Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
International tænketank
Vær med til at danne en international tænketank…
“Participation in an international critical meeting”
19.- 20. maj afholdes der i Barcelona et internationalt møde med diskussioner og analyser af de nyeste trends i pædagogikken.
Gennem en årrække har PISA-undersøgelser og OECD-undersøgelser haft en dominerende indflydelse på den pædagogiske debat. Hver gang hvirvles et mylder af spørgsmål op: hvor ligger de enkelte lande sammenlignet med andre lande? Er det gået frem eller tilbage siden sidste undersøgelse? Hvordan vil landene klare sig i den internationale konkurrence?
De forskellige landes regeringer reagerer ofte prompte, hvorfor vi gennem de seneste år har set politiske bestemte forandringer af barndommen, dagtilbuddene og skolerne.
Mange forskere, praktikere og undervisere er foruroligede over disse tendenser og stiller spørgsmål som:
- Er der gået global konkurrencetænkning i pædagogikken?
- Vil de politiske tendenser indsnævre barndommen og vil barndom blive til et spørgsmål om færdigheder?
- Bevæger de europæiske demokratier sig fra en dannelsestænkning til en læreanstaltstænkning?
Derfor er det på tide at tage det internationale perspektiv alvorligt. Derfor er det vigtigt at mødes og udveksle tanker, erfaringer og handlemuligheder.
Et dansk netværk – Fletværk for pædagogisk forskning og praksis – har taget initiativ til et fælles, internationalt initiativ for at skabe et forum for denne udveksling.
Alle interesserede inviteres derfor til at deltage i en selvorganiseret konference i Barcelona. Vi mødes fredag d. 19. maj i Parci Güell. Vi slutter lørdag d. 20. maj med en pressekonference – og har i de to dage mulighed for at fordybe os, udveksle erfaringer på tværs af landegrænser og forhåbentlig blive klogere på udviklingen og mulighederne.
Deltagerne skal selv arrangere rejse, forplejning og overnatning. Fletværket opfordrer desuden til, at du formidler muligheden for at deltage i denne konference til mennesker, du kender, der måtte være interesserede. Du kan læse mere på www.participation.dk (link ikke længere aktivt, red.)
Der er mulighed for at søge LFS’ studierejsefond om tilskud til udgifter i forbindelse med denne konference.
LFS’ studierejsefond er efterhånden både kendt og brugt af flere af vores medlemmer. Her har du mulighed for at søge om et tilskud til en studierejse eller konference, der kan være udviklende for arbejdet på de pædagogiske arbejdspladser. Fondens folder og ansøgningsskema kan du finde på LFS’ hjemmeside. www.mitlfs.dk