Else Friis 50 år i LFS

Af Elisabeth Lockert Lange

Et liv med børn

I LFS’ hovedbestyrelse er Else Friis trofast deltager som repræsentant fra Seniorklubben, og hun tager ordet når hun synes hun har noget at bidrage med. Og bidraget med en masse har hun sandelig gennem de 50 år, hun har været medlem af fagforeningen.

Den 1. december 2005 – og hun er stadig fagligt aktiv både i LFS’ hovedbestyrelse, Seniorklubbens bestyrelse og i LO Faglige Seniorer. Derfor opsøger LFS Nyt hende for at høre om hendes lange arbejdsliv og ikke mindst før og nu i den pædagogiske branche. Mens vi taler, er hun i øvrigt lige nødt til at svare på telefonen fra et medbestyrelsesmedlem i Seniorklubben, der er noget der skal ordnes….. Else Friis havde 50 års jubilæum i LFS

Der er sket meget i Else Friis’ arbejdsliv (et godt liv når hun selv skal sige det). Helt fra hun gik ud af skolen som 15 årig i 1947, og til hun stoppede sit arbejde i Københavns Kommune, da hun blev 67 år i november 1999.

Egentlig fik Else Friis aldrig den uddannelse, hun skulle have haft. Hun fik tilbud om offentlig betalt mellemskole (det fi k man kun hvis man var særlig dygtig, ellers betalte man selv), og det ville hun ikke, selvom hun godt ville have haft mere skolegang. I stedet gik hun ud af skolen og kom i huset. Derefter arbejdede hun i en menighedsbørnehave i 1 1/2 år, og tog så en uddannelse på Hindsholm Højskole (Børneforsorgens højskole) koblet med praktik på et børnehjem. Da hun var færdig, vidste hun at hun ville arbejde med små børn.

Og så gik det slag i slag. Hun blev elev som et-årig barneplejerske, i arbejde på et børnehjem i Rødovre samtidig med at hun om aftenen fulgte skolen på Østerbro.

”Det blev tydeligt for mig, hvor stor forskel der var på at være ansat på et privat børnehjem og i Københavns Kommune. I Københavns Kommune var arbejdstiden 48 timer, mens i det private kunne vi arbejde 12 timer i 14 dage og så fi k vi én fridag, før vi var i gang igen”, fortæller Else Friis.

Da hun var færdig som et-årig barneplejerske besluttede hun at fortsætte med den tre-årige uddannelse til statsautoriseret barneplejerske. Hun fi k læreplads i vuggestuen Filosofvænget, da den samtidig startede op. Det var et godt år, måske fordi lederen ikke var så sygeplejerskeagtig, fortæller hun.

”Jeg er selv vokset op med en mor, som var den fødte pædagog, så jeg havde et moderne børnesyn for tiden, og helt fra starten opponerede jeg, når der blev for meget tvang i forhold til børnene.”

I den tre-årige uddannelse indgik der også et halvt år på en børneafdeling på et hospital, og et halvt år i en børnehave.

Ved årsskiftet 1955 var hun færdig med sin uddannelse. Organisatorisk blev hun medlem af Dansk Barneplejeforening. Det blev senere Dansk Barneplejeråd. Så delte vandene sig, og de kommunalt ansatte blev Kommunalt Arbejderforbund og i sidste ende FOA og LFS, de privatansatte gik til det der i dag er BUPL.

60’erne var med daginstitutionerne

Den daværende direktør for området i Københavns Kommune tog fat i Else Friis, han ville have at hun skulle være med til at starte den nye vuggestue/børnehave Grøndalslund op. Hun fi k ansvaret for de små på 1. sal, dér var de fi re ansatte til 34 børn mellem halvandet og tre år.”Sådan var det jo dengang. Jeg har da også været på koloni, hvor vi var fem voksne og 60 børn i fi re uger. Og jeg syntes det var sjovt, nærmest ferie.”

Leder ville hun til gengæld ikke være – på det tidspunkt. Selvom samme direktør forsøgte at presse hende. Efter hun havde taget en fi re måneders uddannelse på Den Sociale Højskole, blev hun igen kraftigt opfordret til at tage en lederstilling i en ny vuggestue/børnehave på Bispebjerg Hospital. Denne gang, og vi er nu i 1968, accepterede hun.

Institutionen havde åbent alle årets dage fra kl. 6 til kl. 20, så arbejdet var noget af en mundfuld. Oven i lederjobbet underviste Else Friis sideløbende i pædagogik på sygeplejeskolen og sad i Børnekommissionen i udvalget om tidlig indsats fra 76 til 81, hvor betænkningerne blev udgivet.

