Debat

Replik

Fra en, som selv har mærket personalepolitikken

Lene, dit læserbrev i sidste nummer af LFS Nyt beskriver en virkelighed,som jeg desværre ikke genkender. I modsætning til lederen skrevet af Jan Hoby i nummeret før, som er meget beskrivende for den virkelighed jeg kender.

En kort baggrundshistorie:

For et års tid siden blev jeg erklæret langtidssygemeldt med en livstruende sygdom, som kan kureres, således at jeg genvinder min gamle form, og måske mere til.

Hvordan reagerer det lokale distrikt så?

Efter et halvt års sygdom, sender de et varsel om at de har tænkt sig at fyre mig (efter 30 års ansættelse uden nævneværdig sygdom i perioden, bortset fra denne akutte sygdomsperiode).

Har jeg været indkaldt til sygesamtale? – gæt selv.

Hvis ikke jeg havde henvendt mig i LFS, så havde jeg været ude nu, (hvad gør de, som ikke er medlem? – Nåeh, det rammer kun de andre!. I stedet gik LFS ind og præsenterede dem for deres egen personalepolitik, den burde være dem bekendt, men lå ikke lige i højre skuffe – den var vist i arkivet for skåltaler!

Kommunens personalepolitik er desværre ikke det papir værd, den er skrevet på!

Du savner ”dialog” mellem LFS og kommunen, skriver du, det gør jeg også! Men der skal to til at danse tango – det samme som til en dialog.

LFS har inklineret for kommunen på mine vegne så mange gange, og hver gang blevet afvist med en hovedrysten. Uanset om ”dansen” hed seniorordning, flex-job, skåne-job eller nogle af de øvrige hensigtserklæringer, fx fastholdelse af medarbejdere der ikke længere er i stand til at varetage deres arbejde i normalt omfang. Uanset om det var via ændringer i arbejdsopgaverne eller omflytning, som kommunens personalepolitik er så rig på, så blev tommeltotten vendt nedad.

Efter denne ”dialog” gik kommunen med til at udsætte min fyring et halvt år. Tak for ”dansen”.

Det er fuldstændigt omkostningsfrit for kommunen at bryste sig med nævnte personalepolitik på glittet papir. Når regningen herfor sendes videre til institutionen, der jo har selvforvaltning!!

Vær så god, så må I selv vælge, hvordan I vil bruge de decentraliserede budgetter.

Derfor er det flot, Lene, at I har valgt et forvaltningsprincip, der tilgodeser personalepolitikken. I modsætning til andre lokaldistrikter, se ovenfor, som desværre ikke er en enestående historie fra ”det virkelige liv”, så bliver det altså undtagelsen, Lene, der bekræfter reglen.

Den økonomiske spændetrøje er så stram på lokaldistrikterne, at prioriteringen skubber personalepolitikken længere ud til kanten – og på de fleste institutioner kan der ikke presses en dråbe mere ud af den svamp, som benævnes budgettet.

Med venlig hilsen Finn Hansen, fyret leder, p.t. sygemeldt fra Byggelegepladsen Kirsebærhaven

P.S. Gad vide, hvorfor kommunen vælger at finansiere nogle omkostninger via centrale puljer? Måske er det fordi nogle opgaver ikke egner sig til lokale afgørelser, da udgiften kan blive for stor for den enkelte institution/distrikt. Jeg må konkludere, at kommunens personalepolitik er fyldt med uforpligtende hensigtserklæringer (”vi tilbyder lige institutionerne denne forsikring, men skadeomkostningerne skal I selv betale”).

---

Svar til Lene Hector

”Når den nyliberale logik gør blind”

Allerførst vil jeg sige tak for Lene Hectors (leder i Havkatten) kommentar på min leder i LFS Nyt nr. 3.

Det er min opfattelse at Lene Hector læser min leder som fanden læser biblen. Jeg retter ikke, som Lene Hector påstår, en kritik mod de ansatte i de københavnske daginstitutioner, uanset deres stillingsbetegnelse! Det der springer allermest i øjnene, er Lene Hectors manglende kritiske refleksion over de vilkår og rammer som de københavnske daginstitutioner og det pædagogiske personale har været udsat for i årevis!

Modsat Lene Hector kan jeg og LFS føre både konkret og videnskabelig dokumentation for indholdet i min leder. Min leder bygger nemlig på de vedvarende tilbagemeldinger som LFS’ tillidsrepræsentanter kommer med på TR-møder måned efter måned, og på de tilbagemeldinger som LFS’ faglige sekretærer giver på morgenmøder i LFS med baggrund i aktuelle sager; uanset stillingskategori! En øget brutalisering af ledernes, pædagogernes og medhjælpernes psykiske og fysiske arbejdsmiljø er desværre et faktum.

Lene Hector mener, at selvforvaltning og decentralisering kun har medført positive ting, og den pose penge som skal forvaltes slet ikke er så let! Derfor kan institutionerne uden problemer matche de værdier, som politikkerne og forvaltningen fastsætter!

Hånden på hjertet, dette er et helt ude i hampen synspunkt! Jeg opfatter kritikken af min leder som en politisk og fagpolitisk uenighed! Lene Hector støtter den nyliberalistiske udvikling på alle områder i kommunen, og derfor bliver ”dialog” kortet spillet! Men det er ikke LFS eller undertegnede, der ikke vil dialog! Det er forvaltningen og politikkerne, som lægger gift ud for et forsat konstruktivt samarbejde mellem politikkerne, forvaltningen og de faglige organisationer. I den nye BUF-forvaltning ser vi en centralistisk styringstendens, som går fra DIALOG til ORIENTERING! Dette er en tendens, som samtlige faglige organisationer i BUF’s hovedsamarbejdsudvalg forsøger at modvirke.

Uden en kritisk stillingtagen til den nyliberale udviklingstendens ville LFS ikke kunne forsvare medlemmernes løn og arbejdsvilkår uanset stillingsbetegnelse samt børns ret til barndom.

Venlig hilsen Jan Hoby