Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Farvel til lukkeuger i sommerferien
Af Anne Vang, børne- og ungdomsborgmester (S)
Som politikere skal vi turde lytte til kritik og blive klogere. Og kritik var der meget af, da vi i 2010 besluttede at holde to ugers tvungen sommer-ferielukket i de københavnske daginstitutioner. Sommerlukket blev aldrig en publikumsfavorit – hverken blandt forældre, pædagoger eller arbejdsgivere.
Ordningen har fungeret godt visse steder. Men jeg har også snakket med forældre, der har været nødt til at holde ferie med deres børn på forskellige tidspunkter på grund af deres job. Og mange af de ansatte har oplevet det som et indgreb i deres ferie.
Derfor er jeg glad for, at Socialdemokraterne sammen med SF, Radikale, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har besluttet at bruge en del af kommunens økonomiske overskud på at vinke farvel til sommerlukket.
Da jeg i 2010 overtog borgmesterposten i Børne- og Ungdoms-forvaltningen, havde børneområdet et stort økonomisk underskud. Det var nødvendigt med økonomisk genopretning - og det var ikke nemt.
Sommerlukket blev indført som en af de mindst ringe besparelser, vi kunne komme på i en svær tid. Når der skulle spares, ville jeg hellere gøre det med to lukkeuger i sommerferien end med færre pædagoger hver eneste dag.
Jeg har hele tiden forsøgt at være ærlig om, at selvom sommerlukket var den mindst ringe besparelse, så VAR det en besparelse. En service-forringelse, som ramte mange, og som jeg er glad for, at vi kan fjerne igen. Vi er nu i en situation, hvor vi har bedre råd. Jeg er rigtig glad for, at vi igen kan holde åbent hele sommeren i København.