Den skjulte sorg

Af Lene Outzen Foghsgaard

Hvert tredje barn i Danmark vil opleve at deres forældre flytter fra hinanden, og i dag lever tre gange så mange børn som for 15 år siden, i såkaldte 7/7 ordninger, hvor far og mor deler samværet.
Den professionelle voksne har en vigtig opgave i forhold til at spørge ind til barnet og bygge bro mellem hjemmene og institutionen.
Samtidig bør der i institutionen være en beredskabsplan i tilfælde af skilsmisse. Det opfordrer cand.pæd. i pædagogisk psykologi, Cathrine Stengade, til.

”Jeg har to liv”, siger Asta på otte år, uden at blinke. ”Før boede jeg sammen med min far, mor og lillebror. Nu har far fundet en ny kæreste, og min familie er gået fra hinanden.”

Astas historie er ikke enestående. Hun repræsenterer en stadig større andel af danske børn, der radikalt får ændret hverdagen, fordi forældrene bliver skilt. Og det nytter ikke at fortælle barnet, at det ikke betyder store forandringer, forklarer Cathrine Stengade, uddannet pædagog i 2001.

”Heldigvis er der mange forældre i dag, der gør et stort stykke arbejde for at få samarbejdet omkring børnene til at fungere, og hvor samarbejdet umiddelbart fungerer godt. Men det kan være svært for forældre at se børns sorg i forbindelse med en skilsmisse, både på grund af egen sorg ogpå grund af skyldfølelse overfor børnene. Forældre vil gerne beskytte deres børn, men faren er at det bliver meget vanskeligere for børnene at tale om det svære. Det er en stor forandring i barnets liv. Det er ikke nødvendigvis kun skidt, men man skal tale om det”, mener Cathrine Stengade.

Som færdiguddannet arbejdede Catrine Stengade på et krisecenter for voldsramte kvinder og børn, hvor hun sideløbende tog en 4-årig psykoterapeutisk uddannelse. Efterfølgende har hun læst pædagogisk psykologi på Danmarks pædagogiske Universitet, og oktober 2011 afsluttende hun sit speciale med titlen: ”Børns familieliv på tværs af to hjem. Et børneperspektiv.”

”Min motivation for at formidle viden om børns hverdagsliv i to familier handler om, at der findes en del litteratur omkring skilsmissefamilier, set fra forældrenes og et samfundsmæssigt perspektiv, men ikke mange under-søgelser, der tager afsæt i barnets tanker og følelsesliv. For mig har det været væsentligt at undersøge, hvordan barnet oplever dét at have to hjem.”

Cathrine Stengade forklarer, at hun, før hun gik i gang med specialet, havde en ide om, at 7/7 ordningen var vanskelig for børn at forholde sig til, men i sin hovedkonklusion gør hun opmærksom på, at det ikke nødven-digvis er selve deleordningen, der er afgørende for barnets trivsel, men hvordan forældrene samarbejder og formår at inddrage børnene i de beslutninger, der træffes. Derfor er hun glad for at Forældreansvarsloven er i gang med at blive revideret.

Kodeordene for barnets trivsel handler om fleksibilitet. Cathrine Stengade forklarer, at når det kommer til barnets hverdagsstruktur, er netop fleksibiliteten mellem forældrene afgørende. At barnet, mens det bor hos far, kan cykle hjem til mor, hvis det passer med aktiviteter, eller være hos far en eftermiddag i mors uge, hvis det passer i forhold til en legeaftale. Samtidig har det betydning, at de to hjem ikke ligger langt fra hinanden, så barnet kan blive i sit nærmiljø og passe skole, kammerater og fritids-aktiviteter – ligesom før.

Den skjulte sorg

Cathrine Stengade bruger betegnelsen ”den skjulte sorg” om mange skilsmissebørns følelse af tab. De har en sorg, der ofte kan være usynlig for omverdenen, fordi skilsmissebarnet bærer på den alene. Hun forklarer, hvordan professionelle voksne kan gå i månedsvis uden at ane, at der er opbrud i barnets liv. Det er skræmmende, konstaterer eksperten.

”Man skal være opmærksom på at savnet af den fraværende forælder altid vil være et vilkår i barnets liv. Nogle vil opleve fornemmelsen af opløsning i en kortere periode, mens det for andre vil være en fornemmelse, de altid vil bære på. Taler man med skilsmissebørn om deres familie, refererer stort set alle til deres oprindelige familie. Børnene kan sagtens tale om hjemme hos far og fars kæreste eller hjemme hos mor og mors kæreste, men ”min familie” er indbegrebet af den første familie, barnet har haft.”

