De private

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

LFS har gennem de sidste år advaret mod den (voksende) mængde af private dagplejere/børnepassere både i København og i omegnskommunerne.
For fagforeningen handler det om at sikre de bedst mulige og mest sikre ansættelsesforhold for medlemmerne, og det har man ikke som selvstændig erhvervsdrivende. Ser man derimod på det faglige pædagogiske grundlag, så ser det anderledes ud, i hvert fald i Københavns Kommune.
Her er der et net af dagplejepædagoger som gennem tilsyn og sparring sikrer den pædagogiske del i den private børnepasning.

En privat børnepasser i København er en person, somnedsætter sig som selvstændig erhvervsdrivende og passerbørn i sit eget hjem, eller en privat børnepasser som bliver
ansat af forældrene. Hun laver en kontrakt med forældrene,som søger om tilskud fra kommunen, og tilskuddet sammenmed forældrenes egen betaling udgør hendes løn. Lønnenvender vi tilbage til.

I omegnskommunerne er betegnelsen for den samme person”selvstændig dagplejer”.
I Københavns Kommune er der ca. 350 private børnepassere.
Det er denne gruppe private, der stiger i antal i dennetid, hvor der ikke er mangel på børn. Inkluderet i de 350 private er den garvede børnepasser (ofte pædagog eller tidligere dagplejer), som passer op til fire børn i sit eget hjem, den unge pige som passer et par børn i forældrenes hjem, bedstemoren som passer et barnebarn og endelig en såkaldt storordning, hvor en pædagogisk leder ansætter børnepassere i en institutionslignende model.

Resten af det private område består af 20 private daginstitutioner, de fleste af dem tidligere selvejende daginstitutioner, som har valgt at blive private, og endelig de såkaldte puljeinstitutioner, som der er to af.

Her er det den første gruppe, de private børnepassere, der er emnet. Eller rettere det pædagogiske grundlag og det tilsynsarbejde, som ordningen i Københavns Kommune indeholder, og som sikrer at ordningen har et acceptabelt niveau for børnene.

Den private børnepasserordning er med andre ord ikke på anklagebænken i denne artikel. De fagforeningsmæssige forbehold, LFS har i forhold til manglende overenskomst og andre faldgruber, har LFS Nyt allerede beskrevet i artikler i nummer 12 og 13 i 2011.

Barnet som udgangspunkt

Grundlaget for privat børnepasning, som for alle dagtilbud, er Dagtilbudsloven. Loven stiller krav om et miljø, som fremmer børnenes trivsel, sundhed, udvikling og læring. Tilbuddet, privat eller offentligt, skal sørge for omsorg, støtte barnets udvikling og selvværd, og fremme barnets læring og udvikling af kompetencer. Alt sammen gennem ”oplevelser, leg og pædagogisk tilrettelagte aktiviteter, der giver børn mulighed for fordybelse, udforskning og erfaring”, som der står i loven.
Det er dette omfattende mål, som ni tilsynsførende pædagoger, ansat i Privat Børnepasning i Dagplejeformidlingenunder Børne- og Ungdomsforvaltningen, skal sikre bliver opfyldt i de mange hjem, hvor børnene passes.

LFS Nyt møder to af dem, souschef Susanne Jensen, og ToveSmidt, tilsynsførende pædagog og tillidsrepræsentant.
”Vores udgangspunkt er altid barnet. Vi kigger i hvert enkelt tilfælde på, hvordan det er at være barn i dette hjem, i dette miljø. Og hvilke udviklingsmuligheder barnet får tilbudt netop her”, siger de to pædagoger.

En tilsynsførende pædagog i Privat Børnepasning har ikke ansættelseskompetencen og kan derfor ikke bestemme, om en børnepasser kan slå sig ned som børnepasser, da hun er selvstændig erhvervsdrivende.
Alligevel har den tilsynsførende pædagog en stor rolle at spille i godkendelse af en privat børnepasser.

”Den private børnepasser kommer ind i det kommunale system med en række forpligtelser ved at tilskuddet til forældrenes aflønning af hende kommer fra kommunen. Det betyder at den tilsynsførende pædagogs vurdering slår ind, både når børnepasseren etablerer sig og i form af vores tilsynsbesøg”, fortæller Susanne Jensen og fortsætter:

”Umiddelbart kan det se ud, som om vi ikke kan stille krav, men når man ser på lovgivningen, så kan vi. For vi tager udgangspunkt i dagtilbudsloven, og derfor skal vi vurdere, hvordan vi sikrer et miljø, hvor børnene udvikles, og hvordan børnepasserne når det mål. Vores arbejde består hele tiden af vurderinger.”

