Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Tre områder – tre generalforsamlinger
LFS består, som mange er bekendt med, af tre områder: almenområdet, specialområdet og dagplejeområdet.
I september blev der holdt generalforsamling i hvert område. Og forskellige som områderne og generalforsamlingerne er, så er der også store ligheder.
Anslaget mod den offentlige sektor er den samme for alle tre, ligeså de kommende overenskomstforhandlinger. På alle tre generalforsamlinger blev der derfor vist en lille film fra arbejdsgiverparten KL (Kommunernes Landsforening) med deres pejlemærker for ikke kun de kommende overenskomstforhandlinger, men også for de kommende mange år.
Den korte version fra KL er: mindre fritid, hurtigere og smartere arbejde, færre ansatte skal levere mere, mindre medarbejderindflydelse, mere ledelse, langt færre arbejdstidsregler, dårligere beskyttelse af tillidsrepræsentanter og målrettet kompetenceudvikling i medarbejdernes fritid.
Reaktionen på denne film var enslydende fra alle tre medlemsgrupper: latter blandet med forfærdelse.
Debatten efterfølgende fulgte også samme spor: vi er nødt til at stå sammen for at værne om velfærdssamfundet.
LFS er en enhedspædagogisk fagforening, og der er interesse og opmærksomhed på de to andre områder fra hver af de andre. Derfor deltog de fem forretningsudvalgsmedlemmer og de tre områdeformænd da også på alle tre generalforsamlinger.