiver Susanne Brink Andersen, som har stået for Najat Saidis sag hele vejen igennem.

Inden da, i april 2004, er hun nemlig mødt op i LFS, hvor hun er organiseret tilbage fra sin ansættelse i 1999. Grunden til hendes henvendelse er den enkle at hun er bange for at miste sit arbejde.

”Jeg vidste ikke, hvor jeg kunne gå hen i den situation, jeg stod i, med rygskaden og efter i over et år at have haft smerter, følelsesforstyrrelser og kramper i ben og tæer. Jeg var bekymret for min fremtid”, fortæller Najat Saidi, som kom til Danmark fra Marokko som 10 årig.

”Jeg husker ikke hvad vi talte om, jeg havde så mange smerter”, siger hun og kigger over på Susanne Brink Andersen, som supplerer:

”Jeg koncentrerede mig om at det tekniske kom på plads til arbejdsskadesagen. Og jeg koncentrerede mig om din bekymring for fremtiden. Din behandling var jo ikke afsluttet på dette tidspunkt, ingen kendte udfaldet, du kunne blive rask og skulle måske skifte erhverv. Vi vil alle gerne have løsninger med det samme, men det kan vi ikke få i det her. Min opgave var derfor også at sige ”ro på”. Det er en balanceakt at understøtte optimismen, men også at agere realistisk. Jeg ved jo at sygedagpengene stopper på et tidspunkt.”

Susanne Brink Andersen hjælper med arbejdsskadesagsbehandlingen. Den handler dels om en anerkendelse af ulykken som en arbejdsskade, dels om at hendes erhvervsevnetab og erstatning skal vurderes. Det sidste kan først gøres, når behandlingen er endeligt afsluttet.

Sygedagpenge

Efter dette første møde er der kontinuerlig kontakt mellem dem. Og da Najat Saidi bliver afskediget og efter sin anden operation har en tålelig periode, så tager de muligheden for revalidering op. Hun har ganske vist kroniske smerter og følelsesløshed, men der er en vis lettelse efter operationen.

”Jeg ville så gerne blive rask, og jeg ville så gerne tilbage til det pædagogiske arbejde. Jeg bad direkte lægen som skulle operere mig om at gøre mig rask, så jeg kunne arbejde igen.”

Tiden går, og sygedagpenge varer ikke evigt. Man har ret til sygedagpenge i 52 uger inden for 18 måneder. Men man kan få perioden forlænget, hvis man opfylder en række kriterier. Så da Najat Saidis sygedagpenge stopper i starten af 2005, får Susanne Brink Andersen dem forlænget i en periode med begrundelse i den arbejdsskadesag, der er i gang. Københavns Kommune afviser derefter at forlænge dem yderligere, og de afviser også revalidering på dette tidspunkt. Her starter så sag nummer to, nemlig en sygedagpengesag ud over den løbende arbejdsskadesag.

”Vi mener at der skulle have været revalidering allerede her i 2005, så vi påpeger i en klage at hun er berettiget til revalidering”, siger Susanne Brink Andersen. I februar 2006 stopper sygedagpengene endeligt, da de vurderer at Najat Saidi kan varetage ”ikke rygbelastende arbejde”. Hun er dermed på kontanthjælp, og da hendes mand har arbejde, bliver ægtefælleforsørgelsen trukket fra. Beløbet ender som mikroskopisk.

I maj 2006 får LFS den første indrømmelse fra Københavns Kommune, som må erkende at LFS’ klage på Najat Saidis vegne over afslaget på at forlænge sygedagpengene og afslaget på revalidering var ulovligt, fordi det blev gjort uden partshøring.

”Vi får med andre ord medhold, og sygedagpengene genoptages i maj 2006 med tilbagevirkende kraft”, fortæller Susanne Brink Andersen.

Revalidering

Tilbage i maj 2005 har kommunen besluttet at der skal udarbejdes en såkaldt ressourceprofil for Najat Saidi. Men med en mærkelig omvendt argumentation mener de at da hun er uuddannet, har hun ikke ret til at få uddannelse. Der skal derfor fastlægges en revalideringsplan uden uddannelse. Hun kommer i arbejdsprøvning i Revacentret i efteråret 2006 for at få afklaret arbejdsevnen. I kantinen af alle steder, det vil sige et hårdt fysisk arbejde, men de tager hensyn, fortæller hun.

