Den upåagtede faglighed

Af Tine Sejbæk

Føler du også, at det meste af din tid går med omsorg i stedet for rigtige pædagogiske opgaver? Og hvad har dét at skiftepose i blespanden med pædagogik at gøre? Hovedparten af det pædagogiske arbejde er upåagtet og mindreprestigefyldt end de ”rigtige” pædagogiske aktiviteter. Det upåagtede har ikke gode kår i tidens krav til læreplaner ogdokumentation. Men der er hårdt brug for nye visioner,hvor det upåagtede også får værdi, mener Annegrethe Ahrenkiel, der er en af forfatterne til bogen ”Daginstitutionen til hverdag”.

Når pædagogstuderende har været ude i praktik i en daginstitution, er en del af dem skuffede. De troede, de skulle ud og bedrive rigtig pædagogik – i stedet skulle
de bare passe børn!

Der er generelt en udbredt forståelse af, at det pædagogiske arbejde kan deles op i praktiske/omsorgsmæssige opgaver på den ene side og egentligt pædagogisk arbejde på den anden side. Det egentlig pædagogiske arbejde er der, hvor man målrettet arbejder med børns udvikling gennem planlagte aktiviteter. De andre opgaver – som ofte ses som ”ikke rigtigt pædagogisk arbejde” – er for eksempel at holde øje med børn på legepladsen, hjælpe børn med at blive renlige, sørge for, atde får mad, fortælle forældre, hvordan deres barn har sovet, og sørge for gode overgange mellem hjem og institution.

”Vi har skrevet bogen for at sætte fokus på, at de opgaver, der fylder det meste af hverdagen – de upåagtede – ikke bare er praktiske eller omsorgsrelaterede. Men faktisk centrale pædagogfaglige opgaver, der har store kvaliteter for børn og pædagoger. Og at de kvaliteter får trangere kår i en tid medlæreplaner og konstante krav om dokumentation. En tid, hvor pædagoger hele tiden skal bevise, at de gør det godt nok”, siger Annegrethe Ahrenkiel, der er lektor på Institut for Psykologi og uddannelsesforskning på RUC.

Sammen med fire kolleger har hun skrevet bogen ”Daginstitutionen til hverdag – den upåagtede faglighed”, der bygger på et forsknings- og udviklingsprojekt i samarbejde med to integrerede daginstitutioner. Forfatterne har observeret børn og deres voksne de to steder og har lavet ”værksteder” med det pædagogiske personale, der bl.a. er blevet bedt om at tænke over og diskutere vanskelige og vellykkede situationeri deres arbejde.

Læring i hverdagen

Hvad sker der, når der ikke sker noget i daginstitutionen?
Ja, pointen er, at det faglige også ligger i det banale. Omsorgsarbejde har altid været lidt usynligt, f.eks. har kvinders arbejde i hjemmet altid været upåagtet. Men med det, Annegrethe Ahrenkiel kalder de ”neoliberale styringsformer”, faglighed bliver den type arbejde endnu mere usynligt i daginstitutionerne.

Hun mener, at de faglige organisationer kan risikere atskubbe i samme retning. Fordi de er meget optagede af, at det arbejde, deres medlemmer udfører, skal anerkendes som professionelt. Spørgsmålet er, om det også bidrager til at usynliggøre store dele af arbejdet.

”Iveren efter at dokumentere dét, man laver, som vidensbaseret arbejde, kommer man let til at lave en adskillelse af typer af aktiviteter. Man risikerer at glemme, at det at håndtere frokosten og modtage børn også er et professionelt arbejde, som kan diskuteres teoretisk. At det ikke kun er gennem de planlagte aktiviteter, at vi bedriver pædagogik”, siger Annegrethe Ahrenkiel.

”Fordi der er høje krav til, at alt skal dokumenteres ogdokumenteres og dokumenteres, bliver det let sådan, at det, der ikke lige kan beskrives som noget særligt, heller ikke har værdi”.

Annegrethe Ahrenkiel oplever, at læringsdagsordenen itidens daginstitutioner er meget massiv.

”Der har altid været tradition for, at daginstitutioner ernoget andet end skoler. Et sted, hvor leg og læring er integreret. Nu er der så meget fokus på læring, at alt det, vi ikke fremviser/dokumenterer/monitorerer som organiseret læring, behøver vi næsten ikke beskæftige os med”.

