På eventyr

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Tænk at være barn og kunne tage på opdagelse i naturen hver eneste dag…
LFS Nyt besøger en udflytterbørnehave med mange facetter og stor entusiasme.

Klokken er halv ni, og bussen venter foran Ryesgade 60.
Børnene klatrer om bord, helt ligeglade med at det regner, mens pædagogisk leder Anna Marie Hjort taler med enkelte af forældrene, der er meget der lige skal ordnes i disse korte minutter. Så vinkes der, og afsted kører vi – ud på eventyr.

Sådan gør 30 heldige børnehavebørn i Adashøj hver morgen.
De skal til Nærumgård og med sig har de som regel fire voksne.

”Der er fantastisk deroppe, det er en oase”, fortæller pædagog Anne Marie Berg Hansen med begejstring: ”Man kan ikke lade være med at smile, når man træder ud af bussen.”
Hun startede i praktik i udflytterbørnehaven, for derefter at blive tilkaldevikar, så barselsvikar og så fastansat. Nu er hun på vej til at blive arbejdsmiljørepræsentant.

I løbet af en lille halv time er vi fremme, alle skynder sig ud. Børnehaven har den underste etage i et hus midt i det grønne, der er ét rum og et meget lille værksted, hvor børnene kan være på skift, hvis det er meget koldt udenfor. Og om vinteren spiser de frokost inde, men størstedelen af året er de ude. I huset er der også et lille køkken, og hver dag går en af de voksne fra til madlavning. Og uanset vejret starter de dagen med en lille morgenmad i det fri. De fleste af børnene har ganske vist spist hjemmefra, men det er så hyggeligt lige at få en bolle og en kop te sammen, som Anne Marie Berg Hansen siger.

Børnene er fra to år og ti måneder, når de ankommer, og op til godt seks år når de forlader børnehaven. En pæn spredning, og efter morgenmaden opdeles de ofte i grupper, nogle gange aldersopdelt, andre gange efter andre kriterier.
”Det gør meget at man nogle gange kan samle børnene i små grupper, måske nogen som har svært ved relationer. Så øver vi deres samarbejde, for vi bruger jo også naturen til de sociale kompetencer”, siger pædagog og tillidsrepræsentant Lise Høyrup.

I dag hjælper en gruppe børn med maden, andre er på legepladsen, og Anne Marie Berg Hansen og Lise Høyrup er i skoven med en gruppe af de store og mellemstore børn. Ude ved de arkæologiske udgravninger, som vi kommer til senere.

Legepladsen skal man nu heller ikke kimse af. Tiltrækningen ligger i høj grad i store stabler af mælkekasser, efterladt af leverandører. Dem er der rift om til forskellige konstruktionslege. Og ja, børnene falder til tider ned og får nogen knubs.

På huset hænger også et fuglehus med kamera indbygget,det var spændende i foråret, da der kom æg og unger. Og nuer de ved at bygge et insekthotel der, børnene var begejstrede,da de første myrer indlogerede sig.

Sjælen og nysgerrigheden

Hvad er det særlige ved en udflytter som denne?
Lise Høyrup svarer straks: ”Det er sjælen”. Hun uddyber:
”Det er en udefinerbar størrelse som er sjælen her. Og byggestenene er relationerne mellem børn og voksne. Der er så meget humor og varme her.”
Anne Marie Berg Hansen indskyder:
”Når vi er så meget ude, så får vi en særlig dialog med børnene. Vi bliver ikke afbrudt i aktiviteterne, det betyder meget for de muligheder vi har. Og de er så nysgerrige – de stiller 100 spørgsmål.”

”Og vi støtter deres nysgerrighed og fantasi”, fortsætter Lise Høyrup. ”Vi spørger selv mere, end vi svarer, og vi bringer vores forundring i spil med deres. Også vores begejstring, vi kan også falde i svime over en bille, ganske som børnene kan. Vi kan lide at lege selv, vi prøver også det hele, og det skaber en rar stemning at børnene ser os voksne fjolle lidt.”

Med deres pædagogik får de skabt en særlig relation mellem børnene og naturen. Børnene bliver miljøomsorgsfulde, men de får også et forhold til liv og død. De ser begge dele derude.

”Hvis vi ser et dødt dyr, så kigger vi på det. Og vi parterer også en del døde dyr. Det er rigtig spændende.”
De griner og fortæller i munden på hinanden om en sneppe, et egern og en skildpadde, som alle blev underlagt partering. Så læser de selv om dyret og dets anatomi, og så undersøger de sammen med børnene.

De fortæller om dengang, de parterede et halvt grisehoved, som Lise Høyrup fik af sin dyrlægedatter, som også besøgte børnehaven og fortalte om det.
”Vi relaterer det vi ser til børnenes egen krop, ser hvor stort hjertet er i forholdt til deres, hvor ribbene sidder osv. De får kontakt med kroppen, og med liv og død, de får et mere naturligt forhold til døden.”

