Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
”Man skal ikke være politiker hele
Tekst: Jon Arskog
Interview: 29 år gammel siger Københavns børne- og ungdomsborgmester farvel til politik og et område der ellers er blevet hendes hjertebarn. ”Tal med de mennesker beslutningerne vedrører,” siger hun til sin efterfølger.
Et godt gammelt ordsprog siger, at man skal stoppe mens legen er god. I tilfældet Anne Vang tør vi godt skrive, at nogle ordsprog burde sendes på efterløn.
Ikke desto mindre er det sådan virkeligheden er. Københavns unge socialdemokratiske børne- og ungdomsborgmester siden sidste kommunalvalg, Anne Vang, har valgt at forlade Københavns Rådhus til fordel for et job som direktør for erhvervsuddannelserne på Niels Brock. Det er en udvikling hun ser som en naturlig forlængelse af hendes interesse for at børn og unge får en god start i livet og et godt grundlag for et meningsfyldt og rigt liv.
En begrædelig udvikling, konstaterer vi i LFS, for Anne Vang har været LFS en god samarbejdspartner. LFS er blevet inviteret med til at diskutere og forme løsningerne, og dem har der været mange gode af i de sidste par år.
Frem til årsskiftet skal samarbejdet i stedet stå med Anne Vangs partifælle og B&U-udvalgsformanden, Jesper Christensen.
LFS Nyt besøgte Anne Vang på borgmesterkontoret i hendes sidste uge på jobbet, og selvom hun tydeligvis var glad ved udsigten til at åbne et nyt kapitel i sit liv, var hun også påvirket af at skulle lukke det aktuelle.
”Jeg er kommet til at holde af området, men det giver god mening for mig at stoppe nu. Jeg har været otte år i politik, er 29 år og jeg tror ikke på, at man skal være hele livet i politik,” siger hun og fortsætter:
”Hvis jeg skal videre, så giver det her mening i forhold til at udvikle mig som menneske. Det er sundt at komme ud og få noget jord under neglene og have et almindeligt arbejde.
Og når så et job jeg virkelig gerne vil have så præsenterer sig, så må jeg jo sige ja tak til det.”
Ikke desto mindre ligger der midt i rationalerne for jobskiftet en følelsesmæssig binding, som gør det svært at give slip:
”Det har været vildt vemodigt for mig her de sidste par dage.
Forleden da jeg var ude at handle prikkede et par pædagoger mig skulderen og fortalte mig, at dét kunne jeg ikke være bekendt. Det gør det selvfølgelig vemodigt og svært at slippe.
Men - selvom det lyder modsætningsfyldt - hvis man som menneske skal blive ved at brænde for noget, er det også rigtigt at slippe noget der er én kært.”
Vigtigt at få unge gennem uddannelse
”Jeg synes, at erhvervsuddannelserne er vigtige i forhold til at sikre at flere unge får en uddannelse og muligheden for et godt liv. Unge vælger i dag gymnasiet pr. automatik – og mange falder fra og burde slet ikke have været der. Det kreative og det praktiske har haft det svært i en længere periode. Dér giver det god mening for mig at skulle arbejde for at få unge til at tage den slags uddannelse. Vekselvirkning mellem praktik og at være på skole er rigtig for rigtig mange unge,” siger hun og konstaterer, at hun har lært meget i sine knapt fire år som borgmester og hun mener godt at kunne bruge sine erfaringer i det nye job:
”Det er en stil jeg tager med. Det at arbejde med dialog og sparringsgrupper med nogle involverede mennesker. Da vi lavede specialreformen var der af en eller anden grund mange fra Valby med. Resultatet var, at de i Valby var anderledes involverede i implementeringen bagefter. Der vil jeg på samme måde tage dialogvejen i forhold til fastholdelsen af de unge mennesker. Ligesom på børne-området gælder det jo for dem, at det for det første er vigtigt at skabe en kontekst omkring de unge. At man ikke kun ser på, hvad er der galt med barnet, men kigger på det hele billede: hvad er det for en familie, venner og sammenhæng de indgår i. Det er helt vildt vigtigt, for hvis vi ved, at det er derfor de falder fra, så kan vi bedre skabe en kontekst, hvor de kan fastholdes. Det tager jeg med mig,” siger hun.