Arbejdsprøvningen viser klart at Najat Saidi ikke kan vende tilbage til sit tidligere pædagogiske arbejdsområde med mindre børn. Derefter har hun en kort arbejdsprøvning i oktober-november i centrets it- og uddannelsesværksted som en afklaring af muligheder. Deres vurdering er at hun ”vil kunne etablere en tilknytning til arbejdsmarkedet i fremtiden, eventuelt via uddannelse.”

Samtidig erklærer en speciallæge at mulighederne for behandling er udtømte og hendes tilstand stationær. Og en lægekonsulent skriver om ”varigt skånebehov over for rygbelastende arbejde.”

Og nu går tingene igen skævt. Kommunen udelader Revacentrets vurdering, da de i december sender udtalelsen om hendes eventuelle revalidering i partshøring, den kommer først med, da LFS insisterer. I januar 2007 får Najat så endelig besked om at ja hun er revalideringsberettiget. I øvrigt samtidig med at hun fortæller om sit forløb på en revalideringskonference arrangeret af FOA, som er bekymret over at antallet af revalideringer er faldet drastisk.

Desværre vil Københavns Kommune kun give hende én form for revalidering, nemlig virksomhedspraktik.

”Vi ser at gode revalideringer giver gode resultater. Men for kommunen betyder hurtigst muligt tilbage på arbejdsmarkedet oftest billigst mulig revalidering. Men det er jo som at tisse i bukserne for at få varmen. Vi slås, for det hænger ikke sammen at fordi man er ufaglært, så kan man ikke få noget uddannelse. Men kommunen vinder. De vil ikke bruge penge på dig”, siger Susanne Brink Andersen og kigger på Najat Saidi.

”Samtidig, i januar 2007, får vi afslag på krav om erhvervsevnetab i arbejdsskadesagen, fordi sagen stadig er uafklaret, hvad den jo netop er på grund af kommunens smøleri”, tilføjer hun.

Jobcentercirkus Najat Saidi er kommet dertil, hvor hun må ned og ligge på gulvet. Det giver lidt lettelse at trække knæene op. Trods de smerter, hun har nu, er hun bange for endnu en operation, bange for at ende som lammet.

Hun sætter sig igen op og fortsætter sin historie. I februar 2007 kommer hun ud i praktik. Hendes sygedagpenge stopper, og revalideringsydelsen overtager.

”Praktikstedet er et fritidshjem jeg selv har fundet, og et fritidshjem er måske muligt for min ryg. Arbejdstiden er fire timer om dagen, de forsøger at sætte det op til seks timer, men det går ikke.”

Her er hun i ni måneder, hun er glad for stedet og de for hende.

Reglerne i en revalidering er selvsagt at der skal følges op på både tid og plan. Men ikke en eneste gang undervejs i forløbet hører Najat Saidi eller lederen af fritidshjemmet fra kommunen, der er ingen kontakt overhovedet, der følges ikke op én eneste gang.

”Først et par dage før jeg skal stoppe der, ringer de lige og siger at om et par dage er jeg på kontanthjælp.” Det gør lederen af fritidshjemmet vred. Han skriver til kommunen flere gange om det jobcentercirkus hun køres rundt i, og han kalder kommunens håndtering af Najat Saidis revalidering for ”ganske urimelig og underkendende for hende.” Først da LFS klager over forløbet, lykkes det at forlænge revalideringsydelsen frem til januar 2008. Men dermed var det slut, og efter kommunens opfattelse er Najat Saidi nu klar til at forsørge sig selv.

LFS mener noget andet. Nemlig at resultatet af revalideringen viser at Najat er berettiget til fleksjob. Det skriver fagforeningen til jobcentret.

