Hvornår må man opdrage på voksne?

Af Charlotte Bredsted

Må man spise skumfiduser til frokost? Må man gå i bluser som kjoler? Må man nøjes med ét bad om ugen? I arbejdetmed udviklingshæmmede bliver man ofte sat i dilemmaer, hvor selvbestemmelse og omsorgspligt støder sammen. LFS Nyt har mødt afdelingslederen på bostedet Møllehuset og en pædagogsamme sted til en snak om opdragelse.

Du skal med Karina i banken. Karina er 30 år, udviklingshæmmet og har ikke været i bad i en uge. Hun har et stort hul i nylonstrømperne og sneen fyger jer om ørerne. Når I kommer hen i banken står I foran en fremmed dame meden baby, som Karina begynder at dikke på maven og duttepå næsen. Karina siger høje begejstrede lyde og kysser ogsådamen på kinden.

Hvordan vil du reagere? Vil du lade hende pille eller vildu gribe ind og risikere en scene? Vil du insistere på at hunfår et bad og tager andre strømper på før I går ud, eller vil dufølges med hende som hun er?

Den slags dilemmaer står du som pædagog på specialområdeti hver dag. Især i forhold til personlig hygiejne, mad og samværet med andre. På én gang manøvrerer du i at minimere situationer der kan virke krænkende, sørger forat undgå unødige konflikter og er samtidig anerkendende ogomsorgsfuld. I teorien i hvert fald. Men virkeligheden overgårofte teorien og du finder dig selv i en opdragende situation,fordi det giver mening lige der.

Det store spørgsmål er, hvad der er det normale og hvadder ikke er. Og hvor grænsen går mellem opdragelse ogomsorgspligt.

Men er det overhovedet i orden at opdrage på voksne? Atgribe ind i deres liv og bestemme hvad de må og ikke må? Erdet ikke snarere dig som pædagog, der skal kunne rumme atder er mange måder at være i verden på?

Vi har spurgt afdelingsleder på bostedet Møllehuset iKøbenhavn, Gitte Møller, og Lisbet Ploug Hansen, der erpædagog samme sted. Gitte lægger ud.

”Et af de store omdrejningspunkter i det her handler om,hvilken adfærd vi forsøger at korrigere, og om vi korrigererden, fordi vi personligt synes den er uhensigtsmæssig. Deter vi nødt til at have en masse pædagogiske drøftelser om.
For det kan godt være at jeg ikke synes at du og jeg ikke skal opføre os sådan, eller vores børn skal, men her står vi altså med voksne mennesker. Og det skal vi kunne rumme. Ellers er det os selv vi skal arbejde med,” understreger Gitte.

Det balancerer på et knivsæg

Men betyder det så at Karina skal have lov til at pille vedfremmede folks babyer og gå i hullede nylonstrømper i snevejr?

Lisbet har været i den slags situationer tonsvis af gangeog er ikke i tvivl.

”At Karina piller ved en fremmed baby i banken, mener jeger en grænseoverskridende adfærd, som det er min opgaveat korrigere. Desuden har vi omsorgspligt og jeg skal væremed til at beskytte hende mod den ydmygelse der kan følgei kølvandet. Derfor snakker jeg med Karina om det, inden vigår. ”Karina når vi nu kommer over i banken, så er der rigtigmange mennesker og husk nu at du ikke skal pille ved deresbabyer, eller kysse dem på kinden. Du kender dem jo ikkevel.” Når vi så kommer derover, vinker hun til folk og kanfinde på at neje. Og det er okay. Og det siger jeg til hende.”

Lisbet støtter altså Karina i ikke at komme til at fornærmedamen i banken. Støtter hende i de vanskeligheder hun har.Spørgsmålet er, hvornår det bliver for opdragende. For manipulerende. For meget pædagogens egne grænser der bestemmer.

Det balancerer på en knivsæg.

”Hvis jeg nu heller ikke synes, at hun må vinke til folk eller neje, eller jeg gerne vil bestemme, om hun må have hul i strømperne, så overskrider jeg en grænse for, hvad vi skalopdrage på. Det kan godt være, at mennesker i min omverdenikke nejer til folk på gaden, men jeg har valgt at arbejde meddet her professionelt og derfor skal jeg kunne følges med en,som ser ud på en måde jeg synes er uhensigtsmæssig,” påpeger Lisbet.

