Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Hvad kommer områdernes årsmøder 2013 til at handle om?
Thomas Enghausen, formand for almenområdet:
”På almenområdets årsmøde i år, vil vi give medlemmer en status på det fremtidige arbejde som blev vedtaget på generalformsamlingen i 2012. Noget af det, som vi i almenbestyrelsen har brugt mest tid på, er selvsagt skolereformen, som uden tvivl kommer til at påvirke en stor del af medlemmerne direkte i deres daglige arbejde. Derfor forventer vi også, at det på årsmødet vil stå noget mere klart end hidtil, hvordan fremtiden kan komme til at se ud. Derudover er arbejdet med afbureaukratisering i BUF, indgåelse af MED aftalen i BUF og sidst men ikke mindst hele tillidsdagsorden i København noget af det som har været omdrejningspunkter i bestyrelsens arbejde.
Derfor har vi også valgt at årsmødet i år starter med et oplæg af Lektor fra CBS Steen Vallentin om netop tillidsdagsorden, hvor han vil komme med hans bud og synspunkter på dette. Og sidst men ikke mindst, står vi overfor et kommunalvalg som også kræver, at vi bliver synlige som faglig organisation for mange tusind ansatte i kommunerne.”
Marianne Rosell, formand for dagplejen:
”Det fremtidige arbejde for dagplejeområdet står i ”hjælpekassens” tegn. Hjælpekassen er et værktøj med al den information vi hver især skal bruge, hvis det ”brænder” på i forhold til nedskæringer, privatisering eller måske lukning af den kommunale dagpleje. Det vil vi komme til at fortælle om på årsmødet.
Dagplejepædagogernes synlighed er også noget vi skal snakke om. Set i lyset af Ole Henrik Hansens rapport, vil vi sætte turbo på dette emne. Dagplejepædagogernes faggruppe vil derfor på dette årsmøde invitere kollegerne til et lille fællesmøde, hvor de kan komme med ønsker til, hvad de mener der kan eller skal gøres ved synligheden.
Områdebestyrelsen arbejder på at arrangere et medlemsmøde med Ole Henrik Hansen her i efteråret, som vi håber, kan kaste lys over nogle af de udsagn der er kommet i kølevandet på rapporten.
Der nedlægges stadig kommunale dagplejepladser ved budgetforlig rundt om i kommunerne, nogle fordi der er nedgang i børneantallet og andre fordi der privatiseres på området. Det bliver et emne i forhold til kommunalvalget.
Vi vil i den forbindelse lave nogle små slogans, som vi vil klistre på vores dagplejepostkort og sende til kommunalpolitikerne.”
Lisbeth Waidtløw, Formand for specialområdet:
”Årsmødet i specialområdet kommer til at stå i ”Tillidsreformens” tegn. Vi regner med at kunne drøfte Steen Vallentins pointer, når vi mødes i vores respektive områder efter hans oplæg.
Socialforvaltningen har desværre været leverandør af de mest grelle eksempler på unødig kontrol og dokumentation, så her er brug for ekstra fokus. Vi kommer til at tale om direktionens udspil, styregruppens arbejde siden sidste efterår og ikke mindst Meningssamlingen, som er den instans, vi opfordrer vores medlemmer til at henvende sig til med de eksempler på unødig kontrol og NPM styringsredskaber, som tager tiden fra kerneopgaven og borgeren.
Vi håber, at medlemmerne får en oplevelse af, at der sker forandringer til det bedre, og at de får nogle input, praktiske redskaber, inspiration og fornyet håb med hjem fra årsmødet.
Omdrejningspunktet vil i stor udstrækning være MED-strukturen, da der her er de bedste muligheder for inddragelse, medindflydelse og fremtidig planlægning.
Bestyrelsen vil også være til stede og modtager gerne forslag til medlemsrettede aktiviteter, som kan understøtte processen i SOF, i centrene og på de lokale arbejdspladser. Bestyrelsen kan desuden fortælle om samarbejdet med ledersektionen på specialområdet; dette samarbejde kan også være med til at styrke arbejdet med tillidsreformen. Vi håber på stort fremmøde til årsmødet.”