Besøg fra Norge

Tal er politik

Af Elisabeth Lockert Lange

I Norge går det hurtigt lige nu. På trods af en arbejderregering så privatiseres der som aldrig før. Det vil sige der trækkes penge ud af det offentlige system, når private virksomheder skal skabe overskud. Kvaliteten følger med ned. Det hele bunder i et syn på offentlige velfærdsopgaver som forretning, og ikke som…, ja, offentlige velfærdsopgaver.

Fanny Voldsnes er leder af økonomisk enhed i Fagforbundet, som er et meget stort fagforbund med 315.000 især offentligt ansatte medlemmer. Og så er hun revisor.

Det vil sige at hun forstår tallene bag de markedsorienterede styringsredskaber, som med stor hast indføres i den offentlige sektor i Oslo og Norge som helhed. Hun forstår de økonomiske beregninger, som pludselig gør overskud til underskud – og hun har en god idé om planen.

”Det er godt dokumenteret, hvordan økonomistyringen spiser sig ind i den offentlige sektor. Det sker via et nyt økonomistyringssystem, og det er en villet og ønsket ændring. Den har som formål, at opgaver overføres fra den offentlige til den private sektor. Og samtidig skal den offentlige sektor åbnes for privat kapital. Det betyder at vi får en helt anden offentlig sektor end tidligere. Der er ikke i det system plads til den velfærdsstat vi kender.”

Det er hele tanken om at alt skal give afkast, der ligger til grund. Alt skal bedømmes som en forretning. En offentlig institution skal ikke længere som sin fornemmeste opgave varetage borgeres behov, det vigtigste bliver i stedet at den drives som en forretning, og at den har overskud. Nu handler det om standarder og priser, hvor det tidligere var borgerens behov der gjaldt.

Denne holdningsændring afspejler sig i regnskaberne, som Fanny Voldsnes er ekspert i at læse.

Hun opridser udviklingen i Norge, som er genkendelig også herhjemme, hvor den er i sin vorden. En udvikling i tre trin, fra at opgaver ligger forankret i en forvaltning til at de bliver oprettet som en forretning inden for det offentlige, ofte i forskellige mellemformer mellem offentligt og privat. For derefter at disse fællesskabets værdier spaltes helt ud fra det offentlige, sælges, privatiseres, delvist eller helt.

”Det der er spaltet ud, også før det sælges helt til private, er umuligt at følge og holde snor i. Vi har ingen indflydelse på det, når det eksisterer i a/s form med udpegede bestyrelser og direktioner. Det handler bl.a. om jernbanenet, sygehuse, elektricitet og universitetet. Nu er der pres på for at sælge vandkraften til private.”

Markedstænkningen

Fanny Voldnes bruger sygehusene som illustration. De var tidligere styret af det der svarer til amter, men overgik til statens styring for nogle år siden. Staten gjorde dem til fire store forretningskoncerner med bestyrelser udpeget af staten, og koncernerne ledes i et koncernstyre, som under sig har en række a/s lignende dele. Og herunder igen ligger så de konkrete sygehuse. Som ikke længere har nogen som helst indflydelse opad i systemet.

Regnskabsprincipperne fra det private område bliver indført, og sygehusenes mission er ikke længere at tage sig af syge borgere, men at være et sted der giver afkast. Og her bliver det svært for en ikke revisor at følge med, når hun fortæller om regnskabsprincipper, men de betyder i praksis at værdierne beregnes på en måde, så bygninger pludselig har langt større værdi, end de havde før, og at de pludselig står til at have underskud på grund af afskrivning. Det vil sige lige indtil de samme bygninger skal sælges, så viser de sig slet ikke at have denne høje værdi. Løsningen i alle tilfælde er at underskuddet skal dækkes af sygehuset selv. Der må skæres, afdelinger nedlægges, og en nedbygning af hele sygehusområdet er sat i gang.

