Respekt og ligeværdighed

Af Elisabeth Lockert Lange

Det er altafgørende for det gode samarbejde mellem dagplejepædagog og dagplejer. Vi har mødt en af hver til en snak om deres samarbejde, relation, betydning for hinanden og dermed for hele udgangspunktet i dagplejen: arbejdet med børnene.

Dagplejen har været i rivende udvikling de sidste 20 år. Ultrakort fortalt,så er det, der begyndte som en nødordning blevet et professionelt kvalitetstilbud.

I det ligger der mange ting. Bl.a. stilles der helt andre krav til dagplejenog dagplejerne nu end der blev for 20 år siden. Såsom krav om faglighed,pædagogiske overvejelser, evne til samarbejde og villighed til at udvikle siggennem kurser og efteruddannelse.

Et af de helt afgørende områder for sikringen af faglighed og pædagogisk
kvalitet er samarbejdet mellem dagplejepædagog og dagplejer. Et samarbejde som engang udelukkende var et kritisk tilsyn med påtaler, og som ikke, generelt i hvert fald, kunne defineres som ligeværdigt og respektfuldt. Og til nu hvor netop de to begreber er naturlige i samarbejdet og afgørende for relationen.

LFS Nyt tager i legestuen på Amagerbrogade og taler med en dagplejer ogen pædagog, som begge har været i faget i mange år.

June Andreasen har været dagplejer i Københavns Kommune i 24 år, huner tidligere mangeårig tillidsrepræsentant og er nu repræsentantskabsvalgtmedlem af hovedbestyrelsen.

Jette Lykkegaard har været dagplejepædagog i ti år, inden da var hun hele raden rundt som pædagog, både i vuggestue, børnehave og fritidshjem. Hun er desuden Marte Meo-uddannet.

June Andreasen lægger ud. For hende er samarbejdet med pædagogen helt afgørende for hendes arbejde.

”Jeg bruger min pædagog til at sparre med, til at hjælpe mig i gang med en problemstilling. En situation jeg måske har rumlet med. Eller et barn jeg måske er usikker på, hvordan jeg skal gribe an. I sparringen får jeg kigget på om jeg reelt gør det, jeg tror jeg gør. Gør eller siger jeg noget uden at tænke nærmere over det, som ikke er hensigtsmæssigt for barnet. Måske ser Jette noget helt andet og kan ændre på en adfærd, som ikke er god for barnets udvikling.”

Hun giver et eksempel fra sig selv:

”Jette og jeg taler om, hvad det betyder for barnet at den voksne omtaler sig selv i første eller tredje person. Hun nævner det på en god, positiv måde, og med baggrund i børnenes sprogudvikling. For det er sådan samarbejdet har udviklet sig. Hvor det tidligere i alt for høj grad blev bedømmelse og fordømmelse, så arbejder vi nu i et positivt samarbejde. Så man i stedet bliver løftet af samspillet. Og det samarbejde har været med til at gøre mig til den dagplejer, jeg er i dag.”

Det kræver tillid

Arbejdet i Københavns Kommunes dagpleje sker ud fra et vedtaget værdigrundlag, hvor det helt grundlæggende i tilgangen til både voksne og børn er dialog, respekt, ligeværdighed og tillid. Den slags kan let bare blive ord, men det er tydeligt at ordene leves her.

”Samarbejdet kræver både tryghed og tillid, for det handler også om at man jo naturligt er udstillet som dagplejer for både pædagog og forældre, til bedømmelse. Jeg åbner mit hjem, og Jette ser en masse. Derfor er det vigtigt at have tillid til at pædagogen vil mig og børnene det godt, og at hun vejleder mig på den bedste måde”, siger June Andreasen.

Jette Lykkegaard nikker og fortsætter:

”Det handler meget om respekt, om at respektere de forskelligheder, de mange dagplejere har. Alle er forskellige, og jeg skal i relation med den enkelte. Det er vigtigt at jeg ikke kommer og leger boss, det er dialogen som flytter noget, deres oplevelse af at det jeg kommer med er en god idé, og oplever det som læring. Min indgang til det er åben, jeg siger hvad jeg tænker og ser, og så lytter jeg: er det også hvad du ser og tænker… Og jeg er meget bevidst om det June siger, at jeg som pædagog kommer ind i hendes hjem, og at der ligger en bedømmelse. Derfor er relationen så vigtig, så vi kan tale i tryghed og have et fagligt rum sammen.”