”Du mangler resten”

Gitte forklarer, at en måde at hjælpe den udviklingshæmmedetil at klæde sig i forhold til årstiden - og i forhold til ikke at blive unødigt ydmyget – f.eks. er at hjælpe hende til at
få købt nogle varme strømpebukser.

”I en lang periode havde vi en beboer som brugte blusersom kjoler. På et personalemøde blev vi derfor enige omikke at rose bluserne som det eneste stykke tøj, for hun komaltid ned og viste dem frem, men i stedet sige ”du manglerresten.” Og selvfølgelig er det opdragende. Men det er ogsåomsorgspligt. Og ved også at hjælpe hende til at finde nogetlidt længere, når vi er ude at handle med hende, er det faktisk lykkedes at få hende til at klæde sig anderledes – og det på en måde hvor jeg i hvert fald personligt tror, at hun ikke føler sig opdraget på,” siger Gitte og understreger, at meget af det her handler om personlige grænser og personlige normer.

”Vi har nogle personlige normer, som vi er nødt til at taleom i personalegruppen og desuden gøre individuelle for denenkelte beboer. Det nytter ikke noget at vi f.eks. bliver enigeom to bad om ugen – at det er godt. For nogen ja. For andreikke.”

Det gælder i høj grad også kost. Et område hvor folks personlige ting går i gang, alt efter hvad de selv kommer fra.

”Her handler det om, hvor du står, når du træffer dinbeslutning. Står du med en personlig holdning om, at 100gram havregryn da er alt for meget til morgenmad, eller synesdu, at det er lige tilpas. Nogle vil mene, at det er opdragende, mens andre ser det som omsorgspligt.”

Støtte eller svigt?

En af de tidlige fortalere for ikke at opdrage på udviklings-hæmmede hedder Peter Westergaard Sørensen. Han er pædagog, forfatter og i dag leder af Børn og Unge Team i Sønderborg Kommune. I sin bog ”Jeg er OK, som jeg er” opstiller han blandt andet en række dogmeregler for arbejdet med udviklingshæmmede.

En af dem lyder sådan her:

”Jeg er en støtteperson, der alene skal kompensere forden udviklingshæmmedes funktionsnedsættelser. Jeg skalopgive at tro, at jeg skal beskæftige mig med hele den udviklingshæmmedes liv og gøren. Jeg skal alene kompenserefor den udviklingshæmmedes handicap på de områder, hvordet hæmmer ham i at leve det samfundsliv, han selv ønsker.”

Peter Westergaard Sørensen er mere nuanceret i sineholdninger end som så, men trækker selvfølgelig i den ikkeopdragende retning.

Gitte ser det som et svigt.

”Det er fint som diskussionsoplæg og på sin plads atnogen gør op med den magtudøvelse der har fundet sted tidligere, men helt grundlæggende er vi nødt til at se på, hvad det indebærer, at vi har omsorgspligt. Hvis vi går helt over i den ikke-opdragende grøft, synes jeg det er et svigt. Og så taler vi ikke om at bo på et bosted efter paragraf 108 med døgndækning, så bor man i sin egen lejlighed på Nørrebrogade. Fordi man kan det.”

Og det kan beboerne i Møllehuset ikke. Til gengæld borde sammen med mennesker, de ikke har valgt at bo sammenmed. De bor i et ufrivilligt kollektiv og det er benhårdt.

”Derfor arbejder vi også med hvordan vi taler sammenog hvordan vi omgås hinanden – de sociale spilleregler. Ogja det er opdragende, men som en pårørende en dag sagde tilsin datter: ’Når man bor i Møllehuset, så er der regler. Det erder også når man bor i en familie.’ Og det er en god pointe,for vi er nødt til at have nogle regler når vi bor 12 menneskersammen. Selvfølgelig er de selv med til at bestemme hvad derstår i reglerne, men de er på et funktionsniveau, hvor de pået møde kan sige ja til at tale pænt, og så som det første efter mødet give en anden beboer fuck-fingeren’, siger Gitte.

Det vil tage livskvaliteten fra hende

”Og dér er vi nødt til at korrigere,” indskyder Lisbet.

