Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Pædagoger på bosteder har behov for bedre pædagogisk grundlag
Pædagoger på bosteder for voksne med autisme har et dobbelt problem: De har et krævende psykisk arbejdsmiljø med mange konflikter og en meget vanskelig pædagogisk opgave, som de skal løse på et usikkert pædagogisk grundlag.
Det viser en ny rapport om sammenhænge mellem pædagogik, konflikthåndtering og psykisk belastning på bosteder for voksne med autisme og andre udviklings- og adfærdsforstyrrelser. Rapporten er lavet af AKF, Anvendt KommunalForskning, og AAU, Aalborg Universitet.
”Beboerne mangler typisk evnen til at give udtryk for deres behov og følelser, og det er en meget vanskelig pædagogisk opgave at håndtere deres udfordrende adfærd og de konflikter, der opstår. Personalet på disse bosteder er blandt de mest psykisk belastede på omsorgsområdet”, siger den ene af forskerne bag undersøgelsen, Leena Eskelinen. Medarbejderne føler sig ofte magtesløse og frustrerede, når der opstår konflikter. Især ved uforudsigelige hændelser.
”Især de uddannede pædagoger føler det som en stor belastning, når de oplever, at deres pædagogiske indsats ikke fører til et lavere konflikt-niveau”, siger professor på AAU, Kjeld Høgsbro, som er den anden forsker bag undersøgelsen.
Forskerne og rapporten peger på at en klarere pædagogisk linje sandsynligvis kan mindske en stor del af den psykiske belastning, for undersøgelsen viser, at personalet på bostederne ofte føler de mangler pædagogiske redskaber, der kan forebygge og løse konflikter. Og det er på trods af at undersøgelsen er lavet på bosteder ”med høj pædagogisk faglighed og mange års erfaring”, som AKF skriver i deres omtale af undersøgelsen.
Kort sagt: meget professionelle medarbejdere men de mangler en klar pædagogisk linje for, hvordan de bedst håndterer beboerne, når der opstår konflikter.
Læs mere på akf.dk
Fakta om undersøgelsenUndersøgelsen blev gennemført på fem forholdsvis store, veletablerede og udviklingsorienterede bosteder for voksne med udviklings- og adfærdsforstyrrelser, fx autisme. Undersøgelsen bygger på deltagende observationer af dagligdagen, interview med medarbejdere og ledelsesrepræsentanter samt en spørgeskemaundersøgelse for samtlige medarbejdere på de fem bosteder. Rapporten hedder Når grænserne udfordres. |