Af Elisabeth Lockert Lange

HJÆLP TIL SEX

Hvis man ikke kan fi de ud af at børste sine tænder, får man hjælp fra sine forældre. Men når det handler om seksualitet, skal man finde ud af det hele selv. Og det gør de fleste af os da også. Lidt anderledes er det for udviklingshæmmede og handicappede. De har ofte brug for at få hjælp fra de ansatte socialpædagoger.

Hvor mere end to socialpædagoger som arbejder med udviklingshæmmede mennesker mødes og taler arbejde, ender de på et tidspunkt ved brugernes seksualitet. Emnet "fylder"meget i både brugernes liv og pædagogernes arbejde. Det er ikke blevet mindre aktuelt ude på arbejdspladserne af at Københavns Kommune har valgt at forbyde deres med arbejdere at agere som formidlere mellem de udviklingshæmmede brugere og prostituerede. At dømme efter hvor mange af deltagerne på specialområdets generalforsamling i LFS (se nr. 13) netop dette faktum fi k op af stolen til en kommentar, er det nok ikke helt usædvanligt at gøre. Kommentarerne viste også hvor meget i vildrede, de ansatte er i forhold til, hvad de nu skal gøre.

Marianne Hørdam har gennem hele sit arbejdsliv som pædagog i Københavns Kommune beskæftiget sig med mennesker med udviklingshæmning, bl.a. som institutionsleder og distriktsleder. Nu har hun eget firma, hun rådgiver, superviserer, holder foredrag og underviser i alle emner som relaterer til seksualitet.
Og om netop dette emne: udviklingshæmning og seksualitet fortalte hun på et fyraftensmøde en ganske vist ikke så vældig stor skare socialpædagoger, men de der deltog, var til gengæld desto mere aktive og engagerede.

Alle mennesker er seksuelle væsener, det er det ene grundlæggende udgangspunkt. Det andet er at begrebet seksualitet er bredt, meget bredt.
Seksualitet er ikke lig med samleje eller det at have erotik med et andet menneske.
Det kan være noget rent følelsesmæssigt, og det kan være at kradse lidt i hånden med en børste.

Tilbage i 1941 udtalte en dansk psykolog at disse tre behov hænger sammen: det genitale behov (kønsorganerne), det erogene behov (lystzoner i kroppen) og det erotiske behov (tiltrækning). Disse tre behov vil vi søge at få opfyldt, og de udgør tilsammen sund seksualitet.
Og vi ønsker alle seksuel sundhed, det er et hele af det at være menneske, kropsligt, følelsesmæssigt, intellektuelt og socialt. Når seksualiteten opleves som berigende for den enkelte og medvirker til at forøge eller højne kommunikation og kærlighed.

DEN SEKSUELLE UDVIKLING

Forskere som Freud og Erikson har gjort meget for, hvordan vi anskuer seksualiteten. Med udgangspunkt i deres teorier beskriver Marianne Hørdam den seksuelle udviklings faser:
Trygheds- og sansefasen. Selvstændighedsfasen. Kønsidentifikationsfasen. Den skjulte fase og pubertetsfasen.
Til dem knytter sig et parallelt fysisk og psykisk udviklings forløb.
"Trygheds- og sansefasen er de helt nyfødtes. Det nyfødte barn kan sammenlignes med det totalt handicappede menneske ved at det kun overlever, hvis nogen tager sig af det."

Det er i kønsidentifikationsfasen fra ca. 4 til 6 år at barnet ser forskelligheden mellem kønnene, og i den skjulte fase at de leger læge i hemmelighed. Og mærker at det kan være rart at kure ned af rebet i gymnastik. I pubertetsfasen relaterer vi os mod en anden og udvikler, hvad vi står for og vil.
Noget kan lettere gå galt i udviklingshæmmede menneskers seksuelle udvikling, for disse to forløb er ikke så parallelle, som de er i den normale udvikling.

"Forældre har drømmeforestillinger om deres barn inden en fødsel, og når de får et handicappet barn indtræder der en krise.
Hvordan den tackles betyder alt for, om de får den tidlige tætte relation til barnet. Forældrene har en sorg inden i sig. Og senere kan både omgivelsernes og deres egne reaktioner betyde noget for forløbet. Fx omgivelserne, siger man tillykke til forældrene, når de har fået et mongolbarn? Og hvad skal de selv som forældre rose barnet for, udviklingshæmmede er jo langsommere i udviklingen. Måske vælger de at overbeskytte barnet, så det ikke får prøvet kræfter og prøvet livet -alt det besværlige og farlige", vurderer Marianne Hørdam.

Dertil kommer at udviklingshæmmede børn ofte ikke har nogen steder, hvor de kan mødes og være alene.
"Hvis to børn leger godt sammen, kan det være svært at mødes hos hinanden, for det er besværligt for forældrene at have to udviklingshæmmede halvstore børn i hjemmet. Derfor får desjældent besøg. Og de får ofte heller ikke taget det almindelige oprør over for forældrene."

