Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
I børnehaveklassen.
En leg med lyd og bogstaver
Af Elisabeth Lockert Lange
Børns skriftsprog udvikles bedst gennem deres nysgerrighed i en leg med ord og billeder, hvor de må gøre lige hvad de vil, og hvor intet er forkert. En sådan metode er udviklet af Kirsten Lybecker, pædagog og børnehaveklasseleder, og den fortalte hun Område Amagers pædagoger, medhjælpere og lærere om på et temamøde som inspiration til samarbejde mellembørnenes voksne.
Samarbejdet mellem daginstitutioner, fritidshjem og skole foruden andre ressourcepersoner omkring børn mellem fem og otte år er først og fremmest vigtigt. Det er et felt med mange væsentlige elementer, fra børns overgang fra børnehave til skole og fritidshjem over sikring af børnenes sociale kompetencer til udvikling af børnenes sprog.
I område Amager, Børne- og Ungdomsforvaltningen, er man meget bevidst om dette samarbejde og har gennem årene holdt diverse temamøder for at inspirere det pædagogiske personale og lærerne i området. Deres intention og håb er at institutionerne kan mødes fagligt på tværs med de fælles børn i fokus.
Endnu et sådant initiativ fandt sted sidst i marts i år. Konsulent Hanne Dolezal fra PPR-Amager havde sammen med andre i en planlæg-ningsgruppe indkaldt til møde i området for at sætte skub i et samarbejde mellem daginstitutioner, fritidshjem og skoler om fem til otteårige børns skriftsproglige udvikling.
Den første del af temamødet handlede ikke som sådan om samarbejdet, tanken var at deltagerne på mødet selv – efter et inspirerende oplæg – skulle sætte i gang i grupper omkring den skole, de enten leverede børn til eller som børnene allerede gik på. Grupperne skal arbejde hen over sommeren for derefter at præsentere noget i efteråret. Emnet for denneartikel er derfor oplægget.
Alt er tilladt
Oplægsholderen er pædagog og forfatter Kirsten Lybecker. I 16 år arbejde hun i børnehave og har nu i næsten ligeså mange år været børnehave-klasseleder på en skole på Sjælland. I løbet af den tid tog hun en diplomuddannelse i dansk med henblik på indskoling, og i den sammenhæng lavede hun et projekt i sin børnehaveklasse, hvor hun udviklede en metode,som hun kalder ”opdagende skrivning”.
Først og fremmest skal det slås fast at metoden ikke handler om indlæring eller undervisning. Eller om at fortælle børn hvad der er rigtigt og forkert i skrivning. Tværtimod. Det handler om motivation, leg og nysgerrighed. At børnene må gøre lige hvad de vil, også ”skrive af” efter hinanden, diskutere bogstaver undervejs, tage ørebøffer på imens, skrive vrøvleskrift, vælge at bruge computer i stedet for håndskrift osv. Intet, absolut intet, er forkert. Det er leg med både kroppen og sanserne. Og så handler det om ønsket om at ville formidle noget til andre.
Samtidig ser hun tydeligt i sit arbejde og i de to projekter, hun har lavet i sin børnehaveklasse, at legen har betydning for den senere læseindlæring.
Kirsten Lybecker lægger i sit oplæg en teoretisk bund via citater fra en række forskere, fra Vigotsky til Liberg og Hagtvet. Disse forskere fremhæver nogle forudsætninger, som hun tilslutter sig. De handler om at barnet er centrum, at barnet stimuleres i zonen for den nærmeste udvikling, at børnene har lov at eksperimentere og prøve sig frem, og den voksne anerkender deres forsøg.
”I modsætning til ”læseindføring”, så er dette legeskrivning. Det sker på barnets initiativ, og det handler ikke om konventionelt skrevne ord men om ”børnestavning”. Nogle voksne kan godt blive forfærdede, når de overværer det, for det her er jo helt ukorrekt stavning. Men metoden betyder at børnene oplever glæde ved at formidle noget skriftligt. Ogden rigtige stavning kommer af sig selv senere”, fortæller hun og tilføjer:
”Forskere siger i øvrigt at børn er klar til at skrive før de er klar til at læse.”
Ingen færdigheder
Metoden bygger på to grundlæggende principper. At der aldrig er noget forkert eller rigtigt, de ord bruges overhovedet ikke. Og at intet leveres til børnene som færdigretter. De opfordres til at skrive de lyde de kan høre – uanset om de kender bogstaverne eller ikke.
”Jeg har koblet bogstavernes lyde med en kropslig bevægelse, så også krop og motorik er med i lydene. På den måde går det direkte ind, og børnene er glade for det og engagerede”, fortæller Kirsten Lybecker. Hun bekræftes af en række videoer, hun viser på mødet, af meget nysgerrige, legende og engagerede børn.
Konkret laver børnene tegninger og derefter skriver de til deres tegninger. Og helt uden at skulle tænke over om det de skriver fx er rigtigt stavet, de vil bare gerne fortælle en historie til andre.
