Pionerprojektet

Den nye stue

Af Elisabeth Lockert Lange

Vuggestuen Charlottehaven har som deltager i arbejdsmiljøprojektet Pionerprojektet brugt en ressourcemæssig udfordring til at nytænke pædagogisk.
I forløbet har de fået større fællesskabsfølelse, større fælles fagligt fokus, fælles ejerskab og større forståelse for hinanden.

Charlottehaven er en vuggestue på Østerbro med 70 børn.
De blev, som alle deltagerne i Pionerprojektet, i sin tid udvalgt, fordi de i en periode havde et højt sygefravær.

”Vi var rigtig glade for at være udvalgt, selvom det skete på baggrund af højt sygefravær. For vi tænkte at det ville være dejligt at få en masse midler og redskaber til at arbejde med at løse udfordringer, så vi var glade for det. Og vi gik ind med et meget åbent sind”, fortæller arbejdsmiljørepræsentant gennem de sidste fire år, Lars Palgaard Jensen. Gennem Trioen, det vil sige leder, arbejdsmiljørepræsentant og tillidsrepræsentant, som har fungeret som igangsætter og tovholder, har han været dybt involveret i Pionerprojektet, selvfølgelig i samspil med hele medarbejdergruppen.

Deres forventninger blev ikke skuffede, viste det sig, selvom ikke alt var lige let i begyndelsen.

”Det var i starten en udfordring for os at det var et trivselsprojekt. For vi synes vi trivedes selvom vi havde sygefraværet. Så vi brugte en del tid i starten på at finde ud af hvor vi stod, og hvad vi skulle tage fat på.”

Samtidig med at vuggestuen blev udvalgt til Pionerprojektet, stod de med en ret uholdbar økonomisk situation.

”Vi brugte for mange personaletimer på børnene, fordi vi ikke havde skåret ned sideløbende med nedskæringerne på området. Og vi stod i et dilemma. Skulle vi tage flere børn ind? Vi havde en periode haft 14 børn på stuerne, men det besluttede vi bagefter at det ville vi aldrig gøre mere. Mange børn på stuen gav et dårligt miljø for både os og børnene. Og vi ville heller ikke afskedige. Men hvad så? Vi måtte finde en måde at få flere børn ind i institutionen, uden at der kom 14 børn i hver stue.”

De blev enige om at de ville etablere en stue mere og inddrog et fællesrum til det. Og så faldt brikkerne på plads. De indså at dette jo netop var deres projekt, som de ville lægge kræfter i, så det også kom til at betyde noget for både arbejdsmiljøet og børnemiljøet og for den samlede trivsel.

”Da det først kom på plads, gav det rigtig meget mening for os, det gav en gylden tråd i projektarbejdet.”

Den nye stue

De gik i gang med arbejdet og landede på, at den nye stue skulle være et tilbud til de lidt større vuggestuebørn. Derefter tog de fat på at diskutere kriterierne for stuen, målsætninger osv. To pædagoger erklærede straks at de gerne ville være på stuen og kom med masser af ideer til den. Resten af personalegruppen kom med flere.

”Der opstod et klart fællesskab og fælles ejerskab i forhold til den nye stue”, siger Lars Palgaard Jensen.

De har i fællesskab valgt at der arbejdes pædagogisk anderledes på den nye stue end på de andre stuer i huset. Børnene er ældre og kan mere, og derfor arbejdes der mere målrettet med dem, bl.a. arbejder de projektorienteret.

”Det kan fx være fisk som tema i 14 dage, hvor de kommer godt rundt om emnet på alle måder. Derefter bruger de voksne på stuen 14 dage på at mærke, hvad børnegruppen har gang i, hvad børnene er optaget af, hvad de har lyst til. Og så vælger de et nyt emne i 14 dage.”

Når der bliver en plads fri på den nye stue, mødes en repræsentant fra hver stue i vuggestuen og vurderer, hvilket barn der skal have pladsen.

”Det er vigtigt at barnet er minded til det, at det er et barn som kan få glæde af det pædagogiske arbejde, et barn som interesserer sig for ting, som nærmer sig børnehavealderen. Der skal være et udviklingspotentiale for de børn, som kommer over i den nye stue. På mødet snakker vi om forskellige mulige børn og om hvem, det kunne være en god udfordring for. Vi kender ikke alle sammen alle børn lige godt, og det er vigtigt at det er et ryk på det rigtige tidspunkt, en udfordring på det rigtige tidspunkt. Det er udgangspunktet for snakken, og alle stuerne er i spil”, siger Lars Palgaard Jensen og uddyber:

”Det giver god mening for os at alle har et ord med i det.
Det giver også det gode ejerskab, når alle stuer er med til at vælge. Det er vores fælles faglige pædagogiske overvejelser, der ligger til grund, når vi vurderer om et barn er klar til at rykke på den nye stue. Det har højnet fagligheden og måden vi taler om børnene på, fordi det er så afgørende at vi har de faglige argumenter på plads også i formidlingen til forældrene. De har i øvrigt taget meget positivt imod tilbuddet. Og det er også et supergodt tilbud til en gruppe af de større børn. Og vi holder fast ved de 12 børn på hver stue.”

