Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Småt nyt
Redigeret af Elisabeth Lockert Lange
FRA ENGLEBØRN TIL MØGUNGER
Lone Scocozza, professor i folkesundhed, har været med Kristeligt Dagblad ude i den københavnske Kulturnat.
Der har hun oplevet horder af 10-12 årige, der totalt har erobret byrummet med hensynsløs og svinende adfærd, skriver dagbladet.
Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen forklarer børnenes manglende hensyn med manglende grænsesætning fra forældre med meget fravær og dårlig samvittighed. Andre peger på en ekstrem individualisering som forklaring, koblet med et stigende antal forældres opfattelse af, at socialisering og opdragelse er noget, de udkørte pædagoger skal tage sig af i institutionerne.
Forældrene ser derimod hjemmesfæren som et sted helliget aktiviteter, der ikke kræver det ansvarsfulde arbejde med opdragelse og konflikter. Skriver Kristeligt Dagblad.
FLERE LUKKEDAGE
En ny undersøgelse af lukkedage i daginstitutioner,
skolefritidsordninger og fritidshjem viser at hver syvende institution vil have flere lukkedage til næste år. Der er i forvejen lukkedage i mere end otte ud af ti institutioner. I gennemsnit holder de institutioner, som bruger lukkedage, døren lukket i godt ni dage om året og sætter dermed familierne under pres for at skulle bruge ferie- og fridage til at passe børnene selv.
Lukkedagene sætter ikke kun familierne under pres.
Også de ansatte oplever at når der skal skæres i børnehaver og skolefritidsordninger, så går det ikke bare ud over udflugter og nyt legetøj. I små fem procent af landets institutioner må lederen ud og skære ned i timetallet hos en eller flere af de ansatte, det vil sige tvungen deltid. Nogle steder skæres en medarbejder helt væk.
KONGENS BRYGHUS SOM KULTURHUS
Christian 4’s gamle bryghus midt i København skal åbnes for offentligheden. Huset har hidtil kun været åbnet lejlighedsvist for udstillinger i de nederste etager, men om få år er det planen, at det vældige renæssancehus skal åbnes permanent for kulturelle aktiviteter i hele bygningen.
Christian 4’s Bryghus er en af Københavns ældste bygninger. Husets placering er enestående, ved Frederiksholms Kanal og ved Københavns Havn. En hvælvet stueetage med stenloft står stort set som på Christian 4’s tid, og oven over rejser den imponerende tagkonstruktion sig med sine fem loftsetager, hvor tømmerkonstruktioner, bjælker og stolper er fuldt synlige.
Det er planen, at store dele af det i alt syv etager store hus skal bruges til offentlige formål som fx udstillinger eller andre kulturelle formål. Slots- og Ejendomsstyrelsen overvejer blandt andet at indrette udstillinger af sten- og gipsfigurer fra statens slotte, ligesom styrelsen overvejer at leje dele af bryghuset ud til forskellige formål med offentlig adgang.
Inden åbningen skal bryghuset brandsikres. Det forventes afsluttet i 2008.
ANSATTE DRUKNER I FORANDRINGER
En bølge af forandringsprocesser skyller hen over det danske arbejdsmarked.
Ifølge en ny undersøgelse har tre ud af fire lønmodtagere inden for de seneste to år været udsat for store reorganiseringer på deres arbejdsplads. Mange forløb får uheldige udfald og ender med, at lønmodtagerne siger op. Eksperter advarer mod at gennemføre forandringer uden omtanke. Kilde:Ugebrevet A4
FORÆLDRE: STRESSEDE PÆDAGOGER
Småbørnsforældre er generelt meget tilfredse med både daginstitutionerne og dagplejen.
Det viser alle undersøgelser, den seneste foretaget af FOA. Godt 8 ud af 10 forældre svarer ”meget tilfredse” eller ”tilfredse”, men mange forældre er samtidig utilfredse med en nogle konkrete forhold i daginstitutionerne.
Hver tredje forælder mener ikke at få ordentlig information om, hvordan deres barn har haft det i løbet af dagen, knap hver fjerde mener, at deres børn ofte må råbe for at blive hørt, og 45 pct. af forældrene mener, at bemandingen og de fysiske rammer i institutionerne er udtryk for, at børn har for lav prioritet i samfundet. 20 pct. af forældrene siger endda at pædagogerne ofte virker stressede.
Generelt er forældre, der har børn i dagpleje, mere tilfredse end forældre med børn i daginstitutionen.