Dagplejeren skal kunne skille det faglige rum og det private rum. Ikke at de ikke taler om private emner også, det gør man jo som kolleger. Men det er mest for at lære hinanden at kende, og derefter meget lettere få det faglige rum sammen.

”Jeg tænker over om June vil blive ked af det, når jeg siger noget, og jeg tænker over hvordan jeg skal sige det. Fx at tale i tredje eller første person, det handler jo om, hvad børnene skal have ud af det, at de skal lære sprogets nuancer af June. Når vi har en god relation, et sikkert værdi-grundlag og taler fagligt, så tager dagplejerne det ikke ilde op, de ved det jeg siger ikke har noget med dem personligt at gøre.”

Dagplejepædagogen skal sikre at værdigrundlaget overholdes, det vil sige at alle børn i dagplejen mødes med dialog, respekt, ligeværdighed og tillid. Og samtidig skal hun i sit arbejde i forhold til dagplejeren have samme tilgang.

”Alt hvad jeg siger, er med begrundelse i børnene. Og når jeg kobler det jeg siger med grunden til det, så oplever dagplejerne læring i det. Jeg har ikke deres job, jeg kan bare lytte og observere. Men jeg har en anden ballast, som jeg giver videre.”

June Andreasen supplerer:

”Jeg oplevede slet ikke Jettes ord som kritik eller negativt overhovedet. Det er netop det vigtige med pædagogen at hun observerer dagplejerens arbejde, ser hvad der er uhensigtsmæssigt eller okay, og at hun vejleder os i at ændre adfærd eller talemåder, sådan at vi bedst hjælper børnene på vej.”

Problemfelter

Det lyder alt sammen meget positivt. Men der er også problemfelter. Først og fremmest hvis tilliden og respekten daler, for så hører man dårligt, hvad den anden siger. Og så er det alvor.

Spændingsfelter kan også opstå med nye arbejdsopgaver, som for dagplejerne fylder meget, fx da dokumentation blev implementeret. For at sikre succesoplevelser talte dagplejere og pædagoger sammen om værdien i at dokumentere, og at det var dagplejerne der blev klædt fagligt på til at løfte opgaven.

”Vi kunne også sende vores dagplejere på et ugekursus, hvor de fik mulighed for at øve sig i læreplanshistorier. Denne opgave er i dag helt naturlig for dagplejerne, men vi er som pædagoger nødt til at træde et par skridt tilbage og ikke tromle vores egne ambitioner igennem, men arbejde med den enkelte og have fokus på hendes læring”, siger Jette Lykkegaardog tilføjer:

”Dagplejepædagogen har mange kasketter og skal fx også sikkerheds- godkende hjemmet. Det kræver grundig overvejelse, for det er også privatsfæren vi berører.”

June Andreasen indskyder hurtigt: ”En uoverlagt bemærkning kan vælte dagplejerens dag.”

Hun overvejer lidt:
”Som dagplejen har udviklet sig, så synes jeg ikke vi har det, jeg vil kalde egentlige konflikter mere, sådan som vi havde tidligere, hvor der ikke var den samme gensidige respekt og ligeværdighed. Men uha ja, helt konkret kan dagplejeren blive ramt, hvis man hører noget, man ikke bryder sig om,om sit hjem. Men så tager vi det op. Jeg synes vi er gode til at tage konflikter i opløbet.”

Jette Lykkegaard supplerer:
”Jeg skal jo også kunne ”sælge” hjemmet. Er der fx ikke rent nok, så kan det aldrig blive nemt at sige. Jeg gør det altid med børnesynet, det er det der er meningen med det hele. Og hvis jeg oplever at dagplejeren er blevet ramt, så tager jeg en dialog. Det er den og trygheden der bærer os igennem. Vi er samarbejdspartnere.”

Vejledning og inspiration

Dagplejepædagog og dagplejer mødes dels i dagplejerens hjem, dels i legestuen, hvor dagplejeren er en gang om ugen, og dagplejepædagogen med jævne mellemrum.

