LFS Nyt har bedt tre borgmestre: socialborgmester Mikkel Warming, børne - og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard, begge fra København Kommune og Michael Ziegler, borgmester i Høje -Taastrup kommune hver bidrage med et indlæg om deres visioner for de næste års arbejde.

Af Michael Ziegler, borgmester i Høje-Taastrup kommune (K)

Sammenhæng i hverdagen

De kommunale pasningstilbud har stor betydning for børnefamiliernes hverdag uanset om der er tale om den traditionelle kernefamilie eller den enlige far eller mor. Forudsætningen for at kunne passe et arbejde er, at man kan få sit barn passet, når barselsorloven er slut. Det kan man heldigvis i de fleste kommuner i dag – også i Høje-Taastrup, hvor vi i mange år har haft pladsgaranti.

Men samfundet er i forandring. Lukkeloven er i flere omgange blevet liberaliseret med den konsekvens, at butikspersonalet arbejder på mere og mere skæve tidspunkter. Også andre personalegrupper arbejder på skæve tidspunkter. Den udvikling stiller krav til åbningstiderne i de kommunale pasningsordninger. Vi skal følge med udviklingen og derfor skal vi i takt med behovet lave fleksible åbningstider i vores institutioner.
I Høje-Taastrup driver vi daginstitutionen ”Mini-Giro” i samarbejde med BG-bank. Institutionen har hver dag åben fra 5.45 til kl 20 og de fleste pladser er reserveret til ansatte i banken, som ind imellem arbejder længe. De resterende pladser anviser kommunen til forældre, der har særlige behov. Jeg er meget tilhænger af den type offentlig- private partnerskaber, og jeg tror, at vi kommer til at se mange flere eksempler på det i fremtiden.

Men også forældre med normale arbejdstider kan have en stresset hverdag. Trafikken i det storkøbenhavnske område er uforudsigelig – uanset om man kører i bil eller med det offentlige. For mange forældre er det et dagligt spændingsmoment, om de kan nå at hente børnene inden institutionens lukketid. Derfor ønsker jeg, at vi udvider åbningstider i institutionerne.
Målsætningen er naturligvis ikke, at børnene skal tilbringe mere tid i institutionerne. Målsætningen er, at forældrene har et lidt større frirum til at bestemme, hvornår de afleverer og henter deres børn – og dermed lidt mindre stress i hverdagen. Andre forældre har det modsatte ”problem”. Måske arbejder den ene forælder på nedsat tid og familien derfor nøjes med en deltidsplads. Jeg vil derfor meget gerne indføre deltidspladser til reduceret betaling.

Leg og læring

Det vigtigste er imidlertid ikke forældrenes hverdag. Det vigtigste er naturligvis, hvad det er for en hverdag, vi tilbyder børnene, når de er i institution eller i dagpleje. Uanset om man kan lide det eller ej, så har vi ansvaret for børnene i en meget stor del af den tid, hvor de er vågne. Derfor mener jeg, at vi skal bruge meget mere energi i byrådet på at beskæftige os med indholdet i tilbuddene.

Vi skal lave pædagogiske læreplaner med klare målsætninger for, hvad vi forventer, at børnene lærer i institutionerne. Daginstitutionerne og dagplejen er ikke og skal ikke være ”skoler”, men det er alligevel vigtigt at gøre sig klart, hvor veludviklet børnenes sprog og begrebsverden skal være, når de starter i skolen. Dette er selvfølgelig specielt vigtigt i de institutioner, hvor vi har mange to-sprogede børn.

Fra normeringsstyring til aftalestyring

I Høje-Taastrup har vi meget snævre frihedsgrader for vores institutioner. Den enkelte institution har et lønbudget og et driftbudget og der kan ikke flyttes penge mellem disse 2 budgetter. Hvis institutionen i et budgetår har et mindreforbrug er der meget snævre rammer for, hvordan det kan overføres til det efterfølgende budgetår.

Det er efter min opfattelse udtryk for en forældet tankegang, som jeg vil gøre op med. Jeg vil have de snævre bånd afløst af ”aftalestyring”. Institutionen skal have én pose penge, der både dækker løn og drift, og en aftale med byrådet om, hvad det er for en service, der skal leveres. Så længe institutionen lever op til aftalen er jeg principielt ligeglad med, hvor mange penge, der anvendes til løn og hvor mange der anvendes til drift. Og hvis institutionen kan se en fordel i at spare penge op til en større anskaffelse ved at overflytte penge fra et budgetår til det næste skal den have frihed til det. Jeg tror, at sådanne frihedsgrader vil give meget bedre lokale løsninger, et større engagement og en større medarbejdertilfredshed.

