Styrket socialpædagogisk indsats i udsatte boligområder

Tekst: Trine Kit Jensen

I København skal seks sociale mentorer og fire gadeplansmedarbejdere være med til at forebygge udsættelser og skabe større tryghed i udsatte boligområder. Socialpædagog Gert Pfeiffer er en del af den nye, borgernære indsats, der blev sat i værk 1. marts.

Som gadeplansmedarbejder under Socialcenter København har Gert Pfeiffer base i Voksenenheden på Toftegaards Plads i Valby. Men det nye gadeplansteam på i alt fire, som han er en del af, skal operere i hele byen. Opgaven er at arbejde opsøgende i forhold til grupper af socialt udsatte voksne, der samles i drikkefællesskaber i det offentlige rum, og at løse op for de konflikter, der kan opstå i forhold til de øvrige beboere og handlende.

”Det primære formål er at skabe mere tryghed i boligområderne.
Vi er ikke til for at opløse grupperne, men skal være med til at sætte en proces i gang, som giver begge parter større forståelse for, at der skal være plads til alle. Som sidegevinst kan vi få fat på medlemmer af grupperne, der måske har brug for hjælp fra ”systemet”, siger Gert Pfeiffer.

Gadeplansteamet er blot ét af initiativerne i den styrkede socialpædagogiske indsats, som kommunen har sat i værk i udsatte boligområder. Der er også ansat seks sociale mentorer, som har til opgave at støtte op om sårbare unge for at forebygge udsættelser. Efter en periode med et støt stigende antal udsættelser, er antallet de sidste par år faldet. Men niveauet er stadig forholdsvis højt, fortæller Bjarke Solkær, proceskonsulent i Faglig Stab under Socialcenter København.

”Vi ved, at der er nogle risikogrupper, som er særligt udsatte for at miste boligen. Det gælder specielt unge på kontanthjælp, og der er derfor behov for at have nogle målrettede tilbud til dem”, siger han.

Den forstærkede indsats omfatter også seks specialiserede sagsbehandlere og en generel opprioritering af samarbejdet med de almene boligselskaber om at løse problemerne i de udsatte boligområder.

”Både boligselskaberne og kommunen ser det som en positiv ting, at København kan rumme meget forskellige beboere, og den kommunale indsats er med til, at det kan lade sig gøre”, siger Bjarke Solkær.

Ikke ude på ballade

Sammen med sine tre gadeplanskolleger har Gert Pfeiffer i opstartsfasen haft travlt med at kontakte boligselskaber, sociale viceværter og andre mulige samarbejdspartnere for at præsentere initiativet og få kortlagt de steder, hvor drikkegrupperne samles.

Samtidig er de så småt begyndt at bevæge sig ud i terrænet og har fået kontakt til et par af grupperne – en på Østerbro og en i Tingbjerg. Drikkegrupperne er typisk fredsommelige og ikke ude på ballade. Men de kan fylde meget i nærmiljøet, have omkringløbende hunde – og når de i løbet af dagen har fået en del inden for vesten, kan de blive mere og mere højrøstede.

”Det kan være generende for beboerne i området, når de fx er på vej hjem med deres børn fra vuggestue eller børnehave.
Der kan også komme tilråb fra grupperne, når de skal ind og handle, men det går begge veje. Beboere og forretningsdrivende kan fx have svært ved at acceptere, at der står nogle og bruger deres tid på at drikke i stedet for at være en del af samfundet”, siger Gert Pfeiffer.

Det er bl.a. den slags konflikter, han skal være med til dæmme op for ved at få en dialog i gang, så parterne giver plads til hinanden og finder nogle spilleregler, alle kan leve med.
”Når en gruppe står og er højrøstet, er det ikke så underligt, at nogle bliver utrygge og bange. Derfor skal drikkegrupperne måske ændre lidt på deres adfærd. Dæmpe sig en smule, sørge for, at der ser pænt ud omkring dem og løfte lidt på hatten for at hilse på fru Olsen, når hun kommer forbi”, siger han.

”Omvendt håber jeg, vi kan åbne op for en større forståelse for, at der en årsag til, at drikkegrupperne står, hvor de står. Det er sociale grupperinger, og alternativet ville måske være, at de sad hjemme i deres lejlighed og kiggede ind i en væg. Eller at de samledes i en lejlighed, hvor det så ville gå ud over naboerne.”

Udover at forebygge konflikter med beboere og forretningsdrivende giver gadeplans-initiativet mulighed for at møde medlemmer af grupperne i øjenhøjde og skabe en relation, der er baseret på tillid.
”For nogles vedkommende er der tale om mennesker, som ofte har været svigtet hele livet. De oplever, at de aldrig er blevet forstået, føler nærmest afsky ved det offentlige og stejler ofte, når de møder en repræsentant fra kommunen.

