Af Elisabeth Lockert Lange

Succes med forebyggelse af vold

Stor satsning på faglig viden og fokus på at forebygge vold er to af parametrene bag Bostedet Sjælørs succes.

Bostedet Sjælør har gennem de sidste fem-seks år skiftettotalt karakter fra at være en arbejdsplads med stor udskiftningaf personale til at være et sted med stabilitet og naturlig af gang.
Medarbejder i over fem år og sikkerhedsrepræsentant HelleSøndergaard mener meget af grunden ligger i det intense arbejde, arbejdspladsen især de sidste par år har lagt i en fagligopkvalifi cering på stort set alle områder.
Et af disse områder er voldsforebyggelse. Det blev valgt somét blandt flere fokuspunkter i 2004, som bostedet har satsetpå at gøre noget ved siden (vi vender tilbage til de andre fokus punkter).

Satsningen på at forebygge at konflikter optrapper og en der i vold kan direkte afæses i bostedets statistikker.
Først og fremmest på antallet af magtanvendelser. Med en vis stolthedfortæller forstander Charlotte Daugaard at mens antallet af indberetninger af magtanvendelser i 2004 endte på 97 og var dalettil 70 i 2005, så er man nu i 2006 (som jo er slut om ikke sålænge) nede på 21 magtanvendelser.

Arbejdet med at forebygge vold har mange niveauer og facetter. For tingene hænger jo sammen: jo mere beboerne selvhar indflydelse og medbestemmelse, jo mere de får mulighedfor at skabe ligeværdige sociale relationer, og jo mere de lærerat gebærde sig i forskellige situationer, jo mindre griber de tilvold. Og netop beboernes selvstændighed og indflydelse påderes eget liv, deres seksualitet og et socialt netværk er de andreområder, bostedet i efteråret 2004 besluttede særligt at arbejdemed de næste år.

De nedsatte derefter arbejdsgrupper til at gå videre medemnerne, først og fremmest skaffe viden og overblik. I forholdtil voldsforebyggelsen handler det bl.a. konkret om at analyserealle episoder af vold beboerne imellem og af magtanvendelser.
Hvad skete der, hvad gik forud, og hvad kan der gøres for atundgå en gentagelse. Og sådan analyserer de stadig alle episoder med vold. Det har bl.a. ført til to fl ytninger, fordi dårligtfungerende forhold beboere imellem blev tydelige og formuleretaf dem selv.

De udarbejdede også en aktivitetsplan, som gik ud på at personalet skulle opkvalifi ceres fagligt, så de fik en større forståelsefor vold, bl.a. hvad der leder op til den, hvordan det nogle gangekan opleves af beboeren som den eneste mulige udtryksform,og hvilke elementer i miljøet der kan fremme vold, fx nye vikarereller for mange skift i hverdagen. Det koblede de på en fagligviden om den udviklingshæmmedes egen historie, medicinfor brug etc. De fik også to temadage med Arbejdsmiljø København(dengang BST) om voldsforebyggelse. Tilsammen betyder det atpersonalet kan agere med langt større forståelse og indlevelseover for beboerne.

”Vi bruger bl.a. med stort udbytte en metode, der hedder Social stories i vores voldsforebyggelse. Metoden er en stor hjælp til at få mere erkendelse og til at lære beboeren at klare situa tioner på andre måder, hvor de tidligere bare ville slå”, vurdererCharlotte Daugaard (se nærmere i faktaboksen)”Vi har også styr på vores psykiske førstehjælp, hvis der sker vold; ambulanceplanen er et naturligt og integreret redskab.
Men vi har også lavet en voldsforebyggelsespolitik, og vi har offentliggjort sikkerhedsarbejdet så grundigt, så det er alle mandseje. Og vi har gjort det netop fordi, vi har haft vold tidligere”,fortæller Helle Søndergaard.

SELVBESTEMMELSE

19 udviklingshæmmede voksne mellem 22 og 65 år, stort setalle med en psykiatrisk overbygning, fl est autister, bor på Boste det Sjælør, i et af bostedets fem huse. I hvert hus er der i gennemsnit fire beboere, og derudover er bostedet normeret til to enkeltmandsprojekter (men har tre for øjeblikket). Der er ansat42 medarbejdere alle inklusiv.
Overordnet set arbejder Bostedet Sjælør for at skabe rammer, hvor beboerne kan have velfungerende liv.
”Det handler meget om at lære dem en erkendelse af dereshandicap og at give dem redskaber til at kunne leve bedst muligt
med det.”

Konkret tager de udgangspunkt i de individuelle handleplaner som beboerne og medarbejderne laver i samarbejde. Et samarbejde hvor beboerne i stigende grad har det store ord.
”Efter vi er begyndt at arbejde med beboernes selvstændighed og indfl ydelse er de også med til at skrive handleplanen og godkende den, ikke kun tale om hvad de skal stå i den”, fortæller Helle Søndergaard og giver et eksempel med en beboer, som selv ville have ind i sin handleplan at der skulle arbejdes med at styrke hendes forhold til en anden beboer. En anden ønskede mere kontakt med sin kæreste som var fl yttet til Jylland. Og det får hun.

