Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
En stor sejr
Uanset at det giver besvær for daginstitutionernes planlægning, at de københavnske politikere har afskaffet de to ugers tvungen ferielukning som sent som de gjorde, hvor ferien for langt de flestes vedkommende er lagt, så er og bliver det en sejr, som LFS har kæmpet for lige siden ferielukningen blev vedtaget. Som LFS både har sagt og skrevet, så har sommerferie-lukningen betydet, at hver 6. børnefamilie i København ikke har kunnet holde ferie sammen, og det pædagogiske personale har oplevet at tvungen ferie har gjort det svært for dem at holde ferie med deres familier.
Næstformand i LFS Jan Hoby roser politikerne for at have fjernet den forhadte sommerferielukning.
”Vi håber samtidig, at det bliver en lærestreg for politikerne, så de ikke i fremtiden bruger byens ansatte, forældre og børn som eksperiment for uigennemtænkte politiske forslag. En attraktiv by kræver respekt for sammenhæng mellem familie og arbejdsliv.”
Københavnske forældre er meget glade for beslutningen ved man i KFO, som kalder det en kæmpe sejr for de københavnske børnefamilier.
”Vi er rigtig glade for at politikerne har lyttet til forældrene og det pædagogiske personale. Det er godt at mærke, at København har politikere, der har mod til at ændre en dårlig beslutning”, siger Nina Reffstrup fra KFO.