”Det var en spændende tid, jeg lærte meget af det, og vi fi k mange ting igennem, bl.a. udvidet barselsorlov. I det hele taget var det en tid med udvikling af daginstitutionerne, og hvor tingene gik opad. Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og hele samfundet forandrede sig.”

På spørgsmålet om hvorfor det lige var hende, der blev valgt til fx Børnekommissionen, svarer Else Friis:

”Jeg tror det er fordi folk vidste, hvad jeg stod for. Jeg havde fra starten et frisprog, også over for chefer.”

Derefter fulgt et par år, hvor Else Friis var meget syg med medicinforgiftning og adskillige operationer. Efter en kort periode tilbage i vuggestue, valgte hun at blive pladsanviser.

”Jeg startede som afløser i Njalsgården, da et tilbud om fast stilling ville betyde at en anden skulle flyttes, det ville jeg ikke have. Derfor fik jeg fra starten et godt samarbejde med kollegerne. I 1985 kom jeg til Valby som pladsanviser, hvor jeg var til, jeg stoppede 1. november 99. Så nogen flakke er jeg ikke”, siger hun med et smil.

Nedskæringer

Og udviklingen på området? ”Uha, det går nedad”, svarer Else Friis helt spontant.”Jeg kender hele branchen både indefra, fra mit faglige arbejde og fra familie og venner, og det springer i øjnene at udviklingen er negativ. Vi havde en opgangstid i 60’erne, men fra 79 gik det den anden vej. Det var i 1979 de første nedskæringer kom hos os på Bispebjerg, da mistede vi en halv pædagog. Vi lavede faktisk en fotoudstillling dengang, lidt ligesom LFS lavede her op til kommunalvalget, hvor vi viste før og nu billeder.
Og så er det gået støt nedad lige siden. Ikke kun i form af nedskæringer, men også i forhold til de mange opgaver, de ansatte har fået pålagt”, siger hun og tilføjer: ”Der er sket mange gode ting inden for pædagogikken, men der er for lidt tid! Arbejdstiden er kortere, og samtidig er der kommer mange flere opgaver og mere krævende forældre.”

Faget og synet på børnene har også ændret sig meget, fra de berømte ro, renlighed og regelmæssighed, som indbefattede at binde børn til potten (”det kunne jeg ikke fordrage, så det gjorde jeg ikke”), lægge børnene ud og sove på faste tidspunkter (”meget skematisk!”) og gå i uniform (”Jeg sagde nej, da jeg blev leder, og vi fik syet nogle kønne kitler i stedet. Og jeg var i øvrigt den første ikke-sygeplejerske, der blev vuggestueleder”).

”Da vi holdt op med at bade vuggestuebørnene om morgenen og lod dem beholde deres eget tøj på, sagde mange at de ville blive syge. Det blev de ikke. Til gengæld blev de mere og mere statussymboler for forældrene. Og vi fik diskussionen, om pædagogerne bestemte for meget, for hvis var børnene, samfundets eller forældrenes.”

Mest fagligt aktiv var Else Friis i de år, hun var leder på Bispebjerg. Både i forhold til sikkerhedsarbejde og tillidsmandsarbejde, som hun ofte deltog i (hun har både tillidsmandsuddannelsen og sikkerhedsuddannelsen). Og selvfølgelig generalforsamlinger og den slags.

Hun er med i LFS’ Seniorudvalg, som for tiden ligger stille, og selvfølgelig i Seniorklubbens bestyrelse.

”Jeg oplever så mange sjove ting ved at være aktiv, og jeg møder så mange mennesker. Måske tror jeg at jeg er yngre end jeg er, men jeg holder så meget af kammeratskabet. Jeg får også et fantastisk indblik i samfundet. Jeg får viden, og det betyder meget for mig at forstå sammenhænge”

I LFS’ hovedbestyrelse er hun en sikker observatør (i starten gik tjansen på skift blandt Seniorklubbens bestyrelsesmedlemmer, men det varede ikke længe, før de bad Else Friis om at tage posten fast). Ligeså på repræsentantskabsmøder i både LFS og FOA foruden LO Faglige Seniorers arbejde.

I det hele taget må man sige at Else Friis gennem årene har haft en evne til at være der, hvor tingene sker. Det er der mange der har sat pris på. På det personlige plan har hun været heldig, understreger hun selv. God støttende mand, to sønner og nu kønne smilende børnebørn, som hun ikke kan lade være med stolt lige at vise fotos frem af.