Af Bo Asmus Kjeldgaard (SF), Børne- og ungdomsborgmester

Børnepolitik og godt arbejdsmiljø

Et godt børneliv i vores institutioner og skoler går nødvendigvis hånd i hånd med et godt arbejdsmiljø for de ansatte.

For mig er det vigtigt at København får anstændig børnepolitik, som skal sikre børnene helt basale rettigheder i daginstitutioner og skoler med arbejdsmiljøkrav, naturtilbud, kulturtilbud og gode legepladser. Senere på året skal vi politisk tage stilling til en sammenhængende familiepolitik for Københavns Kommune, og det var SF der oprindeligt stillede forslaget om, at der skal laves en børnepolitik.

Forslaget til familiepolitik giver nogle gode rammer for arbejdet, men som med alle planer får de først betydning når de føres ud i livet. Det er vigtigt at det sker på den rigtige måde, og jeg vil her trække enkelte mærkesager frem, som jeg vil lægge særlig vægt på i det kommende arbejde:

Børnetalsmand – børneråd

SF i København har stillet forslag om at etablere en børnetalsmand i Københavns Kommune, som skal fungere uafhængigt og høres i alle sager af betydning for børn og unge. Hertil kommer at Borgerrepræsentationen har vedtaget at vi skal have et Københavns Børneråd, hvor institutionerne, de faglige organisationer, forældrenetværk, forvaltningerne og politikerne – sammen med en række udpegede eksperter på området - kan mødes og have en tæt dialog om den fremtidige politik på området.Forhåbentlig er de to tiltag tilstrækkeligt konkrete til, at de gode intentioner i børnepolitikken rent faktisk når ud over festtalerne og føres ud i livet.

Bedre integration

Daginstitutionerne har en kæmpe integrationsopgave. Der er nu vedtaget et forslag om mangfoldighed i daginstitutioner, hvor det sikres at der er en bedre blanding af børnene ved oprettelse af sproggrupper. To ting er meget vigtige her: 1) Ordningen er frivillig og 2) Der er afsat betydelige ekstraressourcer til at føre planen ud i livet. Det er nu besluttet at de pædagogiske fagforeninger skal være tæt involveret i det videre arbejde i følgegrupper mv. Jeg håber alle vil bidrage positivt.

Det er klart at daginstitutionerne ikke alene kan løse den integrationsopgave København står med. God integration handler jo i lige så høj grad om boligpolitik, arbejdsmarkedspolitik, socialpolitik osv. Men daginstitutionerne kan give deres bidrag. Møder børnene hinanden på den rigtige måde i daginstitutionerne er vi helt fri for mange problemer når børnene skal begynde i skole.

Den inkluderende pædagogik

Jeg tror alle er enige om, at børn med specialbehov så vidt muligt skal være sammen med andre børn og være i almindelige daginstitutioner hvis de kan. Men det er helt afgørende at den inkluderende pædagogik ikke indføres ad bagdøren. Der skal tages bevidst og aktivt stilling til hvert enkelt barn. Nogle børn kan bare ikke rummes i almindelige daginstitutioner selv med tilstrækkelige støttepædagogtimer. For de børn skal der være pladsgaranti i specialinstitutioner. Og for de børn som ud fra en pædagogisk vurdering skal være i daginstituionerne skal der tages bevidst og realistisk stilling til antallet af støttepædagogtimer. Hvis forholdene ikke er ordentlige, går det ikke blot ud over barnet det handler om – men også de andre børn og personalet.

Den nye børne - og ungdomsforvaltning

Jeg har altid ønsket at børn og unge skal samles i en forvaltning. Nu er det sket og jeg har fået det ærefulde hverv at stå i spidsen. Det er meget vigtigt at vi laver en hel og ligeværdig fusion mellem de forskellige områder. Pædagoger har faglige kompetencer som fuldt ud skal anerkendes på lige fod med de kompetencer lærere har.

Vi skal være landets dygtigste, når det gælder udviklingen af børns kompetencer – samt dokumentation og evaluering af vores arbejde. Det vil jeg holde fast i. De initiativer vi sætter i gang skal selvfølgelig også ske i tæt dialog mellem medarbejdere og ledere i dagpleje og institutioner, forældre, faglige organisationer, pædagogiske konsulenter, støttepædagoger, forvaltning og politikere, så resultaterne mærkes hos alle involverede, ikke mindst hos børn, forældre og medarbejdere i dagtilbuddene.

Af Mikkel Warming, Socialborgmester, Enhedslisten

Visioner for arbejdet

Da jeg blev valgt til Borgerrepræsentationen første gang var København en fattig by. På randen af konkurs. Faktisk var byen bankerot i efteråret 1994, hvor kun et regeringsdikteret brandudsalg af værdierne holdt hovedet over vandet.

