Når persilleklipning har et pædagigisk sigte

Tekst: Charlotte Bredsted

Efter 18 år i en vuggestue valgte Rita at blive madmor i en integreret institution.
Her bruger hun sin pædagogiske erfaring til at inddrage børn i madlavningen, så de bliver mere mad-modige, gode til at samarbejde og seje til at svinge saksen.

Fy bab bab. Ikke ned i skålen igen efter du har smagt.”
Rita når lige at tage skeen væk inden den lander i dressingen med dild og persille, fintklippet af børnefingre.
”Ja det der fy bab bab er altså et levn fra min vuggestuetid”, griner Rita og går videre i smagstesten.

Rita er madmor for 66 børn i den integrerede institution Garvergården på Vesterbro. Og med sin pædagogerfaring er hun en særlig en af slagsen. Efter 18 år i vuggestue valgte Rita nemlig i 2008 at overtage den ledige stilling som madmor.

”Jeg gjorde det, fordi jeg på den måde kunne være med til at udvikle maden og samtidig få lov at inddrage børnene i madlavnings-processen. Så maden ikke bare var noget der skulle overstås.”

Og det er virkelig en proces. Det er tydeligt denne torsdag formiddag, hvor seks børn i stribede forklæder er i køkkenet med pædagogen Joan. De står fint på række på den anden side af den lange disk, der skiller køkken og spiseafdeling.
På den måde kommer børnene ikke i nærheden af varme fade og gryder i kog.

Hver tirsdag og torsdag er børnehavebørnene efter tur med til at lave den mad, de selv skal spise nogle timer senere.
Tirsdag de små og torsdag de store.

”Når jeg lægger madplanen tager jeg hensyn til om børnene kan klare opgaverne og få succesoplevelser med de enkelte aktiviteter. Fx har jeg i dag valgt at de skal lave fiskepakker til at bage i ovnen. Det er både visuelt smukt og en god proces med både at ordne grøntsager og arrangere fisk i pakker. Hvis jeg nu havde valgt en hel fisk, så skulle børnene i stedet stå at se mig filetere”, fortæller Rita mens hun pakker afkølede majskolber i poser, som den anden børnehavegruppe skal have med på tur.

Jeg giver dem udfordringen

Imens er Joan i gang med at lære nogle af pigerne at vende kartoffelskrælleren så den rent faktisk får fat i skrællen.
”Prøv nu selv skat. Se du kan jo godt”, smiler Joan og står hurtigt bag den næste, der også lige skal have vendt kniven.
Pludselig er der en der græder, og kartoflen bliver mere rød end hvid. Joan tager pigen i hånden, finder hurtigt en gang plaster og lidt efter er hun i gang igen.

”Rent finmotorisk skal de ikke kunne skrælle en kartoffel i fire-fem års alderen.
De skal kunne klippe og tegne. De skal have den der hånd-øje koordination. Men når man skræller kartofler handler det også om at lægge vægt i, og de tre dele sammen er faktisk svært. Derfor giver jeg dem alligevel udfordringen, fordi jeg ved at de fleste af dem kan. Og man bliver jo kun bedre ved at øve sig”, siger Rita med et smil.

I køkkenet lægger vi mærke til hvad de kan

Ritas pædagogiske erfaring gør en forskel i Garvergårdens 90 pct. økologiske køkken. Hun ved fx hvilke aktiviteter der er centrale på de enkelte alderstrin.

”Jeg reagerer ikke hvis en 4-5 årig ikke kan skrælle en kartoffel, men hvis hun fx ikke kan klippe persille, så taler jeg med pædagogen om at gribe ind. Det har vi set med to drenge her i institutionen. To af dem der altid er ude at lege. Børn får jo selv lov at vælge aktiviteter og hvis de er meget udenfor på legepladsen bliver der sjældent plads til klippe-klistre-aktiviteter.

Men i køkkenet kommer de alle sammen, så her lægger vi mærke til hvad de kan og ikke kan”, understreger Rita.

Kartoflerne er skrællet og med en lille kniv nu også skåret i stave. Rita har hentet gulerødder og pastinakker, så de smukke skræller igen flyver om kap med koncentrationen. Marie ser at hendes sidekammerat ikke er så hurtig med kniven.
”Prøv den her”, siger hun og lægger en lille gulerod på Karens skærebræt.
Rita går ud for at tænde ovnen og fortæller på vejen, at køkkenarbejde også er godt til at stimulere sociale færdigheder og bryde mønstre.

”Dem der er stille, giver vi et løft, og dem der er dominerende får opgaver der gør dem mere stille. Du kan fx se hvordan Joan har sat en pige på bordet og givet hende ansvar for at samle kartoflerne i en stor skål. Det er fordi hun er den yngste i pigegruppen, og en koordinerende rolle gør at hun bliver taget alvorligt af de andre. Omvendt er det med pigen, der normalt er meget talende og opmærksomhedssøgende, men her med en kartoffelskræller i hånden bliver hun stille, fordi hun koncentrerer sig om noget, hun ikke er så god til.”