”Medarbejderne er opdelt i teams, som er tilknyttet husene. Vi har overvejende socialpædagogisk uddannet personale, fordi problemstillingerne her er så komplekse, og vi skal arbejde tværfagligt også i forhold til de psykiatriske aspekter. Bl.a. har vi et samarbejde med vores egen tilknyttede psykiater og distriktspsykiatriskcenter her i Valby”, fortæller Charlotte Daugaard, som har været stedets forstander siden 2004. Hun fortsætter:

”Teamstrukturen var på plads da jeg kom hertil, og den fungerer. Yderligere har vi startet en proces hvor vi arbejder henimod at grupperne bliver mere selvstyrende. Allerede nu er nogle grupper kommet langt. Først og fremmest er det vigtigt at teamene har en erkendelse af at ting hele tiden ændrer sig, noget kan fungere godt en tid, men så sker der måske noget som giver en ny bevægelse. Og det gælder også ressourcefordelingen, som løbende skal tages op til revision, når vi ser at noget ændrer sig.”

Helle Søndergaards team er i høj grad selvstyrende, og det taler hun varmt for.
”Det betyder meget ansvar, det giver ejerskab, og vi bliver langt mere fleksible af det. Selvfølgelig kan det tage tid fra beboerne, men jeg synes vi er gode til at vende det til noget positivt, så vi er sammen med dem imens vi fx lægger planer. Først og fremmest er det udviklende, man får selv mulighed for at fremtidsplanlægge og få overblik. Bl.a. prioriterer vi selv brugen afvores vikartimer.”

EN ”NY” ARBEJDSPLADS

For fem og et halvt år siden da Helle Søndergaard startede på Sjælør var det ”lidt af et svingdørsted”, hvor der som regel var nye ansigter, når man kom tilbage fra sommerferie. Nu er det ganske anderledes. Efter en oprydning og den nuværende langsigtedeog målrettede faglige opkvalificering er arbejdspladsen blevet et sted hvor folk bliver. Og det er god cirkel, for erfarne medarbejdere betyder stor viden om beboerne og problematikkernepå tværs af huse og teams.
Det løbende udvikling betyder også at nye medarbejdere hilsesvelkommen, der er ingen ”plejer”, tværtimod er nye tanker velkomne.

”Vi er jo hungrende efter ny viden og åbne over for den. Vi oplever det er en styrke at vi er en så bred gruppe som vi er”, peger Helle Søndergaard.
Satsningen på faglig opkvalificering går langt ud over voldsforebyggelse.
Via temadage har personalet opkvalificeret sig i forhold til brugernes seksualitet, og de har ligefrem uddannet en seksualvejleder (se artikel andetsteds i bladet). Med en sådan ressourceperson kan resten af personalet få hjælp til at skelne om en frustration hos en beboer er seksuel, og hvad de kan gøre ved det. ”Vi får nogle nye briller at se problematikken med”, siger Helle Søndergaard. Det betyder også at en seksualpolitik er under udarbejdelse.

Da stort set alle stedets beboere har en psykiatrisk diagnose har ledelsen valgt at prioritere en temadag med en fælles grundvidenom de psykiatriske grundbegreber. Også neuropsykologi har de lært en masse om, en viden som teamene arbejder videre med. ”Alt sammen for at få et mere vidtfavnende billede af beboerne”.
Og det handler ikke nødvendigvis om dyre kurser og den slags, forsikrer Charlotte Daugaard, derimod handler det meget om at bruge sit netværk og viden om hvilke ressourcer og viden mennesker rundt omkring har.

En kontinuerlig undervisning i teknikker til frigørelse og fastholdelse er også en del af opkvalificeringen. Pointen er at gøre ”indgrebet” så lille som muligt og komme ud af en eventuel konflikt uden at eskalere den. Fx hvis en beboer hiver fat i en ansat,så er der teknikker til at dreje sin hånd, så man kommer ud af grebet på en smidig måde og ikke behøver tilkalde to andre medarbejdere for at slippe fri. Disse teknikker har også deres andel i at antallet af magtanvendelser er faldet så drastisk.

Ud over seksualvejleder har bostedet også prioriteret at uddanne en person særlig i hele spektret af autismeforstyrrelser. Det giver alle en mulighed for at trække på en større viden om diagnoser, metoder og arbejdsredskaber i forhold til autisme. Det handler bl.a. om redskaber til at se helheden omkring beboeren.
To af bostedets medarbejdere er tilknyttet et vidensnetværk for udviklingshæmmede med psykiatriske lidelser, og bostedet har selv taget initiativ til en erfagruppe sammen med Bostedet Røde Mellemvej, så de kan drage nytte af hinandens viden og erfaringer. Supervision for alle teams er også noget som ligger Charlotte Daugaard på sinde. Som det er nu er det teamene med enkeltmandsprojekter der superviseres.

