Af Tine Sejbæk

Hjælp børn med deres chok

Urolige børn bliver tit misforstået og henvist til PPR med mistanke om ADHD. I virkeligheden bærer mange af dem på uforløste traumer, de behøver hjælp til, mener psykolog Tove Mejdal. Hun giver her råd om, hvordan man som pædagog kan hjælpe et chokeret barn igennem f.eks. et fald eller en ulykke.

SYMPTOMER PÅ TRAUMER

Enhver usædvanlig adfærd, som starter kort efter en alvorligt skræmmende situation eller lægebehandling, kan være tegn på, at et barn er traumatiseret. Tvangsbetonede og gentagne manerer, som f.eks. hele tiden at slå med en legetøjsbil på en dukke, er næsten sikre tegn på en uløst reaktion på en traumatisk situation.
Andre tegn kan være:

• Vedvarende overkontrolleret adfærd
• Regression til tidligere adfærd, f.eks. sutte på finger
• Hysteriske anfald og ukontrollable raseriudbrud
• Let til at blive forskrækket
• tTlbagevendende angst om natten eller mareridt
• Overdrevent behov for at klynge sig

Kilde: "Væk tigeren" af Peter Levine.

Langt flere børn, end man skulle tro, går rundt med uforløste reaktioner på chok og traumer. Og fl ere, end man skulle tro, bliver misforstået og indrulleret i PPR-systemet, selv om det nogle gange er noget helt andet, de har brug for.

Det mener Tove Mejdahl. Hun er cand.pæd.psych. med en fortid i PPR-systemet (i Roskilde og Stenløse). I dag er hun psykolog på fuld tid med egen praksis, hvor hun bl.a. tilbyder SE-terapi (en chokterapi efter Peter Levines metode, se boks), holdingterapi (en familieterapi) og kurser i børns udvikling. Hun holder til i Gundsømagle ved Roskilde, hvor hun laver terapi i et stort, lyst rum befolket af bløde puder og madrasser.

"Mange børn har traumer siddende i kroppen. Det er børn, som har forskellige reaktioner, der ofte af systemet bliver tolket som ADHD (populært kaldet DAMP). De er måske urolige, ukoncentrerede og bliver let irritable. De farer op og ned ad væggene og kan ikke tåle at have andre tæt på", siger Tove Mejdahl, der har lavet SE-terapi siden 1998.

Da hun kom ind på SE-uddannelsen, var hun stadig i PPR.
Og hun fik efterhånden et andet syn på de børn, der blev henvist. Når hun interviewede forældrene, begyndte hun at blive opmærksom på børnenes traume-historier.

"Ofte kunne forældrene med tårer i øjnene fortælle, at barnet havde haft horrible øreproblemer. At det gentagne gange havde fået dræn i ørerne eller fået punkteret ørerne. At man havde måttet holde barnet mod dets vilje. I lægeverdenen er der alt for lidt opmærksomhed omkring, hvad sådan nogle ting gør ved børn! Den type oplevelser er virkelig noget, der lagrer sig i barnets system", siger Tove Mejdahl.

Chok og traumer sætter sig i kroppen. Når man bliver udsat for noget overvældende, reagerer den mest primitive del af hjernen (krybdyrhjernen) instinktivt med at mobilisere en enorm overlevelsesenergi.

"Hvis man ikke får hjælp til at få "afsluttet" den energi, det vil sige bliver støttet i, at det er en naturlig og sund reaktion, at kroppen ryster, og man græder, kan det udvikle sig til posttraumatisk stress. Hvis et barn med et uforløst traume oveni bliver henvist til "diagnosekassen", kan det forværre situationen. Fordi det er traumatisk for familien ikke at blive forstået rigtigt. Der bliver måske sat nogle særforanstaltninger i gang. Og det kan være godt nok med ekstra støtte, for sådan et barn fylder meget.
Men det er bedre, hvis man i stedet forstår, at der er tale om et traumatiseret barn", siger Tove Mejdahl og tilføjer:
"Stress kan blive tolket som ADHD. Mens det i virkeligheden er overlevelsesenergien i kroppen, der ikke er forløst ordentligt".

NATURLIGT AT BØRN RYSTER

Det er dog ikke kun sygdomme og lægebesøg, der kan give traumatiske reaktioner, som kan mistolkes som ADHD.
"Også episoder, vi som voksne synes, er mindre ting, kan have været overvældende for barnet. F.eks. dét at blive væk fra sine forældre i et supermarked. Og opleve sig helt "lost". At vælte på cyklen. At falde og slå sine tænder".

Mange af de episoder ville forældre og pædagoger kunne hjælpe med i den akutte fase, hvis de vidste, hvad de skulle gøre.
Bl.a. er det essentielt at rumme, at barnet græder og ryster (se mere udførligt i boksen om førstehjælp til børn).

"Som voksen er det også meget vigtigt selv at være i ro. Så man er i stand til at berolige og sætte ord på det skete for barnet: "Dér blev du rigtig bange. Din krop ryster - det skal den! Lige nu er din krop i oprør - det lægger sig igen", siger Tove Mejdahl.

