Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Pædagog fik 58.000 kroner- havde ikke holdt 296 ferietimer
Af Elisabeth Lockert Lange
En henvendelse til LFS førte her i efteråret 2013 til, at en nu 30-årig pædagog fik udbetalt penge for 296 ferietimer.
Beløbet er ca. 58.000 kroner før skat.
Men inden sagen gik i orden, skulle faglig sekretær i LFS, Janni Petersen, grundigt tjekke medlemmets lønsedler, helt tilbage til en barselsperiode og sygdomsperioder.
Og derefter skulle hun forhandle med Københavns Kommune, før de anerkendte det fulde beløb.
”Det var medlemmet selv og hendes mand, som henvendte sig. Medlemmet havde været på barsel og derefter syg.
Hun havde derfor været forhindret i at holde ferie gennem længere tid,” fortæller Janni Petersen.
296 dage viste det sig at være. Arbejdspladsen havde ikke overført feriepenge til hende, mens hun var på barsel. Ganske vist holdt hun en smule ferie bagefter, men resten blev igen ikke overført.
Siden april 2012 var hun sygemeldt. Med andre ord er feriepengene ikke med på hendes løn i flere år.
LFS fastholdt kravet
”Jeg kontaktede ikke institutionen, hvor hun allerede var stoppet, men tog direkte kontakt til Koncernservice, somstyrer løn og økonomi i Københavns Kommune, og bad dem kigge på mine beregninger,” fortsætter Janni Petersen.
Først ville de ikke anerkende kravet fra LFS, og derefter tilbød de et forlig om at mødes på halvvejen.
”Men hun havde 296 ferietimer til gode, og det skulle hun have,” siger Janni Petersen, der holdt fast i kravet om det fulde beløb. Hun viste dem sine beregninger, og til sidst anerkendte Koncernservice at kravet var korrekt: medlemmet havde været sygemeldt og havde ikke holdt ferie.
Pædagogen havde derfor et efterslæb, som ikke ville være blevet opdaget, hvis ikke LFS havde kigget på tallene. Og medlemmet endte derfor med ca. 58.000 kr. for de mange ferietimer.
”Det er en god sag, en sag, hvor alt, hvad vi krævede, blev givet,” siger en tilfreds Janni Petersen.