Men ved at vise, at vi bekymrer os for dem, kan rumme dem og ikke er ude på at dunke dem oven i hovedet, kan vi opnå deres tillid og komme på banen med tilbud om hjælp”, siger Gert Pfeiffer.

Hjælpen kan fx bestå i forsigtigt at åbne op for muligheden for en snak med lægen om at komme i misbrugsbehandling eller behandling for en psykisk lidelse. Den kan også handle om, at bringe stafetten videre, hvis de fx har mistet kontanthjælpen, lever i et rod derhjemme, de ikke kan overskue – eller er bagud med huslejen.
”Noget af det kan vi give videre til de specialiserede sagsbehandlere, der er en del af den nye indsats”, siger Gert Pfeiffer.

Risikofyldt overgang

De seks sociale mentorer bliver tilknyttet unge i alderen 18-25 år, som har fået anvist en bolig af kommunen. Typisk vil der være tale om unge, som tidligere har været anbragt på institution eller haft behov for andre særlige foranstaltninger, fortæller proceskonsulent Bjarke Solkær.

”De står nu i overgangsfasen til voksenlivet, som er risikofyldt, fordi alt i den unges tilværelse pludselig ændrer sig.
Den pædagogiske støtte, der har været på tilbuddet, er der ikke i samme omfang. De skal selv skabe de rammer, de har omkring sig og klare hverdagen, og uden støtte er der mange muligheder for, at det kan gå skævt, så de kommer ud i nogle uheldige mønstre”, siger han.

Det umiddelbare mål med mentorordningen er at få den unge til at fungere godt i sin bolig. Den sociale mentor kan fx hjælpe med at indrette lejligheden hensigtsmæssigt, orientere om den husorden, der gælder i boligkomplekset og sætte den unge ind i, hvilke aktivitets-muligheder, der er i nærmiljøet.
Fremadrettet er det meningen, at de to i samarbejde skal pejle sig ind på, hvad der videre skal ske i den unges liv, fx med hensyn til uddannelse og job.

”Det handler ikke kun om at få dem ud af kontanthjælpssystemet, men også om at støtte dem til at få et voksenliv, som er positivt og godt for den enkelte. De unge har derfor meget at sige i forhold til, hvad de gerne vil have hjælp til og kan fokusere på nogle områder af deres liv, de gerne vil have styrket”, siger Bjarke Solkær.

For at skabe kontinuitet i indsatsen får de unge en fast sagsbehandler fra det specialiserede korps, som hele tiden er med på sidelinjen og følger op på det relationsarbejde, som de sociale mentorer står for.

”Det sikrer, at der er kort respit på at tage action, hvis der fx skal tages kontakt til beskæftigelsesforvaltningen omkring nogle tilbud eller opstår andre situationer, hvor der skal handles hurtigt rent sagsbehandlingsmæssigt”, siger Bjarke Solkær.

Mentorforløbene vil typisk vare et halvt år, men er der behov, kan de forlænges.
Med initiativet håber proceskonsulenten, at færre unge bliver ramt af udsættelser, og at færre ender som ”sofasovere” hos venner og bekendte, fordi der ikke er råd til huslejen.

”For at få en god start på voksenlivet er det vigtigt med stabile rammer. Det er sværere at forfølge sine idéer og drømme om et fremtidsperspektiv, hvis man skal bo hist og pist og indgå i de fælleskaber, der måtte være de steder. Så overlever man fra dag til dag og er mere optaget af, hvad der sker lige her og nu”, siger Bjarke Solkær.

Små frø

Gert Pfeiffer fik først papir på sin uddannelse som socialpædagog i 2010, men har arbejdet på feltet i mange år, bl.a. med unge rødder og i Kofoeds Kælder, hvor han cyklede ud med suppe, te og kaffe til hjemløse. Senest har han været ansat på et akuttilbud for mennesker i psykisk krise i Rødovre.
Det nye job som gadeplansmedarbejder søgte han, fordi han gerne ville været med til at starte noget nyt op fra bunden og få en indsats med mange forskellige aktører til at gå op i en højere enhed. Samtidig er han glad for, at der ikke er tale om et tidsbegrænset projekt, men en langsigtet indsats, der giver den nødvendige tid til at komme ind på livet af de socialt udsatte voksne i drikkegrupperne.

”Med indsatsen kan vi få fat i nogle af dem, som ikke tidligere har fået hjælp og måske så nogle små frø, der på sigt kan gøre en stor forskel og give dem mere værdighed i deres liv”, siger han.