Af Elisabeth Lockert Lange

KAOS I KØ

Der er totalt kaos på Københavns jobcentre. Blandt mange andre af Københavns borgere går det også ud over en hel del af LFS’ medlemmer; ledige, sygemeldte, revalidenter, folk som søger førtidspension og fleksjob.

En indgang for alle. Fokus på den enkeltes behov og beskæftigelsesperspektivet
i indsatsen. Det var hovedparolerne, da Jobcenter København åbnede i sommer. Jobcenter København består af tre generelle jobcentre, et specifikt jobcenter for sygedagpengeopfølgning og et udbetalingscenter. Smukke ord men i de fire måneder der er gået, siden systemet blev oprettet, har det slet ikke fungeret. Tværtimod er der med ordningen skabt et totalt kaos for byens borgere og dermed de af LFS’ medlemmer, som har brug for sagsbehandling på et jobcenter. De, og det er altså mange af Københavns svageste borgere vi taler om, står i kø for at få behandlet deres henvendelse, og der kan gå både uger og måneder før en henvendelse fører til sagsbehandling.

Forvaltningsdirektør Morten Binder erkender at der ligger over 2.000 ubehandlede sager om førtidspension, op mod 900 ubehandlede revalideringssager, knapt 400 ubehandlede anmodninger om fleksjob, og knapt 200 ubehandlede anmodninger om erhvervsevnevurderinger i forbindelse med sager om forhøjelse af førtidspension osv.
Så sagsbehandling ligger det meget tungt med på de nye jobcentre. Måske også fordi der slet ikke er nok sagsbehandlere.
Socialrådgivere flygter i storstil fra centrenes kaos. Op mod 50 ubesatte stillinger er der på centrene. Foruden de mange langtidssyge på grund af stress og alt for stort arbejdspres.

Intet fungerer, fortæller to af LFS’ faglige sekretærer, socialrådgiverne Susanne Brink Andersen og Mona Refsing. Centrene kan ikke finde borgernes sager, så de sygemeldte, revalidenterne, de som søger førtidspension og fleksjobberne cykler rundt fra center til center og fra person til person. Borgerne kan ikke få tilknyttet en sagsbehandler. De ved ikke, hvem der skal sagsbehandle deres sag, ikke engang i hvilket center sagen skal behandles.

”Her i LFS har vi mange eksempler på at medlemmer sendes rundt fra et sted til et andet – for at ende der hvor de begyndte. Ingen steder sker der noget”, fortæller de og tilføjer:
”Da centrene startede op, sagde medarbejderne, at de ville gøre de igangværende sager færdige. Men de har siden ombestemt sig, så også de igangværende sager skifter sagsbehandlingssted og sagsbehandler. I LFS har vi mange medlemmer som er fanget i den fælde. Vi må kunne kræve af kommunen at den sørger for at ingen borgere går uden penge, og at ingen lider under deres smøl. De må træffe afgørelser i tide, så ingen borgere kommer i klemme.”

DÅRLIG RETSSIKKERHED

I et svar på en stribe spørgsmål fra Per Bregengaard, medlem af Beskæftigelses- og integrationsudvalget for Enhedslisten, erkender forvaltningen (i starten af september) at kun 55 pct. af de lovpligtige kontaktforløb er blevet gennemført, og at det også kun er ca. det halve af sygedagpengeopfølgningerne der er blevet gennemført.

Folk sidder med andre ord fast i systemet og får hverken mulighed for det ene eller det andet. Per Bregengaard mener selv at netop dette har medvirket til at sygefraværet er steget så kraftigt for folk på sygedagpenge – fra i gennemsnit 33 uger ved årsskiftet til 45 uger i august.
Også Susanne Brink Andersen og Mona Refsing er inde på denne sammenhæng.

”Vi har netop set den famøse budgetvedtagelse som tager udgangspunkt i at sygefraværet er for højt i København. Måske er det kunstigt pumpet op, fordi folk bliver hængende i systemet, de går rundt uden at kunne komme til samtale om fx en revalidering. Meget tyder på, at der er denne sammenhæng, når man ser på tallene for sygefravær.”
Situationen er alvorlig for borgernes retssikkerhed, præciserer Susanne Brink Andersen og Mona Refsing.
Nogle får ikke udbetalt sygedagpenge, andre mister muligheden for opfølgning af deres sag, forlængelser og andre muligheder. Alt sammen fordi kommunen smøler.