INITIATIVER

I det daglige liv i husene arbejder medarbejderne med de fysiske rammer, som kan fremme vold.
”Hver beboer har sit eget værelse, men de er to om at dele bad og toilet. Det er pænt men ikke optimalt. Og kunsten i hverdagen bliver at lave rutiner, så to beboere ikke skal i bad samtidig og støder sammen. Den slags mulige konflikter skal vi forsøge at tage på forhånd”, fortæller Charlotte Daugaard.

Helle Søndergaard supplerer:
”En ergonomigruppe gennemgår netop nu hele bostedet fra top til bund, både for beboernes skyld og for vores. Vi vil gerne hjælpe vores beboere i deres svage øjeblikke, og der skal være plads, så de kan modtage hjælpen fra os uden at værelset skal ændres, sådan at det bliver helt naturligt. Og der skal være en udgang for os, så vi ikke kan trænges op i en krog.”
Selvom noget af opkvalificeringen ligger på enkelte personer, som de øvrige kan trække på (tre personer har fx fået en særlig viden om medicin), så er den grundlæggende prioritering at satse på det fælles for hele personalegruppen og dermed et fælles grundlag. Og sammen har de netop gjort status og sat mål for personalets udvikling.

”Vi valgte at have fokus på succeserne. Vi er så vant til at lede efter, hvor vi kan blive bedre, men vi vendte det om og kiggedepå, hvad teamene havde succes med. Og vi blev bekræftet i at vi er nået langt”, siger Helle Søndergaard.
De nævner et andet initiativ: et fælles beboermøde for alle 19 beboere og ledelsen. Det giver beboerne mulighed for frit at sige, hvis de gerne vil have noget anderledes, og uden at deres pædagoger hører det. Og det gør de nu; de har endda nedfældet deres egne husregler på et sådant møde.

Derudover har hvert hus ugentlige beboermøder om aktiviteterpå stedet. Og aktiviteter er der mange af. Husene skiftes til at stå for Sjælørsjov, fester, bingo, pandekagefest, Halloween og så videre.
”Det at skabe sociale relationer fylder rigtig meget her. Det er vigtigt at beboerne har noget indbyrdes, at ikke alt skal gå gennem en pædagog. Vi deltager i alt hvad vi kan af festivaller og den slags. Og så bruger vi netværksstederne rigtig meget,
det vil vi gerne understrege. Steder som Bakspejlet og Caféen Valdemarsgade, og vi bruger selvfølgelig medborgerhuset og
andre kulturelle ting her i Valby, ikke mindst i forhold til det multietniske.

Nøgleord for autister er struktur og forudsigelighed. Derfor er al aktivitet omkring beboerne med autisme på Bostedet Sjælør struktureret, så beboerne kan se hvad der skal ske hvornår. Der er et foto af hvilken medarbejder der kommer hvornår, og der er fotos af beboerne selv i givne situationer, fx med tandbørsten, i sengen osv. Nogle skriver dog aktiviteterne ned i stedet. Alt laves individuelt i forhold til den enkelte beboers niveau og ønsker.

SOCIAL STORIES ELLER SOCIALE HISTORIER

Er en amerikansk metode. Målet med en social historie erat lære en bruger med fx autisme eller Asperger (det vilsige som har svært ved at sætte sig ind i andres følelser) en mulighed for at gøre noget andet end det der vækkeranstød eller giver problemer. I princippet kan de brugestil at lære at gebærde sig bedre i alle sociale situatoner. PåSjælør bruger de fx meget som voldsforebyggelse.
Charlotte Daugaard fortæller om en af deres beboere,som har (havde) let ved at slå i bestemte situationer. I densociale historie formulerer beboeren selv situationen (dahun slog og de andre ikke syntes det morsomt) og hvilke alternativer hun kan bruge (fx gå eller sige noget i stedet forat slå) og med sine egne ord. I dette tilfælde ville beboerengerne lære at sige: Pyt med det. Historien gemmes, ogpædagogen kan nu læse den sammen med beboeren.

Metoden forærer brugeren nogle muligheder for hand ling og ny læring, hvor de ikke behøver at tænke over,hvad de skal gøre i en given situation, men har en konkretstrategi at handle efter. Og man kan vende tilbage til historien, når der er behov for det. Metoden giver en sammenhæng for beboeren, for alle ansatte kan se historien ogbruge de samme ord.
En variant man kan arbejde med er tegneseriehistorier,hvor beboeren lærer at afl æse andre menneskers følelser via tegnede ansigtsudtryk og ”bobler” for hvad de siger.