Mad

Natur er også dyrkede planter. Og mad. Det aspekt af livet i børnehøjde er der også fokus på. Ud over morgenmaden spiser de frokost og lidt eftermiddagsmad.Anne Marie Berg Hansen fortæller:
”Børn har jo noget med spaghetti og kødsovs, men her spiser de også krydret mad, thai og indisk, og de er ikke kræsne. De er også med i hele processen i vores køkkenhave, så der er ingen problemer med at smage og kunne lide grøntsager og anderledes ting. Vi har kartofler, gulerødder, porrer, og tallerkensmækker…”

Et par af børnene indskyder raskt, da de hører vores snak:
”Persille, purløg, ærter. Og brombær og æbler og blommer.”
Anne Marie Berg Hansen nikker:
”Vi ligger lige op af en æbleplantage, som vi godt må tage fra. Vi samler også svampe, bl.a. støvbolde og blækhatte, som vi tilbereder og spiser. Og børnene ved godt at de skal passe på, de spørger altid først, hvis der er noget de gerne vil spise. Og om foråret bugner her af ramsløg, og det dufter over det hele.”

Køkkenhaven ligger relativt tæt ved huset, men grundens størrelse er under alle omstændigheder ikke til at regne ud, for området er ikke indhegnet. Der er et usynligt hegn, som børnene orienterer sig efter, og da jeg spørger til det, hiver fire piger mig straks rundt om grunden, som bl.a. har et stort træ som en af grænseposterne.

”Der er mange fordele ved terrænet her. Der er masser af udfordringer til motorikken, når de okser op og ned af bakkerne.
Der er noget for dem alle. Derfor har børnene stort set heller ikke nogen konflikter.”

Leg og æstetik

Meget rettes også til børnenes æstetiske sans. De to pædagoger fortæller, hvordan de i efteråret samlede det gyldne løv fra skoven og kiggede på det, mens de lå på en presenning og lyttede til musik af Bach og Vivaldi.
”Det gider de godt. Og bagefter fandt børnene selv ud af at lege videre på presenningen. For hvis vi ikke har planlagt aktiviteter, så sker ting spontant, så finder de på. De keder sig aldrig. Og de er også gode til at hjælpe hinanden, helt spontant.”

I foråret malede de alle sammen fantastiske selvportrætter, som de bagefter fik trykt en plakat af, som børnene fik med hjem.
”Og en dag vi var ude i skoven, fandt vi en skrænt, hvor jorden var lys og leret. Leret brugte vi i et kunstprojekt med de store børn til at lave dyrefigurer. Da børnene havde lavet deres figur, brændte vi dem på bål i kagedåser, og bagefter malede de dem. Hvert barn fortalte om sit dyr, fantastiske historier. Og så udstillede vi det hele – og forældrene kom og var med”, fortæller Anne Marie Berg Hansen.

Børnene er meget opmærksomme på alt skraldet, som folk smider i naturen, og de samler det op og taler om det. De har bl.a. brugt det til genbrugsprojekter og skraldekunst. Men også bare indsamlet på Naturfredningsforeningens indsamlingsdag.

En gang om året holder de en fødselsdagsfest, hvor der sker spændende ting.
Et år legede de gamle dage og Adashøj som børnehjem
med skrappe pædagoger og uartige børn, en anden gang kom en bedstefar med duer, som børnene tilberedte, stegte på bål og spiste.

De har gennem flere år haft en årlig overnatning, hvor de sover ude i naturen, i shelter eller telt, med de børn, der skulle til at stoppe og i skole.

”Og mange af børnene har ikke prøvet at sove hos andre før. Vi håber vi fortsat kan gøre det, selvom det kræver en del personaletimer.
For det var fantastisk sidst, med skattejagt og et pandekagemonster, som havde stjålet alle pandekagerne. Lidt uhyggeligt og spændende og meget hyggeligt. Lise var monsteret”, griner Anne Marie Berg Hansen. Lise Høyrup nikker:
”Børnene kan godt lide de lidt gakkede ting. Som når vi klæder os ud som kældertrold…”
Eller som når de i skoven fortæller eventyr i en dialog med børnene, som samtidig agerer rollerne.

Det arkæologiske område

Men tiden til det hele?
”Vi holder ikke stuemøder heroppe, det kan ikke lade sig gøre, når vi er en så lille personalegruppe, vi er på hele tiden vi er her. Men hver 14. dag holder vi personalemøde, hvor vi planlægger fremad og taler om grupperne og de enkelte børn. Det er meget tid at bruge, men det er nødvendigt, hvis vi skal kunne gøre det vi gør. Vi har brug for forberedelsestiden, det giver et stort kvalitativt løft”, siger Anne Marie Berg Hansen.

Lise Høyrup nikker:
”Vi skal også planlægge, hvordan vi tilgodeser forskellige grupper af gangen.
For der skal også være tid til fordybelse med færre børn, så der er ro på, og aktiviteterne er tilpasset en mindre gruppe.
For der er stor spredning både aldersmæssigt og forudsætningsmæssigt mellem børnene.”

De har i øvrigt også brugt naturen til et projekt med aktionslæring, som de og børnene har deltaget i: ”Vi kobler tingene til de rammer vi har.”

Og så går vi afsted til det arkæologiske område. Lise Høyrup fandt en dag nogle sten, gamle tegl, gamle potteskår, en stump af en flaskehals, som helt tydeligt ikke var lavet på fabrik. Det er nu børnenes graveområde, og de går til den med iver. De graver med skovle og hænder for at få endnu flere gamle mursten op. Alle er nysgerrige på hvad de mon finder der og undrer, hvad mon det har været engang.

Nogle af børnene er mere optaget af regnorme, jo længere jo bedre.
Og også her matcher de voksnes begejstring.