Stiftende generalforsamling i almenområdet

Af Elisabeth Lockert Lange

Under én hat

Den stiftende generalforsamling i almenområdet førte til en bestyrelse på 21 medlemmer. Blandt dem både nye og gamle LFS’ere. Og dermed er den nye fælles historie startet.

Var det Daimis sang ”Jeg sætter min hat som jeg vil”, der var inspirationen? Eller den om hatten med de tre buler? Måske var det bare som de sagde, for at man skulle kunne genkende dem…

I hvert fald så mødte alle almenområdets bestyrelsesmedlemmer op med mere eller mindre morsomme, flotte, fremmedartede, farverige, store og små hatte på.

Der var stiftende generalforsamling i den nye store almenområde, hvor de ca. 1300 tidligere PMF-medlemmer nu fandt deres plads.

Og ”det er vi nogen der havde glædet sig rigtig meget til”, som Kirsten Annette Christensen, formand for LFS’ almenområde startede sin beretning for de medlemmer, der var mødt frem for at stifte og fejre det nye fællesskab.

”Glædet mig fordi vi nu skal i gang i den nye bestyrelse. Det er en ny tid med krav om forandringer, liberalisering og individualisering. Det eneste rigtige er lige præcis det, som LFS og det gamle PMF København og Frederiksberg valgte, nemlig at sikre at vores styrker bruges i et fællesskab.”

Generalforsamlingen er på mange måder en formsag, men ikke kun, fremhævede hun, det er også en måde at sikre at medlemmerne er med hele vejen.

Forskellighed og fælles arbejdsopgave
Når man i en fusion samler to forskellige kulturer kommer alt i spil, og resultatet skulle gerne ende i en ny fælles kultur.

Kirsten Annette Christensen henviste til det uddelte materiale med bestyrelsens bud på det fremtidige arbejde og et fælles papir mellem det gamle PMF og LFS med tanker om dagtilbud og institutionspolitik.

”Ved at skulle løse nogle konkret formulerede opgaver, får vi et udadvendt- og medlemsrelateret udviklingsgrundlag, som sikrer medlemsdiskussioner om hvilken vej politikken i LFS skal gå. Derfor har vi i bestyrelsen valgt at prioritere i de mange politiske opgaver, der findes frem til den ordinære generalforsamling i september 2006.”

En af de første diskussioner bliver spørgsmålet om kompetencedelingen mellem pædagog og pædagogmedhjælper.

”Hvad kan vi bruge vores forskellighed til for at berige børns liv, hvordan løser vi den fælles arbejdsopgave bedst, og hvordan sikrer vi at arbejdspladsen bliver et sted, hvor alle får anerkendelse og dermed mulighed for at bidrage med deres viden og kunnen.” En anden diskussion er den såkaldte medlemsmaksimering.

”Når man er ung og på vej til noget andet, ligger det ikke snublende nær at være med til at præge og udvikle arbejdspladsen i fagforeningens regi. Det er sådan set ikke okay, så en anden vigtig opgave i almenbestyrelsen er sammen med resten af LFS at udarbejde materiale til nye medlemmer.”

Københavns forslag til budget 2007 bliver naturligt også et af bestyrelsens fokuspunkter. ”Vi skal være med til at sætte dagsordenen, når budgettet skal til diskussion. Vi er trætte af kostbare og mislykkede udliciteringer, nye målesystemer og omstruktureringer der koster millioner af kroner – og som ender med at blive tørret af på os som besparelsesforslag. Vi skal følge forsøget med heldagsskoler og sætte fokus på de problemstillinger, vi i denne forbindelse helt sikkert bliver konfronteret med. Det må ikke ende som Europas længste eftersidning.”

Ønsker om kvalitet
Kirsten Annette Christensen tog emnet med de mange børn i de danske daginstitutioner op – mere præcist at der gennem årene er tilskrevet med 250.000 børn. Uden at der er ansat flere.

”Kvalitetsvækst i vores dagtilbud er i stedet blevet lig med flere lovbestemte opgaver og målbare opskrifter på, hvordan vi sikrer en bestemt udvikling af det enkelte barn. Vi bliver altid hevet frem i valgkampe, hvad enten det er på landsplan eller det handler om valg i den kommunale andedam.