Nye teams

Etableringen af den nye stue fik også andre konsekvenser.
For de to pædagoger, som gik på den nye stue, kom fra samme stue, og det satte gang i en nødvendig omrokering i huset.

”Vi gjorde det gennem åbne samtaler, nogle gange en enkelt medarbejder og lederen, andre gange på møder hvor vi talte sammen som gruppe. Alle medarbejdere havde mulighed for at komme med deres ønsker, som lederen tog med i sine overvejelser til sammensætningen af de nye teams, men det var ikke på forhånd sikkert at man kunne få sine ønsker opfyldt. Det var der nu rigtig mange der gjorde. Også jeg skiftede stue, selvom jeg ellers først ikke syntes jeg skulle skifte, så kom jeg alligevel til at se det som en god udfordring. Nu giver det rigtig god mening for mig”, siger Lars Palgaard Jensen.

Før omrokeringen havde de i Trioen arbejdet med en
spørgeguide til de nye kommende teams om trivsel og om
omsorg, sådan at der var skabt grobund for et godt samarbejde i de nye teams.

”Vores guide handlede om at afklare forventninger til hinanden, hvordan vi er på stue sammen, hvordan vi taler sammen, hvordan vi gør over for hinanden i forskellige situationer, fx når man kommer tilbage fra sygdom og den slags. Det handler jo om samarbejde, og om at sige tingene, sige til og sige fra, så andre ikke skal gætte, hvorfor man er på en bestemt måde. Det satte vi i Trioen i værk, inden de nye teams gik i gang den 1. maj.”

Da Charlottehaven efterfølgende fortæller om deres arbejde med spørgeguiden i klyngen, vækker det interesse. Inspireret tager klyngelederen afsæt i deres spørgsmål og laver en udvidet spørgeguide om fravær og personale-omsorg til hele klyngen.

”En måneds tid efter omrokeringen tog vi disse spørgsmål
op, og ca. et halvt år efter omrokeringen lavede vi en
ny omgang spørgsmål især samlet omkring hvilke gode historier vi har og hvilke udfordringer vi har fået som følge af den nye struktur. Det har vi formidlet på et perso-nalemøde for nylig.”

Udfordringer

Alle problemer er ikke løst med en ny stue og nye teams.
Vuggestuen står stadig med den grundlæggende udfordring
at de er det samme antal ansatte til flere børn. Nu er der blot færre voksne på hver stue.

”Vi har valgt at der er to faste pædagoger på hver stue, en pædagogmedhjælper, og så er der en delt medhjælper. Men den lavere normering mærker vi selvfølgelig, det kan især være en udfordring, hvis der er fravær i huset”, siger Lars Palgaard Jensen. Han fortsætter:

”Men det er en udfordring, vi er nødt til at arbejde med,
og det gør vi også. Men vi arbejder fælles og fagligt med den på en anden måde end før. Først og fremmest er der en større nødvendighed i at vi taler sammen, fordi vi har valgt at strukturere os anderledes og fordele os over flere rum. Derfor ser vi også hinanden mere på kryds og tværs, og det giver større rummelighed. Vi har også lært hinanden bedre at kende, i og med at vi har skiftet stuer og fået mere kontakt med andre kolleger. Det gør at vi er mere opmærksomme på at hjælpe hinanden, både ved at tilbyde hjælp og spørge om hjælp. Begge dele er vigtige at kunne. Vi er i processen med Pionerprojektet klart blevet bedre til det fælles, til at se på hvor vi kan hjælpe hinanden. Og så inspirerer vi hinanden rent fagligt.”

Og nu?

”Vi har lavet den store omrokering, og det fungerer godt
at vi fast deler os op i mindre grupper om formiddagen, den struktur gør at vi kan være mere nærværende og være med til at skabe bedre rammer for børnenes trivsel, læring og udvikling. Men det er da en udfordring at være færre voksne, så vi skal fortsat tale om, hvordan vi bedst løser det i hverdagen.”

Lars Palgaard Jensen tænker lidt og tilføjer:
”Måske skal vi skabe en mental ændring i os selv i måden,
vi tænker ressourcer på. Det er noget vi skal øve os på.
Og så er vi nødt til at erkende at vi ikke får flere personaler, så vi skal sammen arbejde videre med at udnytte vores ressourcer bedst muligt og muligvis omfordele ressourcerne, så vi finder os til rette og trives med dem vi er.”