Et eksempel er nogle pædagoger, der står og gynger engruppe børn, mens der er ved at blive gjort klar til en organiseret aktivitet et andet sted. Der er børn, der ikke kan få lov at gynge, fordi der er optaget. ”Du må vente og se, om det kan lade sig gøre senere”, siger personalet til de ventende børn.

”Det er et eksempel på noget upåagtet,man gynger noglebørn, mens andre må vente, hvor der er en hel masse læring for børnene. Hvordan orienterer barnet sig i skuffelse, hvordan orienterer det sig i at holde fast på det, det selv gerne vil, og samtidig indgå i fællesskabet?”, forklarer Annegrethe Ahrenkiel.

Gennem hverdagens situationer lærer børnene at fungeresammen. Så alle kan være der. Situationen med gyngen erifølge Annegrethe Ahrenkiel et eksempel på en situation, der aldrig vil blive dokumenteret som læring.

Gennem læreplaner kommer personalet til at forstå sig selvsom undervisere. Og der er ikke megen plads til læring gennem opdagelse, for det er ikke så nemt at dokumentere. Det er ikke noget, man kan skrive på tavlen og dokumentere for forældrene om eftermiddagen.

”Det er nemt at ty til det, der er let at dokumentere. Og så træder de andre dimensioner i baggrunden”, siger hun.

Løfter stoltheden i hverdagen

Det upåagtede er vigtigt for børns trivsel. Men det er ogsågavnligt for det pædagogiske personale. Fordi det helt basalt fylder en stor del af arbejdstiden.

”Hvis man som medarbejder i en daginstitution går ogføler, at man 90 pct. af tiden ikke laver det ”rigtige” arbejde, er det svært at være tilfreds. At se det faglige element i alt det upåagtede er med til at øge den faglige stolthed og styrke bevidstheden om, hvad man faktisk formår at gøre og gennemføre”, siger Annegrethe Ahrenkiel.

Og det at sætte en ny pose i blespanden er for eksempelogså vigtigt.

”Mange af de upåagtede opgaver, omsorgsarbejdet, lignermeget af det, der foregår i hjemmet. Men netop det, atdet foregår i en institutionel sammenhæng, gør handlingenanderledes. Det at skifte ble i en daginstitution er også noget andet end at gøre det hjemme”.

Annegrethe Ahrenkiel forklarer, at det, der gør forskellen,er hele bevidstheden om sammenhængen. Man skal ikkebare sørge for, at det barn, der skal skiftes, har det godt. Men også for, at alle de børn, der ikke skal skiftes lige nu, er okay.

“Og dét at skifte skraldeposen har jo også den funktion,at den pædagog eller medhjælper, der står her næste gang, ikke skal afbryde snakken og kontakten med et barn, fordi der mangler en blepose”.

En anden upåagtet arbejdsopgave er for eksempel: Hvordan finder man ud af i hvilken rækkefølge, man putter børnene i vuggestuen?

”Det ligger der en stor viden bag”, siger Annegrethe Ahrenkiel. Hun mener, at hvis man skriver alt ind i læreplaner, går noget tabt i den måde man ser børnene på. En tur i skoven blivet let til, at børnene skal lære om “natur og naturfænomener”, og pædagogen blivet let til en underviser, der skal fortælle om dyrene. Hvis et barn i sådan en sammenhæng tager en pind og begynder at rode nysgerrigt i jorden, kan det nemt blive stoppet.

”Når hverdagen bliver domineret af læreplanstænkningen,så bliver et nysgerrigt barn nemt tolket som et forstyrrende barn. Man laver instruktionspædagogik i stedet for læring gennem opdagelse”, siger Annegrethe Ahrenkiel.

Pædagoger under beskydning

Annegrethe Ahrenkiel og hendes kolleger ønsker både atsætte fokus på det upåagtede og samtidig modvirke den tiltagende ”skolificering” af daginstitutionerne, som der politisk lægges op til.

”I dag bliver det skoleforberedende forstået meget snævert. For det at være social er ikke kun at kunne sidde stille. Det er også at kunne omgås andre”, forklarer hun.

”Det er ikke fordi, børn ikke må lære noget. Men der er idag en adskillelse mellem leg og læring. Børn har altid lærtnoget. Men at tænke og beskrive det som individuelle kompetencer kan ødelægge helhedstænkningen i børns udvikling. Jeg har aldrig set så mange tal og bogstaver i daginstitutionerne. På den måde bliver det nemt at dokumentere, at man har levet op til kravene”.