Her bliver forældre og børn lovet guld og grønne skove, billige dagtilbud og en højere kvalitet. Hver eneste gang kigger vi langt efter det vi tror politikerne mener. Nemlig en hverdag hvor der er plads til mandagsbørn, hvor børn har lov til at være noget i sig selv, hvor der er tid til børn med særlige behov, og hvor vi har tid til at lege reelt demokrati ind i deres liv. Hvor bliver kvalitetsdiskussionen af?” spurgte hun.

På generalforsamlingen skulle der vælges medlemmer til den nye bestyrelse, en bestyrelse som er i funktion frem til den ordinære generalforsamling på almenområdet i september 2008.

Bestyrelsen består overvejende af fritidspolitikere, altså folk som frikøbes fra deres arbejdspladser, når de er til dagmøder (kun formanden for området er frikøbt på fuld tid).

Kirsten Annette Christensen gjorde det klart på generalforsamlingen at disse bestyrelsesmedlemmer er en meget vigtig del af LFS:

”Det er bl.a. gennem dem, LFS centralt hører om de sidste nye problemstillinger fra jeres arbejdspladser. Og jeg ved godt at en vikar ikke kan erstatte jer, når I går fra jeres arbejdsplads, men bestyrelsesmedlemmerne er en vigtig faktor, som sikrer et LFS med arbejdspladser i bevægelse.”

Det ikke -så-rummelige arbejdsmarked
Før valget til bestyrelsen gik Dorte Ørsted Petersen på talerstolen og holdt et bevægende indlæg, som fik folk i salen til at klappe højt og længe.

Hendes indlæg var en personlig beretning om at ryge ud af arbejdsmarkedet på grund af sygdom, en beretning som hun gav det lange perspektiv i forhold til arbejdsmarkedets manglende rummelighed.

Hun opfordrede almenbestyrelsen til at rette blikket mod de arbejdsledige og deres vilkår, inklusiv deres kompetencer.

”Arbejdsløshed har en række psykosociale følger, som I skal forholde jer til. Hvis man bliver syg, hvad så? Så starter en social nedtur af dimensioner med ensomhed, stress, lavt selvværd og angst. Det slider. Fleksjob er en mulighed, men der mangler målrettet information om hvad ordningen indeholder, for der er stor uvidenhed om fleksjob. Eller er det fordi man ikke orker at integrere en kollega på nedsat funktion? Der er mange betænkeligheder ude på arbejdspladserne, og det er en svinestreg at sige at ordningen misbruges”, sagde hun og fortsatte:

”Social ansvarlighed kræver at I tager stilling og lægger pres på politikerne. Måske kan det få politikerne til at gøre noget ved arbejdsmiljøet. I stedet for at vi er en handelsvare.”

Dorte Ørsted Petersen fortalte om sin egen personlige vej til at blive førtidspensionist som 45 årig (med stor hjælp og støtte fra LFS, understregede hun). Hun berettede også om det fald der sker nu i tilkendelser af førtidspensioner, og om det ingenmandsland man havner i, fordi der ikke er fleksjob til nær alle dem der har brug for det. I dette ingenmandsland skal man leve for et beløb, som er lavere end dagpengene.

”Intet er det samme som før, når man rammes af sygdom. Jeg har overskud til at kæmpe, men det har alle ikke, så sæt fokus på problemerne”, opfordrede hun.

Næstformand i området Karina Brehm Christensen takkede for indlægget og supplerede: ”Kommunen siger de vil et rummelig arbejdsmarked, men så bør de gøre det gennemskueligt for de institutioner, som gerne vil have en kollega på fleksjob!”

I almenområdet er der syv faggrupper. Ledersektionsbestyrelsen, de klubansatte, assistenterne (inklusiv souschefer og afdelingsledere), de legepladsansatte, de pædagogiske konsulenter, støttepædagogerne og pædagogmedhjælperne. Hver faggruppe har kompetence over sine egne forhold.