”I legestuen er det vigtigt at være til stede og være det gode eksempel, ikke noget med løftede pegefingre. Der observerer jeg, formen er mere fri, og jeg hører hvordan dagplejerne arbejder i forhold til børnene. Hvis jeg så ser eller hører noget, jeg gerne vil tale om, så tager jeg det op meddagplejeren hjemme”, siger Jette Lykkegaard.

Det kan være tonen over for barnet. At der skældes ud eller siges for meget nej. Så kan pædagogen vejlede i, hvordan man stopper en uhensigtsmæssig adfærd hos barnet uden at skælde ud. Eller det kan være børn, som ikke bevæger sig nok. Så vejleder hun dagplejerne om øvelser, legetøj og redskaber, som udfordrer netop det barn.

”Vi skal sikre at børnene bliver klar til børnehaven, at de kan noget motorisk, at de tør noget. Heldigvis har de fleste dagplejere øje for det – og som pædagoger skal vi sikre at der er øje for det”, tilføjer hun.

Forældrearbejdet er et stort og fælles område for dagplejer og pædagog. Først og fremmest kan det være en udfordring for dagplejeren, som jo uanset hvad skal have forældrene ind af døren igen dagen efter, som Jette Lykkegaard udtrykker det.

Her spiller dagplejepædagogen en stor rolle for dagplejeren, for det hjælper at være to, hvis der er problemer. Hvis fx et barn altid bliver hentet ti minutter for sent hver dag, så vil nogle dagplejere aldrig få sagt til forældrene at det er et problem. Pædagogen kan tale med forældrene, ikke for at skælde ud, for hun har en stor ansvarsfølelse også over for dem, men for at se om der kan findes en løsning, så det gode forældreforhold bevares.

Det er også vigtigt at være to til det indledende møde, når et barn starter i dagplejen. Til at supplere hinanden og høre hvad alle parter siger. Det er begges rolle at bygge bro mellem hjemmet og dagplejen.

Der er et helt særligt samarbejde i forhold til de mange særligt sårbare børn i dagplejen. Der er det vigtigt med dagplejepædagogens observationer og mulighed for at etablere kontakter til eksterne aktører. Og til sikre at arbejdsopgaverne er på det rette niveau og ikke bliver for overvældendefor dagplejeren.

Samarbejdspartner

Kort sagt handler samarbejdet om det bedste for barnet. Vejen er faglighed og ligeværdig dialog.

”Dagplejerne har jo faglighed, og de har det job de gerne vil have. De kan meget i dagligdagen med de fire børn. At være dagplejer er en livsstil”, siger Jette Lykkegaard. Og June Andreasen nikker kraftigt: ”Ja, det er en livsstil. Og hvis man ikke har mand og familie, som bakker op om ens valg, så er det rigtig svært at være dagplejer.”

Hun fortsætter:
”For mig er det et naturligt samarbejde. Jeg arbejder og agerer ud fra at pædagogen er der, er en samarbejdspartner. Jeg ville ikke vide hvem jeg skulle gå til, hvis jeg ikke havde pædagogen i baghånden. Jeg ville opleve at stå i et vadested og ikke kunne komme videre. Da jeg startede, var vi kunlige begyndt med legestue. Tilsynet var kritisk, og problemer måtte vi løse selv. Nu har vi som dagplejere så meget knowhow og viden, og alt sammen kommer i spil sammen med pædagogen og kollegerne. Derfor er mit skrækscenarie at vi bliver lagt ind under daginstitutionerne, alt dette ville gå tabt. Og daginstitutionerne kender slet ikke dagplejen, eller denmangfoldighed det kræver at være dagplejepædagog.”

Jette Lykkegaard støtter op:
”Man kan ikke være dagplejepædagog uden at have en lang karriere som pædagog bag sig, for opgaverne er så komplekse. Man skal have en bred ballast og respekt for andre. Og så er der personligheden, at man kan gå ind i dagplejernes hjem uden at træde over, men med en nysgerrighed over for hvordan dagplejeren planlægger sin dag sammen med børnene.
Vi udvikler og uddanner os også hele tiden, for vi skal samarbejde med selvstændige og stærke dagplejere.”