Besøg fra Norge

Kritik i piktogrammer

Af Elisabeth Lockert Lange

Kritikkens rejse, parkering og afmontering i det neoliberalistiske Danmark. Det er Rasmus Willigs emne, og han bruger billede r fra trafikkens infrastruktur som bevidstgørende elementer.

Kritik, dens veje og afveje er Rasmus Willigs fokus. Hvordan rejser kritik fra a til b, hvor og hvordan parkeres den, hvor og hvordan afmonteres den? Og hvad kan vi gøre så den kan florere frit?

Han er sociolog og forsker på RUC og har gennem årene skrevet en række bøger om kritik. Hans bog Umyndiggørelse, om pædagogers undertrykte kritik af kritisable arbejdsog samfundsforhold og dermed gradvise umyndiggørelse blev beskrevet her i LFS Nyt 13/09.

Hans ærinde i oplægget i maj er at sætte kød og blod på neoliberalismen, så de reelle konkrete konsekvenser netop bliver konkrete frem for abstrakte.

”Kritik opstår mellem ”er” og ”bør”, det er her kritik udløses. Men de nye kontrol- og styringsmekanismer og det sprog, de producerer, er gode til at afmontere kritik”, siger Rasmus Willig – og fortæller hvordan de gør det med styringsmidler, omorganisering og sprog.

Styringsmidlerne har skikkelse af bl.a. de kendte evalueringer, standarder, resultatkontrakter, akkrediteringer og så videre. Hvor alt der afviger herfra er potentielt kritisk.

De tager udgangspunkt i spørgsmål.

”Spørgsmål som ”hvordan møder du forældrene”, underforstået hvor serviceminded er du. En eventuel kritik vendes mod den, der besvarer spørgsmålene. De som udformer spørgeskemaer til evaluering og akkreditering er ikke interesseret i resultaterne, de er interesseret i at stille spørgsmål. På den måde bliver kritik til et styringsinstrument. Vi tugter med andre ord os selv med spørgsmålene, når vi vender kritikken om mod os selv: ”kan jeg gøre det bedre…, hvis jeg bare var lidt mere effektiv, kunne tage mig lidt mere sammen. Vi laver en u-vending og bliver mere og mere selvkritiske.”

Det næste aspekt af styringen er organisation. Konstante omorganiseringer. For det er en del af New Public Management at alt er under forandring hele tiden.

”Man skal være omstillingsparat. Men fra hvad til hvad?”, siger Rasmus Willig. For man går måske væk fra det, man er god til, og man når ikke frem til noget andet, før noget endnu nyere er på vej. Og hvis man er kritisk over for det man arbejder i, så har skydeskiven for kritikken allerede flyttet sig igen, inden man når at formulere kritikken.

”Intet bliver finalt, man ved aldrig om man er omstillingsparat nok. Det skaber manipulerbare subjekter og destabiliserede mennesker, som ikke evner at vende kritikken tilbage igen.”

Styringsmidlerne er altid rettet mod fremtiden. Hvis man mener det var bedre i gamle dag, så er man en del af ”den gamle garde”.

”Kritik fremstilles af styringsmekanismerne som et levn og lidt museumsagtigt.”

Ord der umyndiggør

Så er der sproget, for når ledelsen presses for at levere resultater, så reproduceres et bestemt sprog.

Vi kender alle sammen de sætninger som vender kritikken på hovedet, som parkerer kritikken og som afmonterer den, bl.a. ved at individualisere den. Det er sætninger som:

”Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, så må du forsvinde.” ”Nu må du se fremad.” ”Er du med eller imod?” ”Jeg møder dig med anerkendelse.” ”Vi gør det her i øjenhøjde.” ”Alle sætningerne er parkering eller nivellering af kritikken”, kommenterer Rasmus Willig.

Og der er flere:

”Skab nu ikke en negativ stemning.” ”Du virker stresset, er alt vel på hjemmefronten?” ”Du kan se problemet, kan du gøre noget ved det?” ”Lad os nu ikke gå i for små sko.” ”Tag ja-hatten på.” ”Se positivt på det.” ”Det der er jo et fagligt problem” (og altså ikke et ressourcemæssigt…). ”Husk hvor aben sidder.” ”Se det som en udfordring.” ”Det her er for langhåret” (underforstået noget demokratipis). ”Du fylder for meget” (underforstået stiller for mange kritiske spørgsmål).

”Med dette sprog fralægger ledelsen sig ansvaret, kritikken individualiseres og vendes mod den kritiske selv”, peger Rasmus Willig på.