Cathrine Stengade forklarer, at når forældre bliver skilt, kan barnet opleve at det mister en forælder eller sin familie. Hvis der er et dødsfald i familien, så anerkender omgivelserne sorgen åbenlyst. De professionelle voksne i nærheden går straks i gang med at give omsorg. Over for skilsmissebørn reageres ofte anderledes.
Far eller mor er der jo stadig, og hvis skilsmissen forløber forholdsvis gnidningsfrit, så kan barnet ligefrem få at vide, at det er heldigt, for mor og far har det så godt sammen!

”Hvis ikke der er nogle voksne, barnet har tillid til, der spørger ind til hverdagen, så lades barnet i stikken med sin sorg. Det er den voksnes ansvar at spørge ind.”

En nødvendig beredskabsplan

Skilsmissebarnet skal mødes med åbenhed, og hverdagssnakken i institutionen skal naturligt omhandle det nye liv. Åben dialog fremmer barnets udvikling, forklarer Cathrine Stengade. ”Savnede du mor, mens du var hos far?” ”Din bonussøster havde fødselsdag i går, hvordan gik det?” Den professionelle voksne skal vide at han eller hun kan være det stabile omdrejningspunkt i barnets hverdag, understreger eksperten.

”Børns liv organiserer sig om flere faste holdepunkter, og der kan være forandring, tryghed, stabilitet og usikkerhed på spil alle steder. Det kan ændre sig, hvad der fremstår som det stabile. Institutionen skal vide, at det er sådan det er, og kunne træde til.”

Hun anbefaler, navnlig i starten, at det pædagogiske personale gør sig ekstra umage med at spørge ind til hverdagen, så barnet har et sted at gå hen med sine tanker. Det er vigtigt for Cathrine Stengade at understrege, at skilsmissefamilier lever på vidt forskellige måder, ligesom kernefamilier jo også gør det. Man skal derfor passe på med at se på skilsmissebørn, som nogen, der kun lider, og derfor er det vigtigt at man ikke kun forklarer eventuelle tegn på, at noget ikke fungerer for barnet, med skilsmissen.

”Der er mange ting på spil i barnets hverdagsliv. Det er vigtigt at komme hele vejen rundt om.”

Cathrine Stengade opfordrer institutionen til under alle omstændigheder at have en beredskabsplan klar i tilfælde af skilsmisse. På højde med f.eks. en plan for håndtering af dødsfald og mobning. En beredskabsplan gør, at der kan reageres hurtigt og sikkert.

”Jeg ved, at man i nogle institutioner har ”skilsmisse” som et underpunkt til en sorgberedskabsplan, men jeg kan kun anbefale, at der også udarbejdes en detaljeret og selvstændig handleplan, når barnets forældre går fra hinanden. 1/3 del af alle børn under 18 år vil opleve at få en skilsmisse tæt ind på livet, og derfor er det væsentligt at personalet ved, hvordan de forholder sig, når det sker.”

For at den voksne kan handle, må institutionen dog vide at der er en skilsmisse på vej. Forældre skal derfor have klar besked om, hvad der forventes af dem.

”Jeg tænker, at man sagtens kan præsentere institutionens beredskabsplan og forældrenes ansvar i den forbindelse på det første forældremøde.”

På mødet bør lederen understrege at det sker af hensyn til barnets trivsel og herefter opfordre forældrene til at fortælle, hvis skilsmissen rammer, så der kan udveksles informationer om den nye dagligdag. Hvor skal Asta bo? Hvor tit er hun hos sin mor, hvor tit hos sin far osv.? Jo mere institutionen ved om Astas nye hverdagsliv, jo bedre kan de professionelle voksne imødekomme den nye situation.

”Jeg ser det første statusmøde som et af flere, der afholdes – alt efter behov. Helst skal begge forældre være til stede, hvis det kan lade sig gøre. For pædagogen kan det være et følsomt emne at tale skilsmisse med et forældrepar, men forhåbentlig er der en grundlæggende tillid. Det er væsentligt ikke at kritisere forældrene, dialogen skal være konstruktiv og bygge på tillid.

Men hvor langt kan pædagogen tillade sig at gå i forhold til snakken med forældrene?

”Som pædagog kan man godt tillade sig at spørge ind, så længe det er til gavn for barnets trivsel. Man skal ikke være så bange for at virke snagende, det handler om barnet, og derfor kan pædagogen også sagtens, synes jeg, oplyse om, at de i institutionen kender til tilbud om forældre-samtaler fx i Center for familieudvikling.”

Ændret hverdag

Det faktum, at der pludselig er tre steder, der skal samarbejde – fars og mors hjem og institutionen er en ny udfordring, og både forældre og det pædagogiske personale kan her hjælpe i forhold til det praktiske.

