Enevælde i den offentlige sektor?

Af Lisbeth Waidtløw, socialpædagog, formand for specialområdet i LFS, Heidi Stephensen, klyngeleder i Københavns Kommune og Nethe Johansen, kandidatstuderende på RUC i arbejdslivsstudier og tidligere daginstitutionsleder

Vi er tre pædagogiske meningsdannere (det kan vi kalde os efter at have gennemgået meningsdanneruddannelsen i tænketanken Cevea), der med undren og bekymring har stiftet bekendtskab med (KL) Kommunernes Landsforenings bud på fremtidig, langsigtet arbejdsgiverpolitik.

I en videopræsentation på KL’s hjemmeside præsentererSine Sunesen, direktør i KL, oplægget som en del af de offentlige arbejdsgiveres indspark til overenskomstforhandlingerne i 2013 (herefter OK13). Sine Sunesen fortæller i videoen om de udfordringer, som KL mener at det offentlige står overfor og derfor tillægger en betydelig rolle i forbindelse med OK13.

De formelle krav fra KL til overenskomstforhandlingernehar heller ikke har gjort vores bekymring mindre, tværtimod!

Grunden til at vi er bekymrede er, at vi som offentligt ansatte er underlagt de til enhver tid siddende politikeres prioriteringer om hvorledes midlerne skal fordeles.

Det er ikke uden betydning, hvordan velfærdsinsti-tutionerne prioriteres i vores samfund. I sidste ende handler det om menneskers liv. Ikke bare medarbejderne men også de borgere der berøres af deres beslutninger.

Vi opfatter derfor KL’s langsigtede arbejdsgiverpolitikog kravene til OK13 som et direkte angreb på velfærds-systemet og en trussel mod den såkaldte ”Danske model”, hvor arbejdsmarkedets parter, som KL rettelig er en stor og magtfuld del af, forhandler overenskomster og arbejdstidsregler m.m.

Blandt kravene til OK13 var blandt andet, at arbejdstidsreglerne skal forenkles.

KL ønskede at indføre mulighed for at lave individuelle aftaler om forlængelse af den ugentlige arbejdstid uden at betale for overarbejde. Afspadsering afskaffes og grænsen for retten til seniordage hæves.

Disse krav hænger ikke sammen med udsigten til at vi,ifølge tilbagetrækningsreformen, skal blive længere på arbejdsmarkedet. Det kan godt være man som 29 årig har mod på og kræfter til at arbejde i skiftende vagter 42 timer om ugen, men spørgsmålet er, om man kan holde til dette de næste 40 år, før man går på pension som 69 årig eller senere endnu?

Arbejdstidsreglerne indeholder reguleringer af arbejdstidenog er blandt andet med til at sikre, at der ikke drivesrovdrift på medarbejderne. Man har også ret til og krav på at have et liv udenfor arbejdet. Denne ret sættes med KL’s forslag under voldsomt pres, oven i købet i en tid, hvor angsten for at miste sit job får medarbejdere til at arbejde gratis – så her er i den grad plads til forbedringer.

Selvom det centrale KTO forlig er på plads i denne omgang, vil dette pres fortsætte også i fremtiden, så der er stadig grund til at holde fast og kæmpe for medarbej-dernes beskyttelse via arbejdstidsreglerne.

Sine Sunesen argumenter i videofilmen for, at de offentligtansatte skal arbejde hurtigere og smartere.

Hvilketfor os er et krav, der står i skærende modsætning til, hvor ledes mange opgaver på det offentlige område løses bedst muligt. Inden KL taler om hurtigere og smartere løsninger, må det diskuteres hvilken kvalitet vi vil have i vores institutioner, og hvilket menneskesyn vi gerne vil kendes for.

Som ansatte i det offentlige vil vi gerne stå på mål for detanerkendende og inkluderende menneskesyn, hvor alle bliver mødt med respekt for det de kan og deres livssituation. Samtidig ser vi det som vores fornemmeste opgave at hjælpe dem videre, der er i en udsat position. For at leve op til dette kræver vores arbejde, at vi har tid og hænder nok til opgaven – god pædagogik fordrer at pædagogen til stadighed reflekterer over eget arbejde samt at de fornødne ressourcer i form af veluddannede kolleger er til stede.

Kvalitet og høj faglighed hænger uløseligt sammen. Kommunerne må betale for den ønskede kvalitet, men kan til gengæld også stille krav til deres ansatte om at løfte opgaven bedst muligt, hvilket pædagoger faktisk sætter en stor ære i at gøre.

At blive ved at være en dygtig pædagog kræver, at fagligheden hele tiden bliver holdt ved lige.

Denne vedligeholdelse har den enkelte pædagog selv en stor del af ansvaret for. Derfor skal pædagoger naturligvis læse faglitteratur og følge med i fagets udvikling, også i fritiden.

