Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
LFS’ere i fælles løbefront
Det var lidt vådt, men det var rigtig hyggeligt – også selvom man først lige skulle slide sig igennem de 5 x 5 kilometer, som DHL Stafetten jo egentlig handler om.
En hel del LFS’ere havde fundet vej til LFS’ telt ved verdens største motionsløb i Fælledparken i forrige uge. Det gjaldt ikke kun de på papiret 110 løbere og medlemmer, men også kolleger, familie og venner, der var troppet op for at stå langs ruten, heppe på og tage del i ikke bare det faglige fælleskab, men fællesskabet i det hele taget. Der var børn og voksne, unge og ældre og alle hyggede sig med lidt drikkelse, frikadeller og kartoffelsalat, og kage fra buffet’en. Med store smil og opmuntrende tilråb blev de løbende LFS’ere båret mod målet.
22 LFS-hold gennemførte løbet i funklende løbetrøjer med påskriften ”Fagligt Fælleskab Styrker”. Og der må være noget om snakken, for alle hold gennemførte i flotte tider. Bedste hold gennemførte de 5 x 5 kilometer på 2 timer og 8 minutter, mens bagtroppen gennemførte på 2 timer og 55 minutter. Det giver gennemsnitstider på henholdsvis 25 og 35 minutter pr. tur – og det er slet ikke så ringe, når man tænker på, at langt de fleste nærmest kom direkte fra arbejde, ikke har trænet op til begivenheden og at enkelte tog turen to gange.
De gode tider og den milde indbyrdes konkurrence skabte efterfølgende en god basis for en sludder over bordene – og i det hele taget en hyggelig fredag aften i Fælledparken. Af samme grund er der heller ingen tvivl om, at LFS løber med igen næste år, når DHL stafetten kommer til byen.
/Jon