Rasmus Willig vælger trafik og infrastruktur som billeder på den afsporede kritik. Arbejdsmarkedet som en campingplads, hvor vi kommer og går. Klager måske over noget, men vi stiller aldrig længere de grundlæggende spørgsmål ved ledelsen af campingpladsen. Vi vælger blot at flytte hen på en anden.

”Vi føler at det ikke rigtig nytter noget at fremsætte kritik, den vendes på hovedet til: hvordan kan du selv gøre det bedre. Det er raffineret, og det bør være hovedobjekt for fagforeningerne at bekæmpe denne form for styrelsesmidler.”

Han opfordrer deltagerne på konferencen til at gå ind på piktokritik.dk, en hjemmeside der drives af Kritisk Selskab, som ønsker at udvikle kritikkens infrastruktur med brug af piktogrammer, ambitionen er at lave skilte for kritikkens infrastruktur – piktokritik. Man må meget gerne bidrage til samlingen af sætninger og piktogrammer på siden. Og bruge dem, der er ingen copyright, de er gratis.

Formålet med samlingen af sætninger er at gøre det tydeligt, hvor og hvordan sproget er med til at parkere og afmontere kritik og umyndiggøre os i det neoliberalistiske Danmark. Som der står på hjemmesiden: ”Et myndigt menneske kendetegnes ved, at det uden frygt for repressalier kan tale frit. Umyndiggørelse består således i den type af processer, der forhindrer en person i at udtrykke sig kritisk.”

”Disse tre elementer, styrelsesmidlerne, organisationsmidlerne og sproget skaber destabiliserede mennesker, som har svært ved at kritisere. Og hvis de gør det, så lærer de hurtigt at tie stille.”

Rasmus Willig fortæller om et 20 år gammelt amerikansk studie over stewardesser og deres måder at komme af med frustrationer. De kan jo ikke smide kunderne ud, men skal tværtimod dæmpe ethvert tilløb til konfl ikt, så de skal vise venlighed, uanset hvor idiotiske passagererne er. Studiet viste at de bl.a. tyggede heftigt på isterninger inde bag forhænget eller gik ud på toilettet og skyllede ud for at dæmpe deres frustrationer. Andre faggrupper fortæller om at skrige i bilen, løbe lange ture eller læsse af på venner i timevis.

Sutten

Dette sprog, som undertrykker kritik på forskellige måder reproduceres i det pædagogiske arbejde, over for kolleger naturligvis, men sågar også over for børn og borgere.

”Der er ikke tid til det pædagogiske, og sutten bliver brugt mere. For når børn er utilfredse, så stiger støjniveauet, og sutten lukker deres kritik. Det neoliberale monster er ofte abstrakt for os, men konkret betyder det at sutten bliver brugt mere”, siger Rasmus Willig.

”Det er vigtigt at få fornemmelse for, hvad u-vendingen, hvor vi vender kritikken mod os selv, gør ved os, og hvordan vi kan vende det. Sagen er at selve forudsætningerne for at kunne kæmpe er under pres. Det tog mig lang tid at forstå.”

Og hvor er så fagforeningerne? Han foreslår at de går ind i dette felt også i overenskomstforhandlinger. Når der fx ikke er penge til højere løn, så i stedet kræve en tre års pause i akkrediteringer, standardiseringer og evalueringer.

”På den måde kan vi få den faglige autonomi tilbage, i stedet for at vende kritikken mod professionen selv. Og tænk på alle de milliarder der bruges på eksterne akkrediteringskonsulenter og evalueringsinstitutioner. Tænk hvor mange pædagoger man kan få for det.”

Kan evaluering aldrig være positivt, spørges der fra deltagerne. Næh, mener Rasmus Willig, ikke når forudsætningerne ikke er til stede og det dybest set handler om styring.

”A-siden har vundet kampen om evidens. B-siden må enten afmontere den eller vinde kampen om den. Og det er en kamp og skal ses som en kampzone.”

Men hvad gør vi så konkret, spørger andre.

For Rasmus Willig er civil ulydighed en mulighed, det vil sige undlade at svare på skemaerne, eller svare forkert; lade være med at overholde reglerne.

”Det presser systemet. Og kritikken af styringsmekanismerne er begyndt, der er en protest på arbejdspladserne at man vil tilbage til kerneydelsen.”

Men hvis vi ikke deltager i fx akkreditering, så bliver resultatet endnu dårligere, lyder det fra en deltager.

”Jeg anbefaler ikke at gøre det. Tjek lige de tre akkrediterings/ evaluerings-institutters årsværk og budgetter, hvor skal alle de penge bruges? Jeg tror man også som fagforening skal gå den anden vej.”