Annegrethe Ahrenkiel er dog bange for, at alle de unikkekvaliteter ved daginstitutionerne kan gå hen og forsvinde. Og hun oplever, at en af de største konsekvenser af det er, at børnene faktisk er endnu dårligere skoleforberedt. Fordi de ikke har lært at omgås hinanden på gode måder.

”Så får skolen pludselig en socialiseringsopgave, somdaginstitutionerne tidligere har klaret. Hvis daginstitutionerne i højere grad skal være skole-faglige, har man rykket en opgave op i skolen”, siger hun.

En anden ting er, at med alle de skemaer og al den dokumentation, pædagoger skal tage sig af, bliver der mindre tid til kritiske diskussioner af egen praksis. Man har for travlt med alt det andet. Man har i forvejen mindre tid med børnene. Der er reduceret meget i personalemøderne. Og de møder, man har, handler i langt højere grad om krav og tiltag udefra end om problemstillinger i hverdagen indenfor.

”Der mangler tid til at diskutere det arbejde, man faktisklaver frem for det, man burde lave”, siger Annegrethe Ahrenkiel.

Personalemøder bliver hurtigt fyldt op af: hvordan kan viskrive bogstaver under kasserne med legetøjet? Hvordan får vi sproglig opmærksomhed ind i hverdagen på alle måder?

”Man uddanner en ”sprogpædagog” til at formidle det videre. Alle de temaer, der relaterer sig til de pædagogiske læreplaner, er i fokus”, siger Annegrethe Ahrenkiel og tilføjer:

”Tidligere talte man om, at børn ikke skulle unødigt disciplineres. I dag er den diskussion totalt fraværende”.

En større politisk dagsorden

Hele fokus’et på det skoleforberedende og al dokumentationen er ifølge Annegrethe Ahrenkiel en del af en international strømning, en større politisk dagsorden, der handler om, at vi skal klare os bedre i videnssamfundet.

”Problemet er, at hvis man er kritisk over for læreplaner,så er det som om, man er imod læring. Og det er ikke sådan, det er!”, siger hun.

Et andet resultat af ”den neoliberale dagsorden” er, menerAnnegrethe Ahrenkiel, at daginstitutioner i dag ses som serviceforanstaltninger for forældrene. Og det støtter heller ikke fokus på det upåagtede.

”Institutioner hedder i dag ”dagtilbud”. Det hele kommermeget til at handle om, hvad der er synligt for forældrene.
Hvilke aktiviteter har mit barn deltaget i? Hvad har vi fåeti dag? Pædagoger kommer i højere grad til blot at yde denservice, som forældrene forlanger, f.eks. i forhold til, hvornår et barn skal smide bleen eller sove til middag”.

Det er positivt, at det pædagogiske personale ikke bare fortæller forældrene, hvordan tingene skal være. Og den nye tendens tvinger også pædagoger til fagligt at begrunde deres praksis, mener Annegrethe Ahrenkiel

”Problemet er bare, hvis samarbejdsrelationen og helesamspillet gå tabt. Hvordan ser jeg barnets parathed til atsmide bleen, og hvordan ser du det? Det er sådanne snakke, det er vigtigt at have tid til”, siger hun.

Annegrethe Ahrenkiel og hendes medforfattere mener,der i daginstitutionerne skal ske en udvikling, der ikke barehandler om tilpasning til en dagsorden, hvor skoleforberedelse (og dermed fremme af konkurrence-evnen) står i centrum. Men hvor det også bare handler om børns generelle velvære og trivsel.

Alle de situationer, man ikke lige kan dokumentere, ervæsentlige for alle. Men hvordan skaber man nye visioner for daginstitutionerne? Annegrethe Ahrenkiel mener, at det er et politisk arbejde. Og at de faglige organisationer også skal være med til at sige, hvilke institutioner de vil have. At institutionerne for eksempel ikke bare skal være en miniudgave af skolen.

”Det er også vigtigt, at pædagoguddannelserne bliver vedmed at give stof til alternative visioner for, hvad institutionerne skal. Så man fx reflekterer over: ”Skal vi anvende ”Trin for trin”, eller skal vi noget andet?”, siger hun.