Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Københavner Festival skruer op for festmusikken
Festivalen for borgere med handicap byder i år på et musikprogram, der med garanti vil sætte gang i dansen, festen og livsglæden.
Lørdag den 21. september går Københavner Festival løs for tredje år i træk. Festivalen satser i år på tre danske popnavne: Kandis, Mek Pek og The Burgermeisters.
Kandis optræder med deres populære sange, og mange vil nok synge med på ”Lille ring af guld” og ”En fyr fra landet.” Mek Pek synger sine kendte sange sammen med sin søn. Desuden underholder Mek Pek som konferencier under hele festivalen. The Burgermeisters er et orkester, der består af fem musikglade medlemmer. De spiller covernumre fra kendte navne som Kim Larsen og Robbie Williams.
”The Burgermeisters forstår virkelig at sætte gang i festen og dansegulvet. Sidste år leverede de et brag af en koncert med street parade og det ene hit efter det andet. Jeg er sikker på, at det bliver lige så godt i år,” fortæller Jane Flauensgaard, der er med i festivalens planlægningsgruppe.
Festivaldeltagerne spiller luftguitar
Hen på eftermiddagen bliver scenen åbnet for konkurrence i luftguitar. Her kan frivillige festivaldeltagere indtage scenen til en ønsket melodi. Konkurrencen er en tradition og opbakningen er altid stor fra publikum, når de frivillige indtager scenen med høj musik og overbevisende optræden.
Festivalen åbnes af socialborgmester Mikkel Warming, der byder velkommen med en tale.
Når det sidste band går af, overtager en DJ scenen. Han har festmusikken med og sørger for at festen forsætter indtil lukketid.
Boderne sælger mad og drikkevarer
Når sulten eller tørsten melder sig, er der et godt udvalg at finde i festivalens boder. Festivaldeltagerne kan købe dagens ret, sandwich og grillede pølser. Dertil kan de nyde sodavand, fadøl og vin. Derudover er der mulighed for at købe kaffe og kage. I boderne sælger vi desuden festivalartikler såsom t-shirts og kasketter. Boderne modtager ikke dankort, så du skal huske at medbringe kontanter.
Festivalen er arrangeret af Netværkene
Københavner Festivalen er arrangeret af Cafe Tusindfryd, Cafeen i Larslejsstræde, Cafe Lærkevej fra Københavns kommune samt Bakspejlet på Frederiksberg. Der er stor opbakning fra Center for selvstændige boformer, som de tre Netværkscafeer ligger under.
”Københavner Festivalen er blevet meget populær, derfor satser vi i år på flere store musiknavne. Vi glæder os til en fed festival, hvor deltagerne fester sammen med gamle og nye venner,” udtaler Jacob Kragh fra festivalens planlægningsgruppe.
Københavner Festival er en festival for borgere med handicap. Programmet: Salg af billetter: Om Netværkscaféerne: |