”Børn skal gendanne deres hverdag efter hvert skift, og de bruger meget energi på at få hverdagen til at hænge sammen. Der er mange ting, der skal huskes, og dermed mange ting, der kan glemmes. Det er forældrenes ansvar at få det praktiske til at gå op. Børnene skal ikke stå med ansvaret. Men i forbindelse med skift fra det ene sted til det andet, kan det pædagogiske personale være med til at gøre opmærksom på, hvis der er ting, der ikke fungerer. I stedet for at gå og irritere sig over, at der nu igen er glemt flyverdragt eller skiftetøj, så tal med forældrene”, opfordrer Cathrine Stengade.

Det pædagogiske personale skal ikke holde sig tilbage fra at orientere mor om, at hun skal huske, at regntøjet skal retur til børnehaven. Det er synd for Asta, hvis hun altid skal låne af børnehaven, fordi far og mor ikke får kommunikeret omkring tingene. En anden konsekvens, hvis forældrene ikke kommunikerer ordentlig, er at barnet oplever at have et meget opdelt liv. Hvis dialogen kun foregår via barnet, kan der være mange informationer, der ikke når begge forældre.

Forældre skal kommunikere med hinanden om, hvad barnet har oplevet i perioden hos den anden. Det er afgørende for at kunne spørge ind til barnets hverdag, specielt når vi taler helt små børn. Spørger de voksne ikke ind, kan barnet opleve at de ikke er interesserede. Her kan det pædagogiske personale have en central rolle.

”Jeg har set eksempler på at den ene forælder ikke har vidst, at barnet har været på ferie i ugen hos mor. Eller ikke kendte til at barnet havde været på skadestuen, fordi det stødte hovedet mod gyngestativet. Hvis institutionen fornemmer at forældrene ikke taler sammen, kan det være en stor tjeneste at gøre barnet, at de giver et kort oprids over ugen, når der hentes på overleveringsdagen.”

Et andet væsentligt fokus er legeaftaler, fortæller Cathrine Stengade. Det kan være svært for kammeraters forældre at forholde sig til, hvornår barnet er hvor. Det pædagogiske personale bør derfor nævne for forældrene, hvor afgørende det er, at det gøres nemt for kammeraterne at få en aftale i stand.

”Det kan være, at der på adresse- og telefonlisten gøres klart, i hvilke uger Asta er hos mor, og hvilke hos far. Det kan også være, at forældrene indbyrdes aftaler, at hvis der bliver ringet til den ene, gives beskeden videre, så den anden part kan følge op. For at Asta skal føle sin hverdag så uændret som mulig, er legeaftaler et omdrejningspunkt.”

Klædt på til opgaven

Mange dygtige og engagerede pædagoger kender til disse problematikker og dilemmaer, men Cathrine Stengade mener at viden på det felt ikke er synlig nok. Men der er gode muligheder for at blive rustet til opgaven, fortæller hun. Fx at få en konsulent ud til at undervise eller supervisere, eller man kan på en pædagogisk dag arbejde med handleplanen i kollegagruppen. Eller kurser.

En anden ide kunne være at holde temadag i institutionen med titlen ”Mig og min familie.” Dagen kan handle om forskellige kulturer, hvordan lever vi hjemme hos os, og hvad vil det sige at have ét hjem/to hjem.

”Ved på den måde at synliggøre, hvordan barnet lever sit liv, kan der sættes ord på, hvad der er godt og svært. Barnet kan få afløb for nogle tanker, der kan give den voksne et indblik i hverdagslivet, uden at barnet fremstilles som anderledes.”

Som pædagogisk personale handler det alt sammen om at sikre barnets trivsel, og personalet udgør en stor del af hverdagslivet. Barnet har brug for en ventil, en voksen eller flere i netværket, som det er tryg ved og som ikke er forældrene. Et sted, hvor barnet kan sige, hvad der opleves svært, og hvor det frit kan fortælle, hvordan det har det uden at føle sig i en loyalitetsklemme.

”Den ventil kan sagtens være en voksen i institutionen, hvis tilliden også er der fra barnets side”, fastslår Cathrine Stengade.

Tjekliste • Lav en beredskabsplan • Inviter forældrene til møde/møder • Spørg ind til forældrene • Spørg ind til barnet • Opfordr forældrene til et tæt samarbejde mellem hjem og institution og fortæl, hvorfor • Hjælp til at legeaftale ikke gøres besværlige • Lav temadag/uge om familieliv. • Vær obs. på at der findes hjælp, f.eks. i form af kurser eller konsulentbidrag.

Center for familieudvikling udbyder undervisning af blandt andet pædagoger. Kurset hedder ”Hvordan møder vi bedst børn i skilsmisser”. Læs mere på hjemmesiden www.familieudvikling.dk. På hjemmesiden www.delebarn.dk findes gode råd og værktøjer til deleforældre.

Læs mere om Cathrine Stengade på www.boernmed2hjem.dk (link er ikke længere aktivt, red.) På hjemmesiden kan du booke foredraget og temadagen: ”Den lykkelige skilsmisse — den skjulte sorg”.