Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Kickstarter
Af Elisabeth Lockert Lange
Inklusion og rolles pil, lyder det som en oplagt kombination?
Det er måske ikke den, der umiddelbart falder de fleste ind, men den integrerede institution Tryk 16 på Østerbro fik idéen, udviklede den, iscenesatte den og foldede den ud i skoven. Det blev en stor succes for fællessk absfølelsen og inklusionen, og oplevelsen trækker lange konstruktive spor.
Tre skove med krigere, magikere og guldjægere. Et bjergfolk af sælgere, krigere og bjergmagikere. En landsby med en magisk heks, en healer og en medicindame. Og ikke mindst orker, stærke men dumme, som laver ufred i verden.
Kampe skal udkæmpes, tre guldringe skal findes og bringes til landsbyen, og når ilden er tændt, de rette magiske ord er sagt og orkerne overvundet, så er der fred i verden.
Sådan er historien i ultrakort form bag det rollespil, som den integrerede 3-10 år institution Tryk 16 har sat i scene i en skov i Nordsjælland den 10. maj.
Det er pædagogerne Lars Kari og Mette Markussen, der har været tovholdere og primus motorer på rollespillet. Lars Kari har en mangeårig erfaring i rollespil, en erfaring han gerne deler, og som Mette Markussen med begejstring har samlet op. Ikke overraskende er han overorken og igangsætteren i rollespillet, hun er landsbyens magiske heks.
Det hele startede med de tanker om inklusion, de gør sig i institutionen. På grund af besparelser har mange pædagoger helt forståeligt modstand på inklusion og tænker det som et ekstra krav til institutionerne om at rumme flere og flere børn, uden at de får ekstra ressourcer til det.
Den reaktion forstår de to pædagoger udmærket. Som Lars Kari udtrykker det, så er inklusionens evige fjende ressourcemangel.
”Man er nødt til at se på, hvor mange støttekrævende børn en institution kan bære. Den skal kunne fungere som en gruppe”, siger Mette Markussen.
Samtidig brænder de for hele idéen bag inklusionstankerne. Lars Kari fortæller:
”Da de kom frem, tænkte jeg hvor dejligt det er at vi endelig igen taler pædagogik i stedet for retninger og metoder, værdier og anerkendelse. Inklusion er en fed tanke, som jeg bakker op om, også som tidligere støttepædagog. Det er jo en skør tanke at man tager et barn ud af gruppen og reparerer på det, og så putter det tilbage igen. Nu ligger timerne i fællesskabet, det handler om at lære at give plads, at legen fungerer hvis jeg giver afkald ind i mellem. Det flow lykkes, når fællesskabet rummer alle. Men det lykkes også kun, når ressourcerne er der. Som de var i vores inklusionsprojekt, hvor vi var 38 voksne inklusiv forældre til institutionens ca. 100 børn.”
Pulje til inklusion
Og hvorfor ligger rollespil så lige for i inklusionsarbejdet? Først og fremmest fordi rollespil handler om fællesskab og regler. Og samtidig udvikles det enkelte barns kompetencer.
”Vi arbejder meget med fællesskabet, og her er det vigtigt at man har og kender et regelsæt. Det er netop karakteristisk for rollespil at alle skal kunne opretholde reglerne, ellers er der ikke forudsætninger for fællesskabet og legen”, vurderer Lars Kari og beskriver med begejstring børn som går helt ind i rollespillets regler og som fx ikke kan røre sig for ”vi er jo bevidstløse” eller ikke kan gå ind i skoven ”for den er jo magisk”.
”Det er fantastisk når børnene lever sig helt ind i det, når de for legens skyld overholder reglerne, uden at snyde, for gør de det så er de ikke en del af historien. Det er fantastisk, når de viser en forståelse for det.”
Mette Markussen supplerer:
”Det er også vigtigt at kunne bøje reglerne, det vil sige tage hensyn, når nogen har det svært med reglerne. Man skal ikke altid være principfast men kunne bøje af, når det hjælper legen på vej. Det gavner inklusionen af de ressourcesvage, når de ressourcestærke kan bøje af og sige okay, du ramte først.”
I tråd med det er de heller ikke bange for at forskelsbehandle børnene. Nogle børn får specielle aftaler og mere plads end andre, og alt er synligt for alle. Så kan alle også bakke op og sikre fx at Peter kommer på toilettet i tide.
En anden oplagt styrke ved rollespil er netop at der er tale om roller. Som kan formes og udskiftes. I rollespil kan man vælge en anden rolle end det stempel, man måske bærer i hverdagen. Børnene får mulighed for at se hinanden på en anden måde end i hverdagen. Det er specielt godt for de ressourcesvage børn, vurderer de to pædagoger, børnene oplever at blive set i en anden rolle og anerkendt for noget andet. Det åbner muligheder for dem i deres hverdag, som gør dem mindre sårbare.
Tryk 16 har lavet rollespil tidligere, men ikke i denne skala for både fritidshjemsdelens ca. 70 børn og børnehavens ca. 30 børn, hvoraf der er ca. 12-13 børn med særlige behov. At det netop blev et stort anlagt rollespil og netop nu, det skyldes at distriktets inklusionskonsulent fortalte om en inklusionspulje, man kunne søge. Personalet diskuterede muligheder, de ville udvikle noget som ikke blev fyret af på kun én dag, men som var mere vedvarende. De valgte rollespil og gik i gang, startede med at fastlægge reglerne for legen, udviklede historien og rollerne i et regulært kompendium, sådan at det blev en helstøbt leg, de skrev projektbeskrivelse, formål etc., søgte på puljen og fik 36.000 kr.