Hvor stor indflydelse har I?
”Hvis vi vurderer at barnet mistrives, eller der er misligholdelse af kontrakten kan vi i yderste konsekvens trække forældrenes tilskud tilbage. Vi kan ikke forhindre vedkommende i sin forretning, for hun er jo selvstændig, men vi kan vurdere på, om ordningen lever op til forpligtigelserne i Dagtilbudsloven, og dermed fortsat kan godkendes.”

Vurderinger

Den tilsynsførende pædagog har altså en del at skulle have sagt ved etableringen af en privat børnepasser (med tilskud fra kommunen), for hun skal leve op til en række krav af sikkerhedsmæssig, pædagogisk og strafferetslig art.

Det er den tilsynsførende pædagogs vurdering som afgør, om børnepasseren bliver godkendt, og pædagogens målestok er forsvarligheden i forhold til barnet, med andre ord lovgivningen.
”Børnepasseren starter ofte op med et til to børn. Hvis det er en pædagog eller dagplejer, som vælger at blive private, og vi har en del erfarne af begge slags, så kan de måske tage tre børn med det samme, ellers har vi en vurderingsperiode. I det hele taget består vores arbejde af vurderinger, vurderinger, vurderinger. Hvor mange børn man kan starte op med, vurderer vi især ud fra uddannelse og erfaring, altså om vi mener børnepasseren kan magte det”, siger Tove Smidt.

Derfor lægger de også ud med et opstartsmøde med forældre og børnepassere, så de kan afstemme forventninger.
Det er vigtigt at tale om hvilke risici der er, og hvordan de bedst får det til at fungere. De orienteres også om tilsynspædagogens rolle, hvor ofte de kommer på tilsynsbesøg og hvorfor.

Tilsynsbesøgene ligger hver 8. uge, og det første besøg altid fire uger efter etableringen.
”På tilsynsbesøg har vi barnets trivsel i centrum. Hvordan fungerer barnet, hvordan udvikler barnet sig, hvordan er de sociale relationer? Vi ser på børnepasserens kompetencer, om hun yder omsorg, hvordan hun reagerer og responderer på barnet. Alle disse ting. Og så holder vi os meget til dagtilbudsloven og de krav den stiller”, siger Susanne Jensen og fortsætter:

”På opstartsmødet bliver børnepasserne gjort opmærksomme på, at de er forpligtede til at samarbejde med os, selvom de er selvstændige. Og i det store og hele vil de fleste gerne bruge os som de sparringspartnere, vi tilbyder dem at være for den pædagogiske udvikling.”

Tove Smidt supplerer:
”Nogle føler sig kontrolleret. Og det er de jo også, det prøver vi ikke at kamuflere. Vi er ærlige og direkte om vores rolle, og vi forholder os straight til lovgivningen. Og mange siger faktisk: ”puha, hvor godt at der er én i den anden ende”.
For jobbet er jo ansvarsfuldt og kan være ensomt.”

Løn og fleksibilitet

I Privat Børnepasning er der etableret fem legestuer til børn og børnepassere. Pædagogerne opfordrer dem til at bruge muligheden for at komme i legestue en gang om ugen. Her er der en pædagog med hver gang, og en af legestuerne er oven i købet en gymnastiklegestue.

”I legestuen kan de få inspiration, møde os pædagoger, få kolleger blandt de andre børnepassere og skabe netværk. Og langt de fleste tager imod det, der er rigtig travlt i legestuen”, siger Tove Smidt.

Der er ikke som sådan sat midler af til det i Privat Børnepasnings budget, de har blot valgt at bruge nogle af de midler de har til det. Men uden specifik økonomi er det på den anden side også begrænsninger. Derfor kan enkelte lukke ned i en periode, eller de må dele dem op hvis der er mange. Men de prioriterer legestuer højt.

Som privat børnepasser er der ikke et system af grunduddannelse og opfølgningkurser om f.eks. kost og pædagogik etc., som der er i kommunale ordninger.

”Vi har ikke mulighed for at tilbyde børnepasserne diverse kurser, det skal de som selvstændige erhvervsdrivende selv sørge for. Vi forsøger at lave temaaftner for dem, som kan handle om mange af de samme emner. Men vi kan jo ikke kræve at de kommer til temaaftnerne. Så der er der en stor forskel på at være kommunalt ansat og være privat børnepasser”, siger Susanne Jensen.