Bagefter kan barnet have brug for støtte til at "genforhandle" dét, som det har været ude for. Det kan ske naturligt gennem leg, eller ved at man støtter barnet i at tegne oplevelsen. Man skal ifølge Tove Mejdahl også snakke med barnet om dets kropslige fornemmelser. Barnet kan sagtens svare på: Hvor sidder "bange"? Det sidder typisk i maven. Og så kan man spørge: Hvordan ser det ud? Som en sten. Hvor stor er den sten? Og hvilken farve har den? Så begynder den kropslige fornemmelse at bevæge sig. Måske vil den ud gennem armene eller benene.
Måske prikker det i hænderne.

"Det er vigtigt, at man som voksen forstår, at barnet har en massiv kropslig reaktion. At dét at græde og ryste er naturligt.
Sådan at man som voksen ikke kommer til at skælde ud eller minimere barnets oplevelse ("Det er ikke så slemt") eller rose barnet, hvis det ikke græder. Det er rigtig vigtigt at komme igennem den kropslige reaktion. Og give tid til, at barnet kan blive holdt om eller bare få en hånd på ryggen. Uden at holde det for fast. Mange voksne holder instinktivt om et barn i sådan en situation. Dér, hvor mange ikke er så opmærksomme, er i forhold til, hvor lang tid der kræves for, at kroppen kommer af med overlevelsesenergien. Det tager lidt tid«.

Man skal også være opmærksom på, at barnet kan være vred f.eks. på det træ, det faldt ned fra.
"Det er fint nok! Her kan man sige til barnet »Kan du mærke, hvor vred du er? Hvor sidder vreden?« Nogle gange har børn også brug for at slå i noget. Så finder man en stor pude til formålet".

Når Tove Mejdahl har et barn i terapi, et eksempel kunne være en syv-årig pige, der er faldet slemt på sin cykel, kan det foregå sådan, at hun etablerer en leg i rummet. Tove Mejdahl fortæller historien om, hvordan pigen faldt på cyklen. "Du kom cyklende og lige pludselig.... Hun spørger pigen: "Hvad ville have været et godt sted at lande i stedet for på asfalten"?

"Pigen svarer f.eks., at det ville have været godt at lande i nogle puder. Og at hendes krop ville slå en kolbøtte, hvis den skulle falde ned på en god måde. Så gør pigen det på madrassen. Lige så længe, hun har brug for det. Det er en måde at"genforhandle" et fald på. Barnet gør den nye bevægelse lige så længe, det har brug for det. For at arbejde "den gode måde at falde på" ind i systemet".

SPØRG OG LYT TIL FORÆLDRENE

Tove Mejdahls oplevelse er, at det langt fra er sjældent, at de urolige børn, som bliver henvist til PPR, i virkeligheden har traumer. Hendes erfaring er, at hvis forældre har ressourcer til det, kan man gøre noget ved tidlige traumer. F.eks. i forhold til svære fødsler og forladthedstraumer.
"Det er muligt at arbejde med de ting?" siger Tove Mejdahl, der både har mange danske børn og adoptivbørn i terapi.
Et eksempel kunne være en dansk familie med en dreng på otte år. Da han var fire år, blev moren alvorligt syg. Drengen var chokeret, og det var gået ud over tilknytningen. Han var blevet for stærk.

"Han troede ikke længere på, at hans mor kunne passe på ham. Rollerne i familien var blevet omvendte. Han var undersøgt gennem PPR, da de kom til mig, og var nærmest blevet diagnosticeret ADHD. Moren nægtede dog at "tage imod"diagnosen. Familien arbejdede meget seriøst i terapi. I dag går det godt, symptomerne er næsten væk, og drengen tror på, at moren kan passe på ham".

"Det er vigtigt at arbejde med det, hvis barnet har mistet tilliden til, at de voksne kan passe på det. Tidligt traumatiserede børn vil ofte tage styringen, forhandle, diskutere og have kontrol. Og det kan de ikke tåle, så det er vigtigt, at de voksne tager lederskabet", siger Tove Mejdahl.

Hun understreger, at der ofte er brug for at arbejde med hele familien og med samarbejdet med børnehave eller skole. Der er ofte opstået en kløft mellem hjemmet og børnehaven/skolen.
Hendes erfaring er, at når pædagoger snakker med forældre om deres barn, skal de passe på med at give barnet "stempler".

"Så har de forældrene på nakken! De skal passe på, hvordan de taler om barnet. Generelt skal pædagoger være mere udspørgende. Mere interesseret i barnets historie. I ting, som kan forklare, at barnet reagerer, som det gør. F.eks. kan skilsmisse og øreproblemer - trods det, at det er almindelige hændelser - være vigtige episoder at tage fat i. Ofte sidder nogle af de historier stadig i kroppen".

Når pædagoger iagttager symptomer på traumer hos et barn (se boks), skal de ifølge Tove Mejdahl være nysgerrige i forhold til, om forældrene er opmærksomme på, at barnets adfærd kan handle om noget overvældende, det har været ude for. Og har forældrene ressourcerne, kan det ifølge Tove Mejdahl være en fordel selv at opsøge behandling.

