Rejselederne

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Vi går lige 10 år tilbage til en klub i krise. En klub der manglede en fælles faglighed og et pædagogisk ståsted, hvor rammerne ikke var de bedste, og hvor de unge i alt for høj grad havde overtaget det hele. ”Der var mistrivsel, ingen faste holdepunkter, og de voksne blev spillet ud mod hinanden”, fortæller pædagog Jacob Hee.

To år efter kommer Lise Løvborg til som leder og et forløb med at finde fælles værdier og rette op på klubben startede.
”Hver voksen havde sit syn på voksenroller, ungdom og pædagogik. Det var svært at arbejde i for os, og svært at være i for de unge, de blev grænsesøgende. Der var brug for en kulturændring.”

Vi er i Dronning Louises fritidsklub, Fabelkælderen 2000, i daglig tale FK2, hvor der er mellem 125 og 145 børn mellem 10 og 14 år. Lise Løvborg er stadig pædagogisk leder.

De tog fat på kulturen, alle kom ind over, de observerede og interviewede hinanden om værdier, visioner, stemninger – og konflikter. De begyndte med at tale fagligt sammen, om hvilke forandringer der var brug for, hvilke rammer de skulle skabe, og hvilken faglighed de skulle sætte i højsædet. Alt det der manglede tidligere, men som nu er ”limen i institutionen”, som Jacob Hee siger.

De tog udgangspunkt i den tyske professor i pædagogik, Thomas Ziehe, og hans tanker om identitetsdannelse i en kompleks verden.
”Med afsæt i hans pejlemærker om tydelige voksne, som sætter klare rammer for adfærd, fandt vi frem til et fælles syn på børnene og på ungdom, de unges udvikling og deres identitetsprocesser.

Derudover kiggede vi på vores egen adfærd, hvad vi kunne gøre anderledes”, siger Lise Løvborg.
Når den ene part ændrer sig, så ændrer den anden part sig også. Sådan også i klubben: da de voksne begyndte at ændre deres adfærd, ændrede de unges adfærd sig også.
”De blev mindre grænsesøgende, vi fik bedre relationer, og vores klub blev et positivt miljø.”

Pædagogisk udvikling

De hviler ikke på laurbærrene i klubben, tværtimod, de holder dampen oppe og søger ny udvikling løbende og hele tiden. De gør det gennem det, de kalder undersøgelser, hvor de vælger et område og sætter pædagogisk fokus på det.

”Vi er en del af en klynge med et livs-og læringsmiljø og dannelsesidealer, og vi laver løbende tiltag til at underbygge vores faglighed. Og så omsætter vi det i praksis”, siger Lise Løvborg.

Efter kulturændringen valgte de mad som den næste pædagogiske indsats, og de byggede en café op. Den kom til at betyde en meget stor positiv ændring. De laver alt fra bunden, ingen færdigretter, ingen fastfood, og alt er næsten hundrede procent økologisk. De unge har endog været med til at lave en kogebog.

”Med madlavningen er der en duft i huset, så alle sanser er involveret. Vi har skabt faste rammer om caféen, som alle voksne i klubben har del og er med i. Alle voksne har derfor lært alle børn at kende og har en relation til dem alle, så alle børn bliver set hver dag. En undersøgelse, vi har lavet, viser også at caféen og maden giver en anden adfærd med færre konflikter.”

Hun tilføjer med et smil: ”de tre vigtigste ting for dem her i klubben er venner, mad og voksne.”

Jacob Hee nikker:
”Ja, det første de spørger om, når de kommer, er: hvad skal vi have at spise. Og vi laver meget forskelligt, bl.a. fisk.
Børnene får smagt på en masse, som de typisk ikke får i deres egne hjem, så kræsne er de ikke mere. Vi har også sagt no go til slik, undtagen ved helt særlige lejligheder, og de savner det ikke, når de får al den gode mad.”