Husker I ressourceprofilen, der skulle udarbejdes – tilbage i 2005? I januar 2008 sendes et nyt udkast i partshøring. Men det udkast, Najat Saidi og LFS modtager, medtager slet ikke de konklusioner, som den ni måneder lange virksomhedspraktik har vist af resultater og konklusioner. Så kommunen får det tilbage igen. Endnu et udkast ankommer, som heller ikke medtager noget om, hvordan praktikken er gået.

”For dem er revalideringen lykkedes, og Najat kan nu bare gå i a-kassen. De nævner ikke fleksjob med et ord”, siger Susanne Brink Andersen. Hun gør det klart for dem at Najat Saidi ikke kan klare sig i et normalt job. Enten skal hun have mere revalidering eller tilkendes et fleksjob.

Sejr

En klagesag med det indhold, altså at Najat Saidi har ret til et fleksjob, går fra LFS til Beskæftigelsesankenævnet i februar 2008. Samtidig sender LFS den til FOAs advokat, som søger fri proces til hende. En sådan tager lang tid at få bevilliget, men hun får den, og advokaten udarbejder i februar 2009 en stævning mod Københavns Kommune. Der går med andre ord et år, hvor kommunen presses igen og igen for en afgørelse.

I september 2009 træffer Beskæftigelsesankenævnet sin afgørelse, nemlig at Najat Saidi ikke har ret til mere revalidering. De stadfæster med andre ord kommunens afgørelse.

”Men hun har heller ikke ret til fleksjob, vurderer de. Noget Københavns Kommune slet ikke har truffet nogen afgørelse om”, påpeger Susanne Brink Andersen.

Så må der søges om en ny fri proces for at rejse sag mod Beskæftigelsesankenævnet, som stævnes i oktober 2010. Kravet er at de skal anerkende at Najat Saidi har ret til fleksjob, og at den ret går tilbage til februar 2008.

Sagen ender i marts i år med at Beskæftigelsesankenævnet ophæver deres egen afgørelse om manglende ret til fleksjob og revalidering. En ny afgørelse giver hende ret til fleksjob helt tilbage til februar 2008.

”Det er en stor sejr, og efter en lang og sej kamp. Og med mange smerter og bekymringer på min side”, siger Najat Saidi.

Afgørelsen betyder konkret at månederne på kontanthjælp skal ombyttes med en højere ledighedsydelse som fleksjobberettiget. Der skal med andre ord laves en efterberegning. Tilbage står arbejdsskadesagen og tildeling af erstatning for tab af erhvervsevne.

Netop nu undersøger kommunen sammen med Susanne Brink Andersen og Najat Saidi om hun opfylder kriterierne for en førtidspension.

Efter en kort forbedring efter sin anden operation i 2005 får hun det nemlig gradvist værre. Dels udvikler hun nikkelallergi af det metal, hun har fået sat ind i ryggen, og det giver udbredt kløe. Dels oplever hun stød i ryggen, når hun bevæger sig. En scanning vil vise om metallet er begyndt at løsne sig.

”Alt dette tager hårdt på mig. Det har været nogen rigtig hårde år, og jeg må indrømme at jeg også har grædt rigtig meget. Jeg har mange dårlige dage og nogle få gode dage”, siger Najat Saidi og kigger på Susanne Brink Andersen:

”Hvis jeg ikke havde haft jer, min fagforening, så var det aldrig gået. Jeg er glad for at nogen sloges for mig, og jeg forstår ikke hvordan andre klarer sig.”

Susanne Brink Andersen tager den tekniske vinkel:

”Det er en absurd sag, en lang og opslidende arbejdsskadesag, en kommune der ikke overholder loven, men stopper sygedagpenge uden partshøring, et ankenævn som træffer en forkert afgørelse, og hvor vi må have en advokat ind over og søge fri proces. Det er godt at jeg er en erfaren rotte, og at Najat er så vedholdende”, siger hun og tilføjer:

”Der har været gode samarbejdspartnere undervejs, især institutioner som har kæmpet Najats sag. Men som socialrådgiver er jeg meget bekymret over disse fejl, som myndighederne sikkert også begår i andre sager, bekymret og ked af det på vegne af borgernes retssikkerhed. Netop derfor er det også vigtigt at få ført disse sager.”

En rutsjetur? Døm selv.