Noget helt andet gælder når vi taler om egentlig efteruddannelse, her skal arbejdspladsen og arbejdsgiveren tage deres del af ansvaret for, hele tiden, at kunne leve op til den ønskede kvalitet. Offentligt ansatte løfter en stor og vigtig opgave for samfundet, som vi alle har et ansvar for bliver løst ved hjælp af den nyeste viden og metoder.

Dette kan på sigt blive en større økonomisk udgift forkommunerne end at give kvalificeret efteruddannelse til deansatte.

Spørgsmålet om efteruddannelse må ikke overladestil den enkelte medarbejders økonomi eller fritid.

Efteruddannelse skal i vores optik ses som et fælles løft af arbejdspladsen, hvor alle interessenter nyder godt af den nye viden, der bliver tilført. Og bør derfor gives af arbejdsgiveren i arbejdstiden, da uddannelsen bruges som et løft af hele arbejdspladsen og ikke kun som noget der kommer den enkelte medarbejder til gode.

Som beskrevet er der flere af KL’s forslag, der stillerspørgsmål til om medarbejderne i det offentlige fortsat skalhave samme grad af medindflydelse på deres arbejde. Der arbejdes i dag ud fra en centralt aftalt rammeaftale om medindflydelse og medbestemmelse (MED), der bygger på en samarbejdsstruktur med både ledelse og medarbejdere, primært tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræ-sentanter.

KL’s forslag om en såkaldt sanering af MED systemetkan betyde et direkte angreb på medarbejderindflydelsei det offentlige.

Det signal KL sender ved at definere MEDrepræsentanters modstand mod besparelser i det offentlige som ”forhaling af nødvendige beslutninger og tilpasninger” er uden sammenligning et groft anslag mod MED- arbejdernes ret til at blive hørt i systemet. Når KL i forlængelse heraf skriver ”hvis MED systemet skal have en rolle også i fremtiden…” vækker det bange anelser om en kommende udfasning af medarbejdernes rettigheder og medindflydelse.

Hvem der har definitionsretten i forhold til, hvad der ansesfor nødvendigt, er her meget slet skjult! Og er åbenbartikke til diskussion. Men hvordan kan MED systemets rettigheder forsvares og bevares, uden at det overhales indenom af den sædvanlige mistillid til medarbejdernes dagsorden om at ”mere vil have mere”?

Desværre er den offentlige sektor gennemsyret af ny-liberalt tankegods, hvor medarbejdernes indflydelse sættes uden for døren i blind tro til at vejen frem er mere ledelse og (de) central styring. Aldrig har vi haft mere central styring end siden det ny-liberale styringsparadigme dikterede, at decentralisering var vejen frem i det offentlige.

Der er givetvis mange beslutninger, der meget lettere kantræffes uden et besværligt mellemled, bestående af medarbejdere, der tilsyneladende ikke har fattet krisens omfang og derfor tillader sig at forhale de beslutninger der, ifølge KL, er helt nødvendige.

Kunne det omvendt tænkes at de samme MED-
repræsentanter netop tager ansvar for de kerneopgaver, der ligger i velfærdsinstitutionerne?

At de føler sig kaldet til at sikre en god omsorg for børn og ældre, sikre at undervisningen indeholder kvalitet og at medarbejderne, de repræsenterer, har gode og trygge arbejdsvilkår?

På mange offentlige arbejdspladser er stress blandt dehyppigste årsager til langtidssygemeldinger. Forskning viser, at manglende indflydelse på eget arbejde og uklare grænser mellem arbejdsliv og fritid er blandt årsagerne til at ansatte går ned med stress. Dette står i skærende kontrast til KL’s ønsker om mindre medarbejderindflydelse, forringelser i forhold til arbejdstidsregler, efteruddannelse i medarbejdernes fritid m.m.

I sidste ende handler det om hvilke prioriteringer der, politisk, anses for nødvendige. Derfor er det ærgerligt at KL vender fokus mod medarbejderdemokratiets spillerum og
ikke tager en diskussion om, hvad vi vil med vores velfærdssystem, og ærligt spiller ud med deres prioriteringspolitik. KL spiller en central rolle i tre-parts-forhandlingerne og har stor magt og mulighed for at påvirke politikere, arbejdsgivere m. fl.

Ville det derfor ikke være klædeligt med en klar udmeldingom hvad KL vil, fremfor et udspil der indeholder mangeuklare og slørede budskaber? Det mener vi, at det ville!

Vi mener også at der er brug for en styrkelse af medarbejderdemokrati og medarbejderindflydelse.

Der er behov for at de ”nødvendige beslutninger” træffes ud fra en tillid til at medarbejderne kan træffe ansvarlige og faglige skøn, der sikrer velfærdssamfundets bevarelse.
Vi udfordrer derfor de ansvarlige politikere til at træffede ”nødvendige beslutninger” og ikke straffe medarbejdere, børn, gamle og borgere for den økonomiske krise, men i samarbejde med medarbejderne finde fornuftige løsninger.