Tove Smidt supplerer:
”Alligevel ser vi nogle som vælge at blive selvstændige fra at være fastansat. Lønnen kan være et af incitamenterne i at gå fra en kommunal ansættelse til at blive selvstændig. I en tid som nu, med børn nok i Københavns Kommune, hvor en kvalificeret børnepasser kan have 3-4 børn, og med en forældrebetaling på ca. 9.500 kr. pr. barn, kan det løbe ganske fint rundt. Ind i det skal de så selv tænke feriepenge og den slags, og den private børnepasser kan jo heller ikke være sikker på at kunne blive godkendt til fire børn – især ikke i starten. Og usikkerheden er der også, hvis der pludselig ikke er børn nok.”

En anden grund er fleksibiliteten.
”Faktisk så begrunder flere af dem skiftet med at de ønsker kortere arbejdstid, og langt de fleste er på 37 timer. Men ikke nødvendigvis fra ni til fem, deres arbejdstid kan ligge på andre tider.”

Forældrene

Fleksibiliteten kan forældre også godt lide. Selvom de to pædagoger især forklarer efterspørgslen med ventelisterne i de kommunale tilbud, og at forældrene ofte venter på at få plads i en specifik institution.

Til gengæld skal forældrene være opmærksomme på at deres barn ikke pr. automatik får tilbudt den samme hjælp i den private ordning som i den kommunale, hvis det viser sig at barnets har særlige behov. Naturligvis tager pædagogerne hånd om det og forsøger at udrede og løse, men i sidste ende kan det betyde at barnet tages ud af ordningen.

”Det er netop noget af det vi bruger opstartsmødet på, at afdække om der er særlige behov, som børnepasseren måske ikke kan klare, så vi kan vurdere om vi vil indstille eller ikke”, siger Tove Smidt.

Den kommunale dagplejen har basisdagplejen for børn med særlige behov, men der kan være ventetid.
”Og det kan også være en fordel for et barn med fx et svagt immunforsvar, at det passes af fx en bedsteforælder.
Også der går vi ind og vurderer om det er en god ordning for barnet”, siger Susanne Jensen.

De selvstændige børnepassere driver med andre ord en businesss, og de kan sagtens stille krav og sætte deres vilkår (så længe der er børn nok).
Som regel bliver der lavet en tillægskontrakt mellem børnepasseren og forældrene, hvor de tilføjer særlige aftaler.
Det kan fx være om opsigelse og sygdom. Aftaler som kan blive en belastning for forældrene, hvis fx den almindelige 14 dages opsigelse forlænges til tre måneder eller endda endnu længere. Forældrene får kun tilskud fra kommunen til 14 dages opsigelse. På samme måde med sygdom, hvor forældrene kan stå i en knibe, hvis de aftaler løn til den syge. Så kan de stå med en dobbelt udgift, hvis de skal bruge vikar.

Kommunen og de tilsynsførende pædagoger går ikke ind i disse tillægskontrakter, dem indgår den selvstændige erhvervsdrivende selv med forældrene. Hvis der er problemer, er forældrene henvist til et civilt søgsmål. Og de oplever da jævnligt uoverensstemmelser, men ikke flere end forventeligt i forhold til, hvor mange private børnepassere de har. Prisen derimod er for forældrene nogenlunde den samme på en kommunal pasning og en privat børnepasser i København.

Anderledes ude i landet, hvor de private børnepassere sagtens kan ligge under den kommunale pris.

Ro og nærvær

Hvordan kunne I tænke jer at udvikle modellen?
Susanne Jensen tænker sig om:
”Hvis vi havde ansættelseskompetencen for de ansatte børnepassere, ville vi kunne tilbyde mere kompetenceudvikling og muligheden for at stille flere krav. Det er dog slet ikke et issue. Men det vi kan er, at vi som tilsyn kan udvikle os og blive bedre til at være direkte og så konkrete at den pågældende ved, hvilke mål hun har at arbejde hen imod. Og hvis vi ser at der ikke er forbedring, så handle på det, så vi fortsat kan stå inde for det. Vi arbejder meget med at blive bedre og bedre til at være direkte og konkrete og samtidig anerkendende.”

Hun fortsætter:
”Om jeg kan forsvare at være en del af dette private system? Ja det kan jeg. Jeg kom fra en kommunal vuggestue, og når jeg ser en privat børnepasser med fx to børn, så ser jeg ro og nærvær, en fast person og trygge omgivelser.
Når så den tid kommer, hvor børnene har brug for noget mere, så skal vi vise vejen, for vi skal hele tiden have det pædagogiske med.”