Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Små nyt
Det betaler sig at investere i arbejdsmiljøet
Arbejdsgivere, der bruger penge på et godt arbejdsmiljø, tjener investeringen ind igen og mere til, skriver Arbejdstilsynet. Det viser to store europæiske undersøgelser.
Den ene undersøgelse viser, at en virksomhed, der investerede én euro i arbejdsmiljøet, får 2,2 euro igen. Den anden undersøgelse viser, at hver investering i arbejdsmiljøet tjener sig hjem 1,29 til 2,89 gange for arbejdsgiveren.
Køreplan 2013
Køreplanen for overenskomstforhandlingerne 2013 mellem lønmodtagerparten KTO (forhandlingsfællesskab for ansatte i kommuner og regioner) og arbejdsgiverparten KL (Kommunernes Landsforening) er nu enige om slagets gang.
Den gamle overenskomst udløber 1. april 2013 og efter planen skal forhandlingerne være afsluttet senest 28. februar. Første forhandlingsmøde bliver 9. januar, men allerede kort efter at organisationerne og KL den 6. december har afleveret deres generelle krav, kan forhandlingerne begynde.
Det overordnede generelle forhandlinger mellem KTO og KL, og forhandlingerne mellem KL og de enkelte medlemsorganisationer om specielle krav kommer til at køre næsten parallelt.
Overvægtige børn taber sig varigt
Aarhus Kommune har fundet en nøgle til at overvægtige børn taber sig. Projektet som hedder ’Fedt for Fight Skolestarter’ bliver fremhævet som et af tre gode eksempler af Sundhedsstyrelsen.
Tre ud af fire børn i projektet har haft en positiv vægtudvikling, og det resultat er godt – ikke mindst fordi vægttabet også ser ud til at holde på sigt.
140 familier har fra 2008-2011 deltaget i projektet, og resultater, som familierne har opnået, har været så lovende, at principperne nu er et fast forankret tilbud i kommunen. Det tilbydes til alle familier, der ved sundhedsplejens undersøgelse i
indskolingen har et barn, der er svært overvægtigt.
5,7 milliarder i afkast i første halvår
PenSam Liv fik i første halvår 2012 et afkast på 6,8 pct., hvilket er et af de bedste investeringsresultater i branchen.
Samlet hentede PenSam knap 5,7 mia. kr. hjem til pensionskunderne i PenSam Liv, PMF Pension og de tre pensionskasser i PenSam.
EU
EU opgiver nu helt planerne om fælles regler for, hvornår danske pædagoger, fabriksarbejdere eller chauffører må strejke.
Det sker efter massiv modstand fra mange forskellige lande og aktører, hvor forslaget har fået en så hård medfart, at kommissionen ikke længere tror på fælles regler.
Ny formand
Tidligere chefpolitiinspektør i Københavns Politi Per Larsen er Børnerådets nye formand. Han afløser Lisbeth Zornig Andersen.
Per Larsen har siden 2010 været særlig rådgiver for kriminalitetsforebyggelse og bandekonflikt i Københavns Kommune, og han glæder sig: ”hele min tilværelse har bestået i at skabe tryghed – og det gør det fortsat, og især er det vigtigt at skabe tryghed for børn og unge, så vi sikrer dem så gode opvækst- og udviklingsmuligheder som overhovedet muligt”, siger han.
Anbragte børn
Anbragte børns skæve start i livet præger dem mere ne gativt, når de bliver voksne, end andre ressourcesvage børn, der ikke har været anbragt uden for hjemmet. Det viser en ny ph.d.-afhandling fra Aarhus Universitet og KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (dannet ved en fusion mellem forskningscentrene AKF, DSI og KREVI).
Om det så er anbringelsen i sig selv, der gør udslaget, er uvist. I sin undersøgelsen har ph.d. Signe Frederiksen sammenlignet de anbragte børn med en kontrolgruppe af ressourcesvage børn med lignende baggrund.
Tallene viser, at de anbragte børn har en række problemer i voksenlivet, fx får de sjældnere en uddannelse, de får en dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet, og pigerne har øget risiko for at blive teenagemødre, mens især drengene oftere ryger ud i kriminalitet end andre.
Værst ser det ud for børn, der har været på døgninstitution.
Alt i alt ikke noget særligt opløftende billede.
Nyt udspil
Social- og integrationsministeriet er klar med et udspil, der skal sikre en tidlig og korrekt indsats, når myndighederne får mistanke om overgreb eller omsorgssvigt af børn.
Udspillet består af fire hovedtemaer, der hver indeholder en række konkrete initiativer. Formålet er blandt andet, at færre børn skal opleve overgreb, fordi voksne omkring dem skal være hurtige til at underrette kommunen, hvis de er bekymrede for et barn. Og børnene skal opleve, at de voksne omkring dem reagerer hurtigt og kompetent, hvis de selv fortæller om overgreb, eller andre har en bekymring for dem. Og så skal det være børnenes behov, der er i centrum, når en sag kører – ikke systemets eller forældrenes.
De fire hovedtemaer er mistrivsel og overgreb skal opdages og håndteres tidligt, fokus på den forebyggende og tværfaglige indsats, vurdering af alle underretninger inden for 24 timer samt styrket opfølgning og endelig børn skal altid høres og beskyttes, når der er mistanke om overgreb.
www.sm.dk
Gruppebehandling gør en positiv forskel
I efteråret 2010 startede et satspuljefinansieret forsøgsprojekt om gruppebehandling til børn og unge, der har været udsat for seksuelle overgreb.
50 børn og unge er en del af gruppebehandlingen på fire behandlingssteder i landet, og 25 børn og unge har på nuværende tidspunkt afsluttet behandlingen.
Projektet evalueres af Center for Kvalitetsudvikling og de foreløbige resultater peger på, at gruppebehandlingen gør en positiv forskel for børnene og de unge (baseret på få målinger). Derfor forlænges projektet til udgangen af 2013 i kommunerne Hjørring og Aarhus.
Piger bedre til at bryde social arv
Piger er bedre end drenge til at bryde den sociale arv. Mens næsten hver fjerde pige fra ufaglærte hjem får en videregående uddannelse, så er det kun omkring hver ottende dreng. Det vil sige næsten dobbelt så mange piger som drenge.
Og forskellen mellem drenge og piger er vokset markant over de seneste 20 år.
Uanset køn er der en meget tydelig sammenhæng mellem forældres og børns uddannelsesniveau, men mens 43 pct. af drengene fra ufaglærte hjem i dag står uden uddannelse og uden at være i gang med en som 25-årig, så er det 34 pct. af pigerne.