De får et ansvar

En af vuggestuepædagogerne kommer med en lille grædende fyr i armene.
”Er der mad klokken 11?”
”Ja det kan du tro”, svarer Rita, der er godt i gang med vuggestuens velduftende fade. Ofte er børnehavebørnene med til at anrette på fade og hælde i skåle, så de små maver kan blive mættet før deres egne.

”På den måde får de et ansvar. Ligesom det også er et ansvar at sørge for mad på bordet til ens venner”, fortæller Rita med et smil.
Lige nu handler ansvaret om, at få kartoflerne klar til en tur i ovnen.
”Kom så krammer vi kartoflerne”, siger Joan og giver alle der har lyst lov til at stikke hænderne i den store skål med kartofler, olie og salt.
”Jeg synes altså I er lidt fedtede med olien”, siger Rita og hælder en slat mere i.

Jeg er den skrappe

Som formiddagen skrider frem bliver det tydeligt, at Rita er den der bevarer overblikket.
Hende der sørger for, at der kommer ingredienser på bordet i den rækkefølge det passer til menuen. Hende der siger, hvad børnene må og ikke må.

”Jeg er den skrappe. Den firkantede. Hende der siger ti stille og ud at vaske hænder. På den måde kan Joan koncentrere sig om at hygge med børnene”, siger Rita og straks efter i et højere toneleje henvendt til børnene. ”Når fingeren har været i næsen skal den vaskes.”

Men børnene kender Rita og hendes på en gang stramme og kærlige facon. De kommer tit i køkkenet og er med til at smage på sovsen eller forme eftermiddagens bolledej. Rita kan slet ikke lade være.

Savner du at være pædagog?
”Jeg kan godt savne nærhed med børnene i dagligdagen. Men jeg bliver jo fyldt op to gange om uge. Mit ønskejob ville være at arbejde halv tid som pædagog halv tid i køkkenet. På den måde kunne vi fx tage ud at plukke skovsyre den ene dag til at bruge i maden den næste. Det kunne jeg godt tænke mig mere af.”

Når vi gør det her sammen, så glider det

Det er ikke holdninger til pædagogik og køkkenarbejde Rita mangler. Hun har blandt andet indført, at børnene snart skal være med til at sammensætte menuen, så de på den måde finder ud af, hvad vores kroppe har brug for.
I Ritas køkken er der mest brug for samarbejde.

”Du kan se, at der hele tiden er noget de kan give sig til. Både sammen og hver for sig. Og sådan skal det være. Hvis de skal vente går de i gang med at dimse. Sådan som jeg ser køkkenarbejdet, så er det også en øvelse i at samarbejde. En øvelse i at se at når vi gør det her sammen, så glider det.” Og med de ord er det tid til fisk.

”Se her. Først skal I pakke fadet ind i bagepapir ligesom en gave, og så lægger I fiskene ned, så de dækker hele fadet. Kom nu start med at lugte til dem, hvad lugter de af?”
”Af hav”, lyder svaret.
Og så bliver fileterne ellers kigget skeptisk an, taget med to fingre fra spanden og nærmest tabt ned i fadet. Men efter pigerne har rørt ved den første, går det tjept, og fadene bliver fyldt op.

Marie har ansvar for at lægge citroner på og Mathilde sørger for agurkerne.
”Ja de ved godt hvad tyndt er. Og papirtyndt. De er efterhånden blevet rigtig gode til at skære agurker”, siger Rita mens hun pakker fiskefadene sammen og sætter dem i ovnen.
Så lægger hun store bundter af dild og persille foran børnene og finder tre sakse. Til seks børn. Igen er det et spørgsmål om at arbejde i team. Rita fortæller om to slags persille og holder samtidig øje med at pigerne skiftes til at klippe.

Mere salt?

En af Ritas store kæpheste er at få børnene til at smage på mad, de ikke kender eller kan lide. Og i løbet af denne formiddag når børnene – selv dem der normalt er kræsne - da også at smage på stærke sager som rå porre og dijonsennep.

”Der er ild i min hjerne”, lyder det fra den ene ende af langbordet, mens der i den anden ende er ved at blive finjusteret med salt.
”Hvordan synes du dressingen smager, Marie? Skal der mere salt i?”, spørger Rita. Pigen nikker og drysser rutineret lidt salt i. Så smager de igen, og Marie udbryder. ”Nu smager den godt.”

Ritas skrappe krav til børn i køkkenet Går ikke midt i det hele Hører efter Lærer at anrette i fad Lærer at skære tyndt Lærer at skrælle en kartoffel helt fri for skræl Smager på maden – for salt, for sødt, for stærkt Samarbejder og deler

Garvergårdens madplan uge 36 Grovgrød med pære og abrikos Tomatsuppe med foccaciabrød Pitabrød med oksekød og pastasalat Fiskepakker med ovnstegte kartofler og senneps-dild-dressing Rugbrød med leverpostej, samosa med oksekartoffel-fyld, makrel i tomat, ostebjælker, peberfrugt, agurk og gulerodsstave.