"Har der været hændelser, f.eks. trafi kulykker, fald osv, hvor man klart kan se et "før" og et "efter" hos barnet, så løses det nemmere ved, at forældrene selv tager kontakt til en terapeut.
Som regel er det enklere end at gå igennem PPR systemet, hvor man risikerer at barnet havner i en diagnosekasse. Ofte vil man i PPR foranstalte en undersøgelse af barnet. Og det kan være godt nok. Men systemet er gearet til at udrede, sende videre, anbefale støtte osv. PPR laver sjældent egentlige behandlinger, for det er der ikke rigtig overskud til. Under alle omstændigheder: hvis både pædagoger og forældre er opmærksomme på, at der har været en begivenhed, der er brug for hjælp til - i systemet eller andre steder - så er der større sandsynlighed for, at problemet kan blive løst".

Tove Mejdahl kan træffes på tlf. 46789797. Se evt. hendes hjemmeside www. se-huset.dk
Se også www.seforeningen.dk

FØRSTEHJÆLP TIL BØRN

Ulykker og fald er en helt normal og som regel harmløs del af opvæksten. Alligevel kan et barn undertiden opleve en traumatisk reaktion på en af disse hændelser. Også efter en situation, der på voksne virker ret ubetydelig.

Retningslinjer:

• Tag dig først af dine egne reaktioner, og mærk indven dig din egen bekymring og frygt for det tilskadekomne barn. Træk vejret dybt og ånd langsomt ud; mærk følelserne i din egen krop. Den tid, det tager at skabe en følelse af ro, er godt anvendt. Du bliver mere rolig, og barnet bliver mindre påvirket af din frygt og forvirring.
• Hold barnet i ro og stille. Hvis skaden gør det nødvendigt at flytte sig med det samme, så støt eller bær barnet, også selv om det synes i stand til at gå selv.
• Opmuntr barnet til (eller om nødvendigt kræv af det), at det giver sig god tid til at hvile sig et sikkert sted. Dette er specielt vigtigt, hvis du lægger mærke til tegn på chok eller svimmelhed (glasklare øjne, bleg ansigtsfarve, overfladisk åndedræt, rysten osv).
• Efterhånden som det fortumlede udtryk begynder at forsvinde, retter du forsigtigt barnets opmærksomhed mod dets fornemmelser. Men dæmpet stemme spørger du "Hvad mærker du i kroppen?"Gentag langsomt og roligt de svar, du får. Spørg videre: Hvor mærker du, at det gør ondt? Hvad mærker du i maven (hovedet, armen osv)? Spørg til fornemmelsens form, farve, vægt osv.
• Giv tid til et par øjeblikkes tavshed mellem spørgsmålene. Det giver plads for de energibevægelser, barnet går igennem, uden at det næste spørgsmål griber forstyrrende ind. Få barnet til at mærke sine fornemmelser et par minutter mere, bare for at være sikker på, at processen er færdig.
• Væk ikke diskussion omkring uheldet. Der bliver senere rig lejlighed til at fortælle historier om det, tegne det osv. Men først er det tid til at udløse energien og falde til ro. Undgå irettesættelser og belæring á la "Du burde også have set dig bedre for"!
• Læg vægt på barnets fysiske reaktioner i hele dette tidsforløb. Børn begynder ofte at græde eller ryste, når de kommer ud af deres choktilstand. Hvis du kan mærke en trang til at stoppe denne naturlige reaktion, så modstå den. Undersøgelser viser, at børn, der får lejlighed til dette efter en ulykke, har færre problemer med at komme sig igen. Din opgave er at lade barnet forstå, at det at græde og ryste er sunde og normale reaktioner.

Kilde: "Væk tigeren" af Peter Levine, Borgens Forlag.

KORT OM SE-TERAPI

Amerikaneren Peter Levine, som har en doktorgrad i psykologi, har i op mod 40 år studeret stress og traumer. Han er sandsynligvis den, der på verdensplan ved mest om emnet. I dag praktiserer en del danske psykologer og terapeuter efter hans metode, SE-terapi (SE = somatic experiencing = den oplevede fornemmelse). Metoden tager udgangspunkt i dyrs evne til at håndtere faretruende situationer og er en choktraume-terapi, hvor man fokuserer på kropslige fornemmelser. Nøglen til at helbrede traumer ligger i vores krop.

Filosofien er, at det ikke nytter blot at genfortælle den ubehagelige oplevelse,på den måde kan man risikere at blive retraumatiseret. Man er nødt til at mærke »den oplevede fornemmelse« i kroppen for at forløse den stivnede energi i traumet. En væsentlig del af SE-terapi er også forståelsen af, at det er naturligt at græde og ryste for at kunne afslutte en chokerende hændelse. Peter Levine er forfatter til bogen »Væk tigeren« - foreløbig den eneste af hans bøger, der er kommet på dansk. To andre er på vej til det danske marked.