”Der skal jo genereres et afkast. Området er underlagt markedstænkning. Konkret skyldes det regnskabsmetoder, men udgangspunktet er det ændrede syn på sygehusenes funktion og opgave. Som om sygehusene er sat i verden som forretning, ikke som sygehuse.”

Fanny Voldnes gyser for en endnu mere markant reform i Norge, som skaber et helt nyt helsemarked. På dette helsemarked, det vil sige sundhedsmarked, skal man aftale tjenester, og kommunerne skal medfinansiere.

”Kommunerne frygter og uden tvivl med rette at udgifter læsses over på dem. Og dermed tvinges til også at tænke økonomisk. Taberne bliver naturligvis borgerne, især de som har behov for sundhedsvæsenet.”

Budgetter

Mulighederne for markedstænkningen og den private kapitals indtog i det offentlige blev indført med en reform (ja også norske politikere og embedsmænd kalder forringelser for reformer) i 2002. Den har vist sig ikke at fungere, men i stedet for at indrømme det, så vælger man i stedet en ny reform, som går endnu længere af samme spor.

”De bygger på en tro på at kun konkurrence øger effektivitet. Vi som arbejder på området ved at det er helt andre ting der motiverer os, men det tror de ikke på. Og derfor skal vi have incitamenter som fx resultatløn, bonusløn etc.”

Der indføres et såkaldt lønsomhedsbudget i stedet for det traditionelle budget som er koblet til politiske mål. I lønsomhedsbudgettet er det ”virksomhederne”, altså de a/s lignende koncerner, der beslutter, og vi får hele møllen med bestiller-udfører-funktion, målstyring, resultatstyring osv.

”Konsekvensen er jo at politikerne bliver overflødige. Beslutningsmyndigheden flyttes væk fra politikerne og ned til embedsmændene. Og resultatstyring overtager budgetstyring.”

Man ser det i fuldt flor på universiteterne herhjemme i Danmark. Universiteterne får penge afhængig af antal studerende. Hvis der ikke er studerende, så nedlægger man studierne. Men dermed forsvinder vigtig viden og vigtige samfundsområder, uden at valgte politikere har besluttet det. Det bliver trends der afgør, hvad fremtidens samfund har af viden, fordi det er efterspørgslen der bestemmer, i stedet for politiske beslutninger om hvad samfundet har brug for.

”Tal er politik, og nogle områder kan virke dyre, fordi nogen ønsker det. Jeg afviser ikke at vi skal have den information som økonomi giver, men det skal være som baggrund, ikke som det der afgør beslutninger. Men dette system, New Public Financial Management. er ønsket af nogen.”

Fanny Voldsnes viser en planche med en fuldstændig klar og instruktiv recept på, hvordan man skal indføre dette system – udarbejdet af Verdensbanken. Opsplitning, konkurrence, kontrakter og flere og flere private aktører.

”Det er godt at der ligger så klar en opskrift bag, at det bliver så tydeligt og veldokumenteret at der er aktører, som har økonomiske interesser i det og ønsker det. Verdensbanken, internationale banker, investeringsforeninger… Hvordan man svækker politikernes beslutninger, nedskærer det offentlige, begrænser offentligt indsyn og offentlig tilgængelig information. Derimod har intet land kunnet påvise besparelser – tvært imod. Der sker bare en omfordeling, for de private skal jo have overskud.”

Og med den vinkel afslutter Fanny Voldsnes med et eksempel på et par børnehaver i Oslo kommune, hvor et ægtepar har formået, og helt lovligt, at drive børnehaver som forretning, få et tocifret millionbeløb i tilskud fra det offentlige, og trække flere millioner ud til sig selv. Hvilket tilsyn og kvalitetskontrol børnehaverne er underlagt er aldeles uklart, men de ansatte er på timeløn, uden pension og uden sikkerhed i ansættelsen.

”I Oslo er der 2.400 udskilte virksomheder, som før var kommunen.”