ET SEKSUALVENLIGT MILJØ

I specialskoler og ?fritidshjem har børnene og de unge ganske gode muligheder for at danne venskaber. Der kan personalet arbejde bevidst med at styrke deres kammeratskaber og medforældrenes relationer som en støtte til børnenes venskaber.
Enkeltintegration i almindelige skoler derimod er Marianne Hørdam ikke begejstret for.

"I en skoleklasse blandt normale børn har det udviklingshæmmede barn en ensom position. Og det er hårdt, for børnene leger ikke på lige fod. Min erfaring er at det udviklingshæmmede barn bliver flagstang i legen eller hund hvis det går højt, men aldrig moren eller faren. Det er jo også et spørgsmål, om vi kan danne venskaber på tværs. Jeg havde ikke selv nogen udviklingshæmmet med til min fødselsdag?."

Hvis det går galt i starten af udviklingen, bliver det også svært med de senere faser. For udviklingshæmmede mennesker er der som regel stor ubalance mellem de fysiske og psykiske seksuelle udviklingsfaser, de er fysisk og psykisk forskellige "steder."

"De har lyster, men de har ingen erfaring med hvad kroppen gør, og med hvad de kan gøre med den. Fordi de agerer som de gør, opfatter vi dem ofte som børn, og deres seksualitet sætter vi først fokus på, når den bliver et problem. Vi skal se på det hele menneske inklusiv seksualiteten langt tidligere. Her kan bl.a. arbejdet i institutionerne med sansepåvirkninger gøre meget, disse børn får jo ikke lov til alt det vi andre får lov til", siger hun og fortsætter:

"Det er vigtigt at vi ikke ser seksualiteten som noget specielt og lader andre tage sig af det, fordi vi synes det er svært. I virkeligheden kan alle skabe et seksualvenligt miljø, det vil sige et miljø, som er accepterende og støttende i forhold til det seksuelle. Alle kan også lave seksuel vejledning. Og når det bliver vanskeligt, så kan man tage fagpersoner ind."

Hvis man som socialpædagog gerne vil hjælpe en bruger til onani eller et par til samleje kan man bruge en af de ret mange udmærkede vejledninger; film, pjecer, bøger der findes til det. Marianne Hørdam fortalte om en del af dem på fyraftensmødet -se i faktaboksen.

Der findes meget materiale om seksualitet, handicap og udviklingshæmmede. Både bøger, pjecer og film. Her er et udvalg af dem, Marianne Hørdam nævnte på fyraftensmødet i LFS.

Sexologi af Jørgen Buttenschøn, som bl.a. indeholder et skema til observation af seksuel adfærd Barns seksualitet af Thore Langfeldt Autism: realtioner och sexualitet af Gunilla Gerland. Lasse og Laura er en bog om seksualitetfor Udviklingshæmmede. Af Dorte Brunsgaard Pedersen og gennemillustreret af Niels Poulsen.
Lasse og Laura bøgerne behandler temaer som samvær, hygiejne og sociale normer.
Se på http://www.spf-herning.dk

När känslan tager över af Magareta Nordeman Seksuelle overgreb af Elsebeth Muff, Socialt Udviklingscenter www.sus.dk

Dialogspil. Hvad gør du? Af Charlotte Voetmann, Conni Hald, Lone Vibe-Pedersen og Helle Kjærgård, Hjørring Seminarium. Materialet er til personalet! Dialogspillet er et redskab til at hjælpe personalegrupper med at igangsætte dialoger og arbejde seriøst med handicappedes seksualitet, og med de problemer, der opstår omkring dette svære emne.

Hjertespil Takt og tone ? mand og kone af Frederiksborg amt Sexualvejledeere. Et spil til seksualvejledning af udviklingshæmmede. Består af 150 forskellige spørgsmål i 6 kategorier m/ spilleplade og brikker. Udviklet af Lars Bjarne Pedersen, Anette Crillesen og Jytte Hjorth.
Bestilling modtages på mkp@fa.dk

På vej til voksen af Anette Løwert og Karsten Løt Følelser og så videre. En film om kærlighed og seksualitet Uffe og Tina Rattleff.
Formålet med filmen og hæftet er at give et udgangspunkt for at snakke om hvad der kan være et realistisk og naturligt billede af: Kærlighed, ømhed, nærvær, kærtegn, lyst og lovlighed i forhold til at være et seksuelt menneske.
Kærlighedslandskaber af Janne Liliendal og Simon Simonsen. En film med seks udviklingshæmmede og deres individuelle historier om følelser og seksualitet.

Man skal altid reagere. Socialt udviklingscenter SUS. DVD og materiale handler om forebyggelse og håndtering af seksuelle overgreb mod mennesker med handicap.
Nu kan jeg med lukkede øjne. Kurt Overaa Videoproduktion. Ide/manus Bent Suhr, Marianne