Sæt det faglige skøn i spil

Af Elisabeth Lockert Lange

Et tysk forskningsprojekt giver bud på nye veje for det socialpædagogiske arbejde i en verden med evalueringer og stram økonomistyring. Først og fremmest bringer det den fagligevurdering tilbage i centrum.

I februar, nærmere bestemt den 28. februar, er LFS (med) vært ved et arrangement som beskriver og debatterer et tysk forskningsprojekt (tilmelding side 13).

Projektet hedder ”virkningsorienteret ungeindsats”, og dets formål er at finde nye måder at evaluere pædagogisk arbejde på. Forskningsprojektet er ikke afsluttet, men det har kørt i to år og i syv tyske delstater, så de delresultater vi står med er ”dækkende”, vurderer lektor Niels Rosendal fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

Han – og mange andre både i Tyskland og herhjemme – ser et stort behov for at finde en ny måde at evaluere arbejdet på, så det hele ikke ender i effektmålinger uden faglighed i New Public Managements spændetrøje.

”Det socialpædagogiske arbejdsfelt har længe været hjemsøgt af en tankegang, som kunne kaldes de tre M’er – market, management og measurement. Det vil sige at socialpædagogiske arbejdsopgaver udsættes for konkurrence”, peger Niels Rosendal på.

Det er ingen tilfældighed eller et kortvarigt modelune, vurderer han. Han anskuer det snarere som en mere langsigtet forandring af den offentlige sektor.

”Socialpolitikken er i dag en af de væsentligste slagmarker, og det sociale område er i dag et af de vigtige fokuspunkter for det økonomiske styringsrationale, alene i kraft af omfanget af udgifter og disse udgifters tilsyneladende uendelige himmelflugt.”

Bag styringsrationalet skjuler sig den velkendte forestilling om mindre statsstyring til fordel for mere markedsstyring. Sådan som vi har set det siden 1980’erne med stigende udlicitering, brugerbetaling, prisberegnings-modeller og udgiftsstyringsmodeller. Foruden bestræbelserne på at inddrage frivillige.

Niels Rosendal beskriver den forandring, der skete med udlægningen af særforsorgen fra stat til amter i 1980, hvor de handicappede (positivt) ændrede stilling fra at være klienter til at blive brugere, men de ansatte gik samtidig fra tryg fastansættelse til tidsbegrænset servicemedarbejder, så længe opgaven ligger i det pågældende tilbud. Samtidig anspores tilbuddene til effektiviseringer ved at sammenligne pris og kvalitet kommunerne imellem.

”Den enkelte medarbejder udsættes dermed for konkurrence i forhold til sine kolleger både på egen arbejdsplads og i kongeriget som sådan. Og det ligger der en fare i, nemlig at det professionelle skøn erstattes af manualer og håndbøger, der skal følges.”

Økonomisk hensyn

Det er på den baggrund, Niels Rosendal ser det tyske udviklingsarbejdeom virkningsorienteret ungeindsats som særdeles interessant.

”Udviklingsarbejdet sejler op mod strømmen ved at fastholde, at det kollektive professionelle skøn fortsat eller igen skal være afgørende. Så når en kommunal forvaltning ønsker en bestemt opgave løst af en institution, skal det være ud fra den faglige professionalisme at institutionen så at sige forfatter en handleplan, som den fagligt, professionelt og etisk kan stå inde for. Dermed er det ikke længere udelukkende økonomiske hensyn, der afgør, hvad den enkelte unge har mulighed for.”

Han uddyber:
”I Tyskland er det ganske som herhjemme. Det grundlæggende har været at der ingen rød bundlinje må være. Det har faggrupper reageret på, for det er dem der skal gennemføre foranstaltningerne. I Tyskland var diskussionen heftig, for hvilke vilkår kan man arbejde på, når man slet ikke har en klassisk velfærdsstat som beskytter de svageste, men som tværtimod sender bolden over på deres banehalvdel, lød det meget kritisk.”

Således også herhjemme: i alt for høj grad har økonomien været det altaf-gørende. På den måde får man gradvist økonomisk tænkende medarbejdere som allierer sig med økonomi snarere end med klienterne.

”Og den helt primære fordel af resultaterne af det tyske projekt er at det faglige, professionelle skøn kommer i spil igen. Dette forskningsprojekt er et skridt på vejen, det genrejser diskussionen af noget, som lige nu er stærkt underprioriteret, nemlig at det ikke kun skal være de økonomiske rammer der afgører et tilbud, men også hvad folk har brug for.”

Han peger på rækken af sager, som det er svært for kommunerne at finansiere, og hvor de derfor trækker børn og unge væk fra dyre døgninsti-tutioner og over i billigere løsninger.