En filosofi i deres løbende pædagogiske indsatser er at hvis man vil følge med og være rammesættende, så skal det ikke handle om ens egne erfaringer, men om nutiden, om at følge med en verden og en ungdom i udvikling, og om hvad der giver mening for børnene. Og så være tydelige voksne.
Han nævner computere som eksempel.

”Vi har lavet undersøgelser omkring computerspil. På den måde får vi det rette billede og får ryddet forestillinger af vejen. Vi har undersøgt, hvad der giver mening for børnene, hvordan det giver mening, og hvilke relationer der opstår mellem dem. Ingen børn får lov at gå ind i computerrummet og forsvinde, vi er med derinde, og på den måde får vi et klart billede af, hvad der rykker for børnene. Det gør fællesskabet, det er børnenes fokus, og de vælger spil som appellerer til fællesskab. Og så overholder vi selvfølgelig regler for hvad de må spille og hvor længe.”

Lise Løvborg supplerer:
”Der er sket meget i forhold til computerspil. Børn nu vil spille sammen og om noget. Interaktionen omkring computeren er på lige fod med, hvad der sker når de spiller fx billard:”

Spørgsmål og øjenåbnere

Klubben har opbygget en tradition for at tage et punkt op hvert år fra livs- og læringsmiljøet, som de vælger at undersøge.
Ud over kultur, it og mad har de kigget på stress, sundhed, motivation og rummets betydning. Blandt andet. I det næstkommende år skal de undersøge støj, hvordan det opleves for den enkelte, og hvad de kan gøre anderledes. De får oplæg udefra og laver derefter et forløb i hele klyngen, hvor alle arbejder med det.

Lige nu handler det om at blive bedre til at se, hvordan de som voksne spejler hinandens adfærd, så det ikke er for indforstået, fortæller de.
”Hvordan undrer vi og stiller spørgsmål til andre om, hvordan de ville gøre ting? Vores fokus er læring, sociale relationer og dannelsesidealet. Hvad børn har brug for at kunne om 20 år. Og ud fra de svar vi finder så se, om det vi gør nu giver mening i den sammenhæng.”

I deres løbende udvikling lægger de også vægt på at være en studieinstitution.
”Vi har altid studerende, og det har vi i erkendelse af at verden er i forandring, at man hele tiden skal opdatere sin viden, tage stilling og bringe det i spil med de unges sociale læring og identitetsprocesser i fokus”, siger Lise Løvborg.

Jacob Hee supplerer:
”Det er godt for en sammentømret gruppe som os med nogen udefra. Vi giver dem tryghed, så de føler de kan undre sig med åbne og kritiske spørgsmål til den pædagogiske praksis og kultur hos os, og vi kan få en øjenåbner. Det er en del af vores udvikling at vi kan tåle at få sagt ting, og de studerende er med til at vi hele tiden reflekterer over vores pædagogik og praksis. På den måde ser vi om tingene stadig giver mening.”

Hverdagen

Ud over de pædagogiske undersøgelser, er der hverdagen.
Med alle tilbuddene, traditionerne og overgangene med nye børn der starter, og store børn der slutter. Klubben er ikke værkstedsopdelt, men aktiviteter skifter hver dag, og alle voksne er på skift i caféen. Resultatet er at alle voksne kender alle børn.

Deres udgangspunkt er hele tiden, om det giver mening for børnene. Derfor har de hver 14. dag børnemøde, hvor børnene kan diskutere og fx stemme om, hvad en sum penge skal bruges til. Der er også en postkasse til forslag. Det handler om at få dem med og lære dem om demokrati helt konkret, og at blive medborgere ved at prøve det.

”I en klub stammer den største del af budgettet fra børnenes fremmøde, og børnene her møder frem og er her over mange timer. De er glade for at være her, og de får noget ud af det. En klubs driftsbudget er beregnet på at klubbørn ”kun” har et fremmøde på 50 pct. Vores fremmøde er på et sted imellem 80 og 90 pct., hvilket vi bl.a. tilskriver pædagogikken, de voksne og vennerne”, siger Lise Løvborg.