”Så længe vi også husker at anerkende og holde af. Det erhelt grundlæggende. Det er ikke vores opgave at ændre på deher mennesker, vores opgave er at give dem mest mulig indflydelse på deres eget liv. F.eks. har vi en beboer, der spiser skumfiduser til det ene af dagens måltider en gang om ugen. Hvis vi valgte at tage dem fra hende ville vores samvær virkelig være noget skidt. Det ville tage livskvaliteten fra hende. Derfor accepterer vi skumfiduserne, vi anerkender hende, men opfordrer til og støtter hende i at gemme nogen til næste dag eller dele ud af dem.”

Og så er vi tilbage ved den hårfine grænse mellem, hvadder er normalt og hvad der ikke er. Måske er det normale sletikke det vi tror er normalt. Hvem har fx bestemt, at vi ikkemå spise skumfiduser til frokost hver dag?

Lisbet er i hvert fald ikke i tvivl om, hvorfor hun elsker atarbejde med udviklingshæmmede.

”Jeg bliver mere rummelig af det. Af at se at mennesker kan være på alle mulige måder.”

4 gode råd Anerkend og hold af Alle mennesker skal anerkendes og holdes af. Det erhelt grundlæggende. Det skaber livskvalitet og dannergrobund for pædagogiske tiltag. Lad mennesket og ikke rammerne styre Det kan godt være at en beboer ikke må spise flødebollerom torsdagen, men lige nu er hun rigtigt ked af det,og så gør det hende godt at få en flødebolle. Mødbeboerne menneske til menneske. Og i nuet. Lad den vagtbærende spørge til bad og bukser En beboer møder minimum fire pædagoger på en dag,og hvis nu alle siger ”du har glemt at lukke bukserne”eller ”du skal i bad i dag,” så hører de nærmest ikkeandet. Derfor er det kun den vagtbærende, der siger det. Tal sammen i personalegruppen Nogle gange kommer vi til at sige noget, hvor vi kunnehave bidt tungen af os selv. Og det taler vi om. Vi talerom, når vi synes noget er pinligt eller ydmygende. Og viafstemmer, hvor vi griber ind og hvor vi motiverer til enan den adfærd. På den måde kan vi komme potentiellekonflikter i forkøbet.

Pårørende:

Nogle gange giver jeg efter for at undgå en scene

”Det er helt i orden at pædagogerne opdrager på Peter. Vi har nok selv været for eftergivende. Vi har sagt mere ja end nej, fordi vi har villet undgå konflikter.”

Sådan siger Jan Sørensen, der er far til Peter på 33 år. Peterer udviklingshæmmet, bor i Møllehuset og kommer hjem til frokost næsten hver dag.

”Ja han kommer farende ind ad døren og spørger, hvornårvi skal ud at handle. Vi prøver så vidt muligt at have handletfør han kommer, fordi han er svær at have med. Han hiver
alle legetøjsbilerne ned fra hylderne, og jeg må sige til ham athan jo har de fleste. Nogle gange giver jeg efter for at undgåen scene. Han er heller ikke vild med at komme i bad. Dethar både vi og pædagogerne i Møllehuset vores hyr med. Jegsynes de faste pædagoger ude i Møllehuset tackler ham godt,” fortæller Jan Sørensen.

Lisbet Ploug Hansen er en af Peters pædagoger og fortællerat der ofte er en verden til forskel på, hvordan man opdragersom forældre og hvordan man opdrager som pædagog.

”Jeg arbejder ud fra, at de skal være herre i eget liv, mensde pårørendes udgangspunkt er, at de har fået nogle børn,som de gerne vil beskytte mest muligt. Det er to forskellige
udgangspunkter der mødes og de støder selvfølgelig noglegange sammen. Jeg hører ofte pårørende sige at: ”det kangodt være, at de er udviklingshæmmede og grimme, menbehøver de også at være beskidte?” Og til det kan jeg kunsige, nej det behøver hun ikke, men det er hun altså, og jegsynes hun er dejlig alligevel.”

Møllehuset • Er et bosted efter servicelovens § 108. Det vil sige,at det er et sted hvor mennesker med nedsat funktionsevnekan bo i længere tid. Mennesker der blandt andet har behov for hjælp til almindelige daglige funktioner, og som ikke kan få det andre steder. • Har plads til 12 beboere. Lige nu bor der 11 udviklingshæmmede i alderen 28 til 68. • Kører med døgndækning og har i alt 15 fastansatteplus vikarer.