Pengene betød at de kunne købe gode materialer bl.a. våben af kvalitet, som de har glæde af nu bagefter. Faktisk er to tredjedele af beløbet bevaret i hverdagen i form af gode materialer.
Teambuilding
Tanken var at det skulle være en rigtig kickstarter til inklusion og det er det blevet, fortæller de to pædagoger. Alle børnene er tændte på det, inklusiv de støttekrævende børn.
”Det er svært for de mere ressourcesvage børn, når reglerne ikke er tydelige, så kan de hverken overskue dem eller bøje dem. Men nu har de styr på grundreglerne og kan gå ud fra dem, og så kan de sammen lave om på detaljerne. Det er tydeligt at legen er blevet mere avanceret nu, hvor alle kender reglerne.”
Der er nye legekonstellationer, fortæller de, flere børn der leger selvstændigt, lege på kryds og tværs af grupperne, også af klasser og årgange.
”Vi ser lige nu at de ressourcestærke og rolige børn med overblik, dem der har styr på reglerne og kan bøje dem, og som kan stoppe ting, når det bliver for vildt, ja alle de egenskaber som gør legen god, de leger nu med sammen med de mere støttekrævende børn.”
Alle børnene i Tryk 16 har deltaget i rollespillet den 10. maj. Kun et enkelt barn tøvede men kom med – og elskede det, det åbnede et nyt univers. Børnene valgte selv deres roller, og langt de fleste vidste meget hurtigt hvad de ville være. For de fleste af drengene lå kriger øverst på ønskelisten. Og det er netop en kritik der ofte rettes mod rollespil, at det mest er for drenge og handler for meget om våben. Og ja, siger de to pædagoger, der er da våben og kampe i rollespillet, men der er også så meget andet. Bl.a. hele den strategiske del af legen. Og så er der samarbejdet, fællesskabsfølelsen, teamøvelser og teamsamarbejdet.
”Jeg har brugt rollespil som pædagogisk værktøj i mange år, og det er teambuilding og samarbejde, som er det allervigtigste når vi snakker læring og inklusion. I forhold til at lære at give og tage, at prioritere, at kommunikere, at kunne bøje sig sådan at det fælles tredje lykkes. Jeg synes det rummer hele vores fag”, siger Lars Kari.
Mette Markussen nikker i enighed:
”Samtidig er det sjovt at lave historien, lege den og opfange alt det som opstår undervejs. Og til sidst få det samlet, så det ender i ét stort hold også med de voksne, hvor vi fletter dagen sammen og får skabt fred i verden”, siger hun med et grin.
De understreger at spillet, legen, udvikler sig hele tiden. Ganske vist har det været et voksenstyret koncept med pædagogiske mål, men børnene har inspireret indholdet meget undervejs, og det er vigtigt, for det skal mening for dem.
Opbakning
Institutionen forberedte dagen godt. De startede med at læse historien op for børnene, i den rette stemning med levende lys og rekvisitter. De involverede forældrene, som fik lektier for i form af skulle læse historien for børnene flere gange og tale med dem om, hvad rollerne gik ud på. Det var en stor bonus, for forældrenes begejstring smittede børnene endnu mere. Ca. 20 af forældrene deltog også i selve rollespillet og i kagebagning etc. ”ellers kunne det slet ikke have ladet sig gøre med 100 børn”.
”Om vi har lært noget om dem? Det her svarer til to års intensivt forældresamarbejde, vi har nu det fælles tredje, har en samhørighed. Og ligeså med børnene, især i forhold til dem man var i gruppe med, der har været meget relationsarbejde”, siger Lars Kari.
De havde også skolens opbakning, de skaffede bl.a. Økobasen i skoven hvor spillet fysisk fandt sted, fra 0. klasse deltog de voksne, og også klyngelederen, inklusionskonsulenten og den pædagogiske konsulent var med i rollespillet.
De var heldige med vejret den 10. maj, sol og smukt som det var.
”At opleve at alt det vi havde gjort klar på tegnebrættet hjemme, fungerede derude, var godt. Roller, regler, kostumer. Og selvom det er rigtig dejligt med de gode materialer vi har nu, som børnene nyder at bruge, så skal der ikke altid så meget til. Et bånd om et godt uglet hår, en troldmandskappe, en hat, guldmalede sten, så virker det”, siger Mette Markussen og tilføjer:
”Og med mindre børn kan det gøres mindre kompliceret. Man kan vælge fokus i legen, fx teaterdelen eller samarbejdet, eller motorik, strategi, eller holdfølelse.”
Nu skal der evalueres. Med børnene er der allerede evalueret, men en skriftlig mere formel skal der også til. Og i juni udstiller de på Østerbro bibliotek på Dag Hammarskjölds allé (overfor den amerikanske ambassade).
”Dette kan anbefales, og det kan godt gøres uden 36.000 kr. Men ressourcer skal der til hvis inklusion skal lykkes”
Nu skal de bare finde en måde at komme afsted på igen.
Rodes.dk er en forretning i Humlebæk, som ud over meget andet også har et stort udvalg af kvalitetslegetøj til rollespil. De er ikke kun salgsmindede, men også meget hjælpsomme, og kan i øvrigt hyres til at rådgive eller skabe en rollespilsleg. |