Jacob Hee nikker:
”Og vi er her og bestræber os på at se alle børn, møde dem positivt og høre til deres dag og ønsker. Vi møder dem lige der, de går ikke vores øjne forbi.”

Hverdagen består også af koloni, skitur og releaseparties, årlige traditioner som fastelavn, julestue, påske, sommerfest – de gammeldags danske traditioner med andre ord. De voksne deltager på lige fod, det vil sige de klæder sig også ud til fastelavn, for det kræver de af børnene, og de voksne tager også Deadsliden ned på kolonien, for det opfordrer de alle børn og unge til osv.

”Vi er rollemodeller for dem, rejseledere, så skal vi også gøre det professionelt. Vi står ikke i et hjørne og lader børnene klare sig. Det er bærende i forhold til pædagogikken”, siger de begge to.

Hverdagen indeholder også en klar bevidsthed om miljø og sundhed. Ikke kun i forhold til mad, men også i de miljøklinker de har lavet ude på terrassen ved legepladsen. Og så har adopteret en orangutang.

”Vi skaber en værdisætning også den vej. Vi er tydelige om, hvad vi står for, også over for forældrene italesætter vi, hvad vi vil og gør. Og de oplever at klubben netop derfor er et trygt sted.”

Det handler selvfølgelig om det bedste for barnet. De har derfor den holdning at det er godt at alle mennesker ikke er ens, at det er godt at være anderledes, for alle har kompetencer og styrker. Det kommer bl.a. i spil på ture, som åbner for at forskellige styrker kommer frem, som giver børnene nye billeder på hvad de kan.

”Vi har særlige ture, teamture, hvert år. Disse ture giver mulighed for at udfordre børnene og deres kompetencer i gruppen og deres relationer. Det kan være med nye børn eller med en særlig gruppe børn, hvor vi lærer dem at kende og får relationer til dem. Vi prioriterer disse ture, de giver meget.

Ofte vælger vi kanoture, overlevelsesture med primitiv overnatning og madlavning, men næste gang prøver vi noget nyt, på opfordring fra børnene, lasergame. Men princippet er det samme, vi sætter et hold sammen og iagttager deres evner og relationer og sociale adfærd”, fortæller Jacob Hee.

Tidsoptimister

Hvis de selv skal nævne en svaghed, som de på den hårde måde har måttet lære at håndtere, så er det deres ambition. De vil virkelig gerne, til tider for meget. Det blev helt tydeligt for dem at de ville mere end de kunne nå, engang de i et forløb skulle løse opgaver på tid. De nåede det halve…

”Det var en læring, som vi har taget til os. Vi skal lade gå en tid, før vi sætter nyt i gang.”
Fx vil de gerne have musik i klubben, men de har ikke noget sted at spille. De har taget kanokurser, men får kun brugt dem på overnatningsture, på kolonien og i ferieperioderne.

Mens de næsten ikke bruger dem i hverdagen. Det samme gælder redskaber til trekking.
”Vi skal lægge vores energi i det som er meget givtigt, og det er de elementære ting: mad, faglighed, ture, det relationelle, spille et spil, snakke sammen. Vi skal ikke brede os for meget, og når vi gerne vil udvide, skal vi researche grundigt inden.
Det har vi lært nu”, siger Lise Løvborg og tilføjer:

”Og så har vi høj faglighed hele vejen rundt. Vi er en vanvittig god klub, og vi får mange positive meldinger fra både børn og forældre. Vi er stolte af vores arbejde, vi gør en forskel.
Vi har en regel om at uanset hvem man er, så skal man kunne fortælle forældre og alle andre, hvad vi gør, hvem vi er, og hvad vi står for pædagogisk. Alle skal kunne italesætte fagligheden her, for alle er med og er lige meget værd.”