I dag er byen rig. Væksten har buldret, boligpriserne eksploderet, og befolkningen har ændret karakter. Det fattige og nedslidte Vesterbro jeg flyttede til i 1989 er i dag et af de hotteste (og dyreste) steder i hele landet.

Når man går rundt i byen bliver man bare hurtigt klar over, at rigdommen ikke er lige fordelt. Midt i al fremgangen og rigdommen er der ikke blevet færre udstødte. Ikke mindre ulighed.

Socialforvaltningen i København har et kæmpeansvar – at tage sig af de grupper som ikke blev nævnt i Foghs nytårstale, og som nemt drukner i den politiske dans om middelklassens opmærksomhed.

Alle er noget værd, og alle skal have hjælp og støtte til at leve det liv de ønsker. Vi skal møde mennesker – uanset deres situation – med respekt og værdighed.

10 års asocial boligpolitik har været med til at dele byen op. De fattigste presses sammen i bestemte (almene) boligområder, mens store dele af byen bliver rene middelklassereservater. Det skaber ghettoer, og det skader byens sammenhængskraft. Hvis vi vil en by, hvor alle slags mennesker lever mellem hinanden, så skal opdelingen i rige og fattige ghettoer bekæmpes. Det kræver at de fattigste får flere valgmuligheder.
Kommunen skal kort sagt kunne anvise lejligheder i den private udlejningsmasse. En sådan anvisningsret vil også kunne hjælpe nogle af de ca. 350 mennesker der i dag står på den bolig-sociale venteliste i København.Det kræver en lovændring – og en regering der ønsker at give kommunerne mulighed for at løse problemer.

Der kommer flere narkomaner i øjeblikket i byen. Særlig kommer der flere unge, som bruger hash, kokain m.m. Først til fest, og siden udvikler alt for mange afhængighed.

I øjeblikket diskuteres hvordan narkoindsatsen i byen kan omstruktureres, så den tager bedre imod de ”nye” brugere. Omstruktureringer kan målrette indsatsen bedre, men løser ikke fremtidens problemer med kapaciteten.

Et skridt på vejen mod løsninger er det fixerum et meget stort flertal på rådhuset, inkl. Enhedslisten, ønsker at der skal etableres på Vesterbro. Først og fremmest for at sikre narkomaner anstændige rammer for hverdagen, hvor indtagelse af stof kan foregå med hjælp og støtte. Der arbejdes i øjeblikket i forvaltningen for at se, hvilke muligheder der er for København at gå i gang med etableringen af et fixerum/sundhedsrum.

I vores rige samfund lever mange psykisk syge og handicappede på 12 m², og deler bad og toilet med 2-3 andre. Det kan vi ikke være bekendt. Udbygning og modernisering af byens bocentre for psykisk syge og handicappede er en blandt mange udfordringer. Nok er den første bevilling sat af, men der er et stykke vej endnu, før vi alvor kan gå i gang.

Den største sociale indsats i København leveres af de mange ansatte, på bocentre, lokalecentre, institutioner osv. Det er politikernes forbandede ansvar at sikre, at der er ordentlige arbejdsforhold, så folks faglighed og engagement for alvor kan folde sig ud i forhold til de mennesker man har med at gøre. Her er der mildest talt et stykke vej at gå endnu.
Vi har alle hørt om stres, ventetider for borgerne, hurtig udskiftning af personalet, sygefravær og bunker der vokser. Den spiral skal brydes – og det står meget højt på min dagsorden – også for de kommende budgetforhandlinger.

På længere sigt er den stærkeste socialpolitiske indsats at forebygge fattigdom, ulighed, hjemløshed, misbrug, anbringelser af børn uden for hjemmet osv. Den indsats hænger ikke kun på sagsbehandlerne eller flere bevillinger, men på at vi har en god by, hvor vi kender og respekterer hinanden, hvor man kan få et sted at bo, hvor der er trygt at færdes, og ikke mindst hvor man kan få et arbejde.

Københavnernes valg var klart. 75% stemte på et af de fire partier der er i opposition til den siddende regering. Det forpligter – til at vise at København i praksis kan være et alternativ med fællesskab, tolerance og solidaritet i højsædet. En by, hvor noget af al vores rigdom også bruges til at bekæmpe uligheden, og sikre at mennesker der har brug for hjælp og støtte også får det.

Dét arbejde bliver spændende – og ingen kan gøre det alene. Jeg håber meget på at bl.a. LFS vil give en hånd med. Min dør og mail) er åben, og jeg ser frem til samarbejdet.