”Vi har medlemmer som oplever atder i centrene slet ikke er indhentet de oplysninger, der skal være indhentet inden for tidsfristen. De henvender sig, får at vide at sagen om deres dagpenge skal sendes videre til en anden, men det sker ikke. Og så ender de med ikke at få nogen penge udbetalt. Andre gange stopper sygedagpengene, fordi der ikke følges op på den sygemeldte, sådan som der skal. Når en borger beder om aktindsigt, skal det ske inden ti dage. En banal forvaltningsretslig regel, men i forhold til ét medlem ventede vi i 12 uger.
Til sidst måtte vi true med at sende sagen til Det Sociale Nævn. Og det er ikke et enkeltstående eksempel. Retssikkerheden er gået fløjten.”

LOVBRUD

De mange beretninger tegner et billede af et rod, som ikke kun er et stort problem for byens borgere, men som også er lovbrud. Endda ganske alvorlige lovbrud. Som i værste fald, og det vil sige, hvis der ikke gøres noget ved det nu, kommer til at koste kommunen enorme summer. Omfanget og den måske kommende økonomiske skandale vækker let erindringer om tiden med Accenture…

Overtrædelserne af de lovmæssige tidsfrister og de derved mistede muligheder vil – når tilsynet afdækker de mange lovbrud – koste kommunen kassen i manglende refusioner fra staten. Fx trådte en ny sygedagpengelov i kraft den 3. juli 06. Hvis reglerne om opfølgning i sygedagpengeloven ikke overholdes, så mister kommunen statsrefusion.
Også reglerne om fl eksjob blev ændret den 1. juli 06. De pålægger kommunen at gøre alt for at få en person i et almindeligt arbejde før de anviser fleksjob.
Hvis kommunen ikke kan dokumentere at alt er forsøgt, så mister den statsrefusion i tre år.

”Det har gjort kommunerne nervøse, og ansøgere bliver derfor hængende i systemet der ikke fungerer.
Ingen ved jo hvor mange sager tilsynet finder der ikke er behandlet korrekt og inden for fristerne, men hvis vi i LFS skal dømme efter antallet af sager her i fagforeningen, så står det rigtig dårligt til. Så bliver der tale om et stort tab for kommunen.”

Den 1. januar 2007 sker der ændringer igen. Da indføres 2. del af det såkaldt en-strengede system. Det vil sige at det sociale system med sygedagpengemodtagere, revalidenter, fleksjobbere, kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionsansøgere skal forenes med de arbejdsløse i jobcentrene. Arbejdsformidlingen og de nuværende jobcentre skal sammenlægges.

Idéen med de tre generelle jobcentre er at borgerne skal kunne henvende sig hvor som helst – og få hjælp. Tilsyneladende er der alligevel sket en specialisering, men præcis hvilken er ikke helt klart for LFS.

”Og tilsyneladende heller ikke for centrenes medarbejdere, hvis man skal dømme efter de mange af LFS’ medlemmer, som henvises fra sted til sted.
Uden at nogen tager et ansvar og knytter en sagsbehandler til deres sag og tager sig af den”, fortæller Susanne Brink Andersen og Mona Refsing.

Rygtevis skulle specialiseringen dog gruppere sig i områderne integration, unge under 30 år, og faggrupper. I LFS kan man dog ikke få oplyst, hvor det pædagogiske personale skal henvende sig.
”Siden omlægningen har LFS brugt oceaner af tid på at hjælpe medlemmer i forhold til de nye jobcentre. Et arbejde op ad bakke. Hvad der sker den 1. januar 2007 kan vi kun frygte, men vi forbereder os på, at kaos fortsætter, og at medlemmer behøver hjælp.”

Det store rod og langsomme sagsbehandling på jobcentrene giver bivirkninger i form af yderligere pres på de der søger fleksjob. Hvis der fx ikke sættes arbejdsprøvning i gang i tide, er det sværere at afholde arbejdsgiverne fra at fyre vedkommende medarbejder og dermed er det vanskeligere at fastholde udsatte ansatte på arbejdspladsen.