Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Et godt budget
Næste års budget er nu en realitet med det forlig som blev indgået i september måned i København mellem Socialdemokraterne, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Liberal Alliance.
Straks forliget var indgået, gik LFS ud med en pressemeddelelse sammen med Bupl og KFO (Københavns Forældreorganisation) og gav udtryk for tilfredshed med den del af budgettet, der handler om børneområdet.
Ja rent ud glæde over fordelingen af næste års skattemidler var hos både det pædagogiske personale og forældrene i København. For det er nemlig ikke mindst børneområdet, som budgettet prioriterer at få løftet.
Bl.a. bliver de 58 millioner fra sidste års finanslov (fra regeringen) brugt på bedre kvalitet i dag- og fritidsinstitutionerne gennem flere pædagoger til de mest udsatte daginstitutioner, fritids- og ungdomsklubber, talentudvikling af ledelsen og en pædagogisk udviklingsdag om året til samtlige af byens daginstitutioner.
At indføre sociale normeringer, satse på forældresamarbejde og sikre en pædagogisk udviklingsdag for personalet er tiltag, som ”kommer hele byens børn til gode”, lyder det samlet fra de pædagogiske fagforeninger LFS og Bupl og forældreorganisationen. Disse elementer stammer især fra Pædagogisk kvalitetsudvalg, og på dette udvalgs opfordring er der nu sat penge af til de særligt trængte institutioner via sociale normeringer.
Klubområdet, og hårdt tiltrængt, har fået opmærksomhed.
Budgettet indeholder 17 mill. kr. til dette område, noget som LFS har kæmpet for.
Der er også lyttet til den ungekommission, der tidligere på året kom med anbefalinger til at skabe bedre sammenhæng i klubtilbuddet, og der er med budgetforliget sikret penge til de særligt udsatte klubber.
De tre organisationer siger via pressemeddelelsen tillykke til byens børn og unge og det pædagogiske personale: ”og nu skal vi sammen sikre, at pengene kommer ud og arbejde, hvor de er tiltænkt.”
Alle problemer i byen er naturligvis ikke klaret med næste års budget, der er stadig store udfordringer flere steder, men budgettet for 2013 er et godt udgangspunkt for at sikre større lighed for byens børn og unge.
Netop lighed er da også et af de elementer, som forligspartierne lægger vægt på i deres omtale af budgettet. Med fokus på at sikre social balance siger overborgmester og socialdemokrat Frank Jensen: ”København skal være en by, som ikke bare er for eliten.
Alle skal have råd til at bo her og have et godt liv. Derfor sikrer vi penge til renovering og byggeri af almene boliger, sætter flere penge af til udsatte børn, giver gratis klubtilbud til udsatte unge, ansætter flere sundhedsplejersker og tilbyder billig skolemad til de mest udsatte børn.”
En aftale som tilgodeser københavnerne bredt og ”er ægte solidarisk med de grupper, som har det svært, de arbejdsløse, de hjemløse og de fattige familier”, som sundheds- og omsorgsborgmester Nina Thomsen fra SF siger. Og socialborgmester Mikkel Warming understreger at større lighed netop var hvad de gik efter i Enhedslisten og fik. ”På en lang række punkter er denne budgetaftale den rødeste nogensinde, så vi er stolte og glade i Enhedslisten.”
I næste nummer af LFS Nyt går vi dybere i budgetforliget og betydningen for næste års pædagogiske arbejde på byens specialpædagogiske og almenpædagogiske arbejdspladser.
Desuden indfører Københavns Kommune en ekstra time ugentlig i dansk på 3. klassetrin, i engelsk på 8. klassetrin og i samfundsfag i 9. klasse. Der oprettet fixerum på Mændenes Hjem og en såkaldt ’fixelance’, der vil være bemandet året rundt, 16 timer i døgnet. 185 millioner kroner skal gå til en række beskæftigelsesinitiativer. Herunder styrket indsats for personer, hvis dagpengesats er ved at løbe ud. 11,1 millioner kroner skal afskaffe sommerferielukningen i daginstitutionerne og bringe antallet af lukkedage ned fra 19 til 9 dage om året. |
ella