”Det kan laves på mange måder, men idéen er at man vælger en oplevelse, børnene gerne vil fortælle om. Det kan være en teaterforestilling, en tur i skoven, en udflugt til brandstationen, på museum, i biffen, en fødsels-dagsfest, ønskesedler til jul, hvad som helst. Jeg taler med dem om det inden oplevelsen og så er det vigtigt at efterbehandlingen og skrivningen sker allerede dagen efter.”
Ligeså vigtigt er det at informere og få forældrene med, så der ikke er en bedstefar, der peger på en tegning med ord under og siger at det ikke er rigtigt stavet.
”Alle skal være med på, at børnene leger. Det kan ødelægges helt fra starten, hvis alt det med om man gør det rigtigt, kommer ind i billedet.”
Kirsten Lybecker lægger ud med at skaffe sig et overblik over, hvilke bogstaver de enkelte børn kender, og hun bogstavtester dem løbende i det år, de går i børnehaveklassen.
”De synes alle sammen det er sjovt at fortælle hvilke bogstaver de kender, og når de ikke kender et, så pyt og videre. Jeg har også lavet en bogstavstrimmel til dem som hjælpemiddel til at finde bogstaverne. Og så er der ellers frit slag.”
Aktivt og socialt
Kirsten Lybecker fortæller på temamødet om de mange fordele hun ser ved at lege med skrivning i børnehaveklassen.
”Skrivning tager udgangspunkt i barnets egen kendte verden og oplevelser, det tager udgangspunkt i barnets jeg, dets følelser, idéer og behov. Skrivning er langt mere motorisk aktivt, og så er det socialt, for børnene har noget på hjerte, som de gerne vil fortælle til andre. Skrivning er der, hvor børnene meddeler sig til andre.”
Når børnene skriver en tekst til en tegning af fx en oplevelse, så er det dem selv, der opdager at de har brug for et bogstav til at vise, skrive, en lyd de hører. Og derefter går de i gang med at finde det bogstav. Fx ved at spørge kammeraterne, kigge på bogstavstrimlen, skrive af efter sidemanden, laver kruseduller eller hvad de nu vælger.
”Det er altså barnet selv, der ”definerer” problemet og selv finder en løsning. De arbejder lige præcis der hvor de er, og de anerkendes uanset, for der er intet forkert. Og de opdager knap nok at de lærer at læse efter metoden.”
Hun kalder det tegneserier. Børnene tegner en historie, og så beskriver de den med ord neden under. I starten skribler de, derefter bevæger de over i det semifonetiske felt med sammenhæng mellem lyd og bogstav og så videre til de ender i konventionel skrivning.
”Metoden viser en udvikling hos børnene over meget kort tid. Sikkert fordi de kommunikerer med andre om noget de har på hjerte. Gennem skrivningen kommer de ind i skriftsprogets verden, og langt lettere end gennem læsning.”
Alene det at tage udgangspunkt i en fælles oplevelse, som de taler sammen om inden og bagefter, det giver en fællesskabsfølelse, børnene er aktivt med i samtalen, og aktivt sammen skaber de billeder til, hvad de gerne vil have med i deres historie. Så lytter de efter lydene i ordene, og så skriver de så godt de kan. De opdager sammenhængen mellem lyd og bogstav.
”De samles om oplevelsen, og børnenes strategier er bl.a. at spørge makkeren om, hvilket bogstav der passer til lyden i ordet. Nogen kan jo nogle bogstaver og andre af andre.”
Neden under det barnet har skrevet, skriver den voksne det, som barnet siger der står – så længe det ikke er læseligt for andre. Det valgte de, fordi nogle børn ikke kunne huske, hvad de havde skrevet og blev kede af at de derfor ikke kunne fortælle det til de andre. På den måde hjælper de dem med at fastholde det, de gerne vil formidle.
Meningsfuld sammenhæng
Kirsten Lybecker fremhæver at hun kun arbejder med bogstaver i ”meningsfulde sammenhænge”.
”Det er det funktionelle ved at skrive med bogstaver, der er vigtigt. Og det understøttes af håndfonemerne, så de har kroppen med og kobler en bevægelse på lyd og bogstav. Metoden bygger på at børnene bare skal prøve det, bruge de bogstaver de kender og så skrive lydene. De ekspe-rimenterer sig frem – og formidler et budskab. Sådan kommer de ind i skrive-læse universet på egne præmisser.”
Hun er helt på det rene med at denne metode har konsekvenser for undervisningen i 1. klasse.
”Derfor er det allervigtigste at skolen, lærerne, er med på det.”
Og i børnehaven?
”Jeg går ikke ind for at trække skolen ned i børnehaven. I børnehaven synes jeg det er vigtigt at der ligger ting fremme, blyanter, farver, papir, som børnene kan bruge, hvis de har lyst. Og hvis de selv viser interesse for bogstaverne, så lade dem få lov. Det skal være leg. Og også dér skal man fastholde at børnene ikke får færdigretter, at de aldrig får bogstavet serveret, og at man aldrig taler om at noget er rigtigt eller forkert stavet. I stedet: hvilke lyde hører du?… fint så skriv det. Og kun hvis de er interesserede.”