”På den måde bliver det i situationen let indholdet i tilbuddet der afgører hvad barnet får, og ikke hvad barnet har brug for. Fx kan man have en sag som peger på problemer i hjemmet. Men når barnet så lander i opholds-stedet, opdager medarbejderne ofte at der er flere ting på spil fx problemer i skolen. Og det er dér jeg mener man skal gives plads til det faglige skøn, så man ikke vælger kun at arbejde med den ene ting, som barnet blev henvist med.”

Netop det at have hele spektret med og dermed varetage barnets tarv ligger i tråd med Barnets Reform, som netop nu fylder et år. Og denne tankegang ligger også i det tyske forskningsprojekt.

Fagligt råderum

Men kan denne tankegang realiseres under de vilkår, det social-pædagogiske arbejde lever under nu? Kun hvis de faglige vurderinger får plads, under-streger Niels Rosendal.

”Det betyder at det hverken udelukkende skal være pengene der tæller, eller at der udelukkende skal arbejdes med et enkelt aspekt af barnets problemer. Det kræver en periode, hvor man får mulighed for fagligt at udrede, hvad der er på spil. Man trækker med andre ord noget af råderummet tilbage til den faglige organisation og medarbejderne, man accepterer at tingene er mere nuancerede, at løsningen ikke ligger i en vedtaget evidensbaseret model, men at man ser på hvert tilfælde, og hvad der vil virke her.”

Samtidig skal man sikre at medarbejderne kan blive dygtigere til deres arbejde.

”Dette har været en del af diskussionen og skal have opmærksomhed.
For hvis der ikke sker en faglig opkvalificering, så kan vi ende samme sted.”

Og evalueringerne må vi leve med, mener han, for tiden er til at man kigger på om man får det ud af et givet tilbud, som man forventer. De kan bruges konstruktivt til faglig udvikling.

”Dette kunne fx være udgangspunktet: kommunerne lægger en opgave frem og beder institutionerne byde ind med, hvad de kan tilbyde. Og hvis de indgår en kontrakt, så accepterer institutionen en evaluering af om målet er nået, og hvorfor eventuelt ikke, var det fx på grund af institutionen eller var sagen blot mere kompliceret end først antaget. Det vil give en god mulighed for en faglig diskussion af, hvad man er god til, og hvad man er mindre god til. Det kræver at man evaluerer så nøgternt som muligt på institutionerne og eksternt, for egne målestokke for alt på hver enkelt institution går ikke i en verden som vores. Den stiller bestemte krav til de unges kompetencer for at de kan klare sig i samfundet. Og det må institutionerne acceptere og ikke fx bruge børnene i en kamp mod noget, de ikke kan lide.”

Niels Rosendal ser muligheder i de tyske resultater, men for at bruge dem er det nødvendigt at formalisere rollen for det faglige professionelle skøn.

”Det vil sige at man genindfører fasen, hvor man hører med institutionerne hvad deres vurdering er i en konkret sag. At man giver plads til dette faglige skøn, og plads til at der ikke kun er én løsning. At man giver plads til forhandlinger i forhold til at begge parter vurderer, hvad de får ud af tilbuddene, hvad der eventuelt skal sættes ekstra ind osv. Og formaliseringen af det er vigtig, så vi alle ved hvad vi taler om”, siger Niels Rosendal.

Derfor er det også vigtigt at institutionerne siger hvad de ikke kan, og hvornår opgaven ligger udenfor deres faglighed.

”Det er vigtigt, fordi de ellers sætter ressourcer ind på noget, de alligevel ikke kan gøre optimalt fx enkelte særligt krævende unge, og samtidig trækker de ressourcer væk fra det andet arbejde i institutionen. Kommunerne skal acceptere at medarbejderne har denne faglighed, og at institutionerne også skal kunne udtrykke hvad de er gode til, og hvad de skal holde sig fra.”

Jugendhilfe Det tyske forskningsprojekt Wirkungsorientierte Jugendhilfe er målrettet unge, og undersøgelsen omfatter samspillet mellem lovgivning, myndigheder (kommuner) og institutioner (de professionelle) foruden de mulige virkninger af den pædagogiske indsats. Undersøgelsen er empirisk, det vil sige et forskerteam under ledelse af professor Hans-Uwe Otto (som vil deltage på medlemsmødet) har indsamlet et omfattende datamateriale, som de derefter har analyseret og præsenteret i en undersøgelses-rapport (på tysk). Tendensen til at efterlyse ”hvad der virker” er ikke mindre stærk i Tyskland end herhjemme, og forskerteamet har derfor indkredset, hvad man under de gældende vilkår meningsfuldt kan forstå som virkninger af en given indsats. Den tyske undersøgelse understreger at virkninger ikke kan løsrives fra de sammenhænge de indgår i, og forskerne knytter virkningerne til det pædagogiske arbejdes konkrete udkomme. For pointen i den tyske undersøgelse er at placere de professionelle som den afgørende faktor.