Selvbestemmelse

Af Assia Awad

Det er tidskrævende og svært, men reel medbestemmelse er vejen, hvis man vil lære inaktive børn at tage ansvar for deres egen sundhed, mener man i børn- og ungeprojektet Go-Active.

Latinamerikanske rytmer, rodfrugter og bowlingkugler er nogle af kompo-nenterne i børne- og ungeprojektet Go- Active, som siden februar 2010 har forsøgt at fremme det fysiske aktivitetsniveau og sundhed blandt socialt udsatte og inaktive børn i alderen 10-13 år på Vesterbro i København. Projektet, der er styret af DGI-byen, udfolder sig primært på fem skoler i bydelen, hvor instruktører 2-3 gange om ugen umiddelbart efter skoletid tilbyder en vifte af aktiviteter, der spænder fra zumba og svømning til madlavning og teater.

Go-Active adskiller sig fra lignende projekter, som arbejder på at fremme det fysiske aktivitetsniveau og sundhed blandt børn, ved at man forsøger at inddrage børnene i beslutningerne om aktiviteterne. Professor Venka Simovska, der er programleder for forskningsprogrammet Miljø- og
Sundhedspædagogik ved Institut for uddannelse og pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, er leder af en gruppe, der har udgivet en midtvejs-evaluering af projektet. Den viser, at de deltagende børn blandt andet har fået øget interesse for at være fysisk aktive samt opøvet deres sociale færdigheder, fået mere selvtillid og større undervisningsparathed.

Venka Simovska understreger, at det er vigtigt at børnene i projektet har indflydelse på de aktiviteter, de deltager i.

”Børn skal have indflydelse, fordi det er deres liv, helbred og trivsel, vi taler om. Som voksne har vi pligt til at skabe plads til, at børn lærer at tage kvali-ficerede beslutninger om sundhed. Hvis børn ikke har indflydelse på det, der vedrører deres sundhed og liv, så kan vi ikke forvente, at de vokser op til at blive ansvarsfulde og kompetente voksne. Vores forskning viser også, at når børn føler ejerskab, er de mere tilbøjelige til at ændre deres adfærd og fastholde en sund livsstil over længere tid”, forklarer Venka Simovska.

Inklusion

Projektkoordinator Thomas Allan Nielsen, der har en master i idræt og velfærd fra Københavns Universitet, står for aktiviteterne Go Fitness og boldspil på Enghave Plads Skole og Matthæusgades Skole. Han betragter sig selv mere som en vejleder eller facilitator end en instruktør

”Jeg skal ikke lære børnene noget om idræt, det er slet ikke det, det handler om. Det handler om at lære dem inklusion, og det at være sammen. Jeg skaber nogle muligheder for dem, som de så kan udnytte til det, de gerne vil”, siger han.

Børnene, som han vejleder, er meget forskellige. Fra de vilde drenge til de stille piger. Det første kvarter hver gang er der drop in. Her spiller man dødbold med regler, som børnene har lavet sammen. Efter et kvarter mødes alle på midten af banen og diskuterer, hvad de vil lave i dag. Så leger man en halv time. Efter en frugtpause, leger man typisk noget andet den sidste halve time.

”Som regel bliver børnene hurtigt enige om, hvad de gerne vil, det synes jeg er slående. De synes, det er fedt, at de reelt er dem, der bestemmer”, erklærer Thomas Allan Nielsen, som pointerer, at børnene er lynhurtige til at fange, hvis de ikke har noget at sige.

”Det handler om, at børnene skal komme med deres ønsker og deres behov. Jeg har prøvet at manipulere med dem nogle gange for at se om de opdager det, og det gør de. Hvis jeg begynder at sige, at det kan vi ikke, fordi jeg vil et andet sted hen, så taber jeg dem”, fortsætter han.

Instruktørerne i projektet har generelt erfaret, at medbestemmelse og inddragelse er nogle svære størrelser, der kræver meget af instruktøren i forhold til klassisk idrætsundervisning, hvor underviseren bestemmer, hvordan legen eller spillet skal forløbe. Instruktøren skal være mere åben for elevernes forslag og være meget tydelig omkring, hvad der er til forhandling, og hvad der ikke er til forhandling.

Høj kvalitet

Ifølge leder af Go-Active-projektet Henrik Mønsted Larsen kan børn inddrages på mange forskellige niveauer.

”Fra om man vil spille fodbold eller håndbold, til hvordan man skal spille, og hvem der gør hvad. Vores erfaringer viser, at hvis man laver aktiviteter, som foreningerne ikke udbyder, så er det lidt nemmere at få børnene til at
byde ind med alternative forslag. Hvis vi siger, de skal spille fodbold, så har alle en forestilling om, at fodbold skal være på den og den måde, og så er det lidt vanskeligere at arbejde med alternative tilgange”, forklarer projekt-lederen.

I projektet arbejdes med tre typer aktiviteter: idrætsaktiviteter som man typisk også kan finde i en forening, lege og bevægelsesaktiviteter, som henter elementer fra både leg og idræt, men som man typisk ikke kan gå til
i en forening, og så kreative aktiviteter som madlavning og teater, der også indeholder elementer af fysisk aktivitet

”Man kan sige, det er forestillingen om, hvad aktiviteten er, der tiltrækker børnene, og så er det det der foregår, og de relationer der bliver skabt når det først kører, der fastholder dem. Der er høj kvalitet i vores aktiviteter,
fordi vi samarbejder med lokale aktører, der ved, hvad de snakker om. Når vi for eksempel laver cricket-aktiviteter, er det med dem, der i forvejen laver cricket i bydelen. Så børnene får kendskab til nogle mennesker og foreninger på Vesterbro”, fortæller Henrik Mønsted Larsen.

Når projektet stopper i sommeren 2012, er det meningen, at de fritids-klubber og foreninger på Vesterbro, som har samarbejdet med Go-Active, skal tage over og holde de ”vesterbroske” børn til ilden.

Medbestemmelse

Det er dog ikke kun på stenbroen og i forbindelse med sundhedsprojekter,
at medbestemmelse er et interessant redskab. Venka Simovska mener, at andre med fordel kan arbejde aktivt med begrebet. Det kræver først og fremmest, at det pædagogiske personale anerkender, at børn bør have indflydelse, og at der skal være plads til, at de kan sætte deres præg.

”Børnene skal ikke kun gøre, hvad de voksne fortæller dem men skal også være med til at skabe aktiviteterne sammen med pædagogerne. Som stadig skal fungere som vejledere. Medbestemmelse betyder ikke, at de voksne skal træde til side og være passive. Deres rolle er stadig vigtig. De facili-terer, guider og støtter. Det er stadig dem, der har ansvaret. Der vil selvfølgelig være situationer, hvor det er den voksne, der må tage beslutningen, men selv da kan man inddrage børn i dialogen om, hvorfor den voksne var nødt til at bestemme. Det er ikke nok bare at sige ”fordi jeg siger det.”Den voksnes ansvar er et andet end barnets, men barnet er
stadig en ligeværdig partner i dialogen. Det er et udsagn, som er svært at være uenig i, alligevel er det svært er at gennemføre i en travl hverdag”, siger Venka Simovska.

”For medbestemmelse tager tid, kræver forberedelse og planlægning, og spørgsmålet er, om der stilles tilstrækkelige ressourcer til rådighed til, at pædagogerne kan arbejde med medbestemmelse? Arbejdet kræver også faglig sparring, kompetenceudvikling og kollegial supervision. Og her kunne
forholdene for det pædagogiske personale godt være bedre”,
slutter hun.