Stilen ryddede Rådhuspladsen
Da Anne Vang trådte til som borgmester for børn og unge var underskuddet på området i størrelsesordenen 354 mio. kr. og Rådhuspladsen var ofte belejret af fagligt begejstrede, men utilfredse organisationer – herunder LFS.
Adspurgt om, hvordan hun ryddede pladsen, svarer hun:
”Det var egentlig meget simpelt. Det var at gå ud at spørge om ikke de ville med ind og snakke om det. Jeg tænkte, at når mennesker står på Rådhuspladsen og protesterer, så er det fordi de brænder for området. Så det gav - og giver - i mine øjne god mening som politiker at invitere til at tale om det.”
”Jeg har ikke altid kunne honorere kravene eller ønskerne.
Enten har jeg ikke været enig, eller også har jeg ikke kunne levere. Men der er det ret vigtigt at være ærlig og sige ”her er en meningsfuld dialog, men jeg kan ikke ændre noget.
Men hvor det giver mening, vil jeg gerne i dialog.” Det lyder som noget der bare skal pacificere organisationerne, men det indlysende for mig har været at få lavet noget god politik. Og det har vi gjort - bl.a. sammen med LFS. Flere ting er blevet meget bedre på den måde,” siger hun og peger på sprogvurderingerne og klubfællesskaberne som eksempler på resultater der ikke kunne være skabt uden organisationerne:
”Uden Britts Kunne vi ikke lige-spørgsmål var klubfællesskaberne ikke kommet i hus,” konstaterer hun.
Top 3 sejre og nederlag
Men hvad er så op- og nedturene i en borgmesterkarriere på knapt fire år? Svarene på, hvad der har været sejre og ærgerligheder kommer relativt ubesværet:
”Jeg er blevet vanvittigt meget klogere på chancelighed og livsduelighed - de kompetencer der skal til for at flere kan få det gode liv. At der ikke nødvendigvis er lige muligheder for alle chokerede mig begyndelsen. Jeg besøgte vuggestuer og børnehaver med udsatte børn og opdagede at de ikke fik ekstra penge til at løse opgaven, men at det måtte tages ud af deres almindelige budget, når der skulle skrives sager eller rapporter. Det gik fra det pædagogiske kvalitetsarbejde.
Resultatet var, at vi havde en stor forskel på kvaliteten af det pædagogiske arbejde i institutionerne. Og det er jo forargeligt,” siger hun med indignation i stemme og øjne: ”men det var jo et politisk valg. Så det gjorde vi noget ved.”
”Der ér bare flere med ADHD og autisme i socialt belastede områder, derfor lavede vi bl.a. sammen med LFS en social normeringsmodel ovenpå demografimodellen, der bl.a. tog udgangspunkt i hvor mange forældre der var på kontanthjælp.
I forsøget på at gøre det mere gennemskueligt traf vi en beslutning der landede skævt, fordi vi ikke er alvidende. Der var i mange tilfælde sammenfald mellem støttepædagogressourcerne og de sociale normeringer og vi var enige om, at man ikke kunne tage fra begge kasser på en gang. Men det viste sig, at der var nogen, hvor der ikke var sammenfald og som endte med at tabe på det. Det fik vi så rettet op på igen.”
Den sociale normeringsmodel betegner hun både som en af sine største politiske bedrifter og sine største fejltagelser.
”Jeg er klart mest stolt af modellen for de sociale normeringer i sin endelige version. Men at den ikke sad i skabet i første hug er en af de ærgerligste ting. Men det har været godt som politiker at opleve, at man kan tage fejl, at man ikke altid rammer rigtig i første hug og at man er nødt til at være åben for, at nogen også skal kunne sige det til dig. I det hele taget at erkende, at nulfejlskulturen ikke er en gavnlig kultur,” siger hun og peger på klubfællesskaberne og pædagogisk kvalitetsudvalg som de to andre ting hun er mest stolt af, mens der på negativsiden står manglende anlægsmidler til at løse overnormeringen på klubområdet og skolemad til alle skoler tilbage.
Slipper ikke bekymringen helt
”Der er masser af ting jeg ville ønske, at jeg havde vidst, da jeg startede som borgmester,” siger hun relativt ubekymret om fremtiden for området – i hvert fald frem til valget, hvor hun ud fra sit samarbejde med og kendskab til partifællen og børne– og ungdomsudvalgsformanden Jesper Christensen, forudser, at han vil køre området videre som hidtil.
”Men man er vel altid lidt bekymret, når ting man holder af skal ud at flyve selv. Jeg er nu sikker på, at Jesper vil gøre det hamrende godt,” siger hun, men giver alligevel den nye borgmester et par gode råd med på vejen:
”Tal med de mennesker som beslutningerne vedrører.
Tag ud og se virkeligheden. Jeg har måske været dårlig til at passe det med at få hejst grønne flag, men det at tage ud at se børn hejse flag og synge er en ting; jeg vil hellere tage ud og bruge en hel dag på at være i en institution i deres hverdag og snakke med ledere og pædagoger og se hvor skoen trykker og hvordan vores beslutninger influerer dem. Det er der de meningsfulde løsninger findes,” siger hun.
3 ting Anne Vang er mest stolt af:• Sociale normeringer i sin endelige version 3 ting Anne Vang er ærgerlig over:• ”Kunne godt have tænkt mig at have nået at kæmpe anlægsmidler til flere klubpladser ind. |
Britts Petersen, Formand LFS, ved Anne Vangs afskedsreception 2. september
Kære Anne.
Det er ikke hver dag jeg holder tale for en afgående borgmester, men når jeg har bedt om at få lov til at holde tale for dig, er det dels fordi jeg synes, at der er rigtig meget at takke dig for og dels at dine politiske kollegaer der måtte bejle til borgmesterposten efter kommunalvalget kan lære rigtig meget af din måde at arbejde på.
Da du tiltrådte som borgmester, havde børne.- og ungdomsområdet lidt under politisk slingrekurs og hele forvaltningen var, uretfærdigt, udråbt til økonomisk rodebutik. BUPL, LFS og forældreorganisationen KFO holdt rigtig meget til på forsiden af Rådhuspladsen, ja faktisk havde vi lejet den på udvalgte datoer flere år frem. Alt i alt gik det ikke særlig godt.
Vi kendte dig ikke dengang, men det skulle vi alle komme til.
Du har besøgt et utal af skoler, institutioner mv. Du har lyttet, spurgt og observeret og ikke mindst dannet dig et overblik, som har været helt imponerende.
Du tog tyren ved hornene og bebudede at der skulle en hestekur til, men så ville du til gengæld stå på mål for budgetter, der kunne regnes med – og det gjorde du.
Du havde visioner om chancelighed, visioner om inklusion og visioner om at der gerne måtte ske ændringer, men at den røde tråd skulle være tydelig. Du havde ikke mindst visioner om, at genskabe troen på politikere og borgmestre, som nogen der ville børn og unge det godt, men som samtidig havde så meget respekt for ledere og medarbejderes faglighed, at de ikke skulle detailregulere.
Anne, det helt særlige ved dig, har været at du ikke kun har haft en masse visioner, men at du har formået at inddrage både ledere, medarbejderrepræsentanter, eksterne eksperter og ikke mindst os fra organisationerne – du har inviteret til samarbejde og du har ment det. Du har fået os alle i arbejdstøjet ud fra erkendelsen af at ingen kommer nogen vegne alene og at vi, når der tænkes sammen og diskuteres, kan tage politiske beslutninger på et helt anderledes oplyst grundlag til gavn for alle børn og unge i København.
Anne, du inviterede os om til bagsiden af rådhuset. Vi aflyste den forudbestilte rådhusplads og kun KL og lærerlockouten fik os for en stund derom igen.
Anne, du er omgærdet at respekt fra os alle, ikke fordi du var den øverste politiker for området, men for din måde at arbejde og inddrage på - altså din måde at være den øverste politiker på. Og det er jo ikke, fordi du bare har pleaset os. For sådan er det ikke. Og det er nu jeg håber at dine politiske kollegaer har lyttet rigtig godt efter særligt denne del af min tale, for egentligt er det jo enkelt: inddrag alle relevante parter seriøst, inden der tages beslutning. Det kommer alle til gode, ikke mindst de børn og unge vi i fællesskab har ansvaret for.
Anne, vi misunder din nye arbejdsplads. Vi ville rigtig gerne have beholdt dig som borgmester. Du gennemførte ikke bare Ironmanden i idrætsmæssig forstand, det har du også gjort politisk. Vi håber at se dig på den politiske arena igen om nogle år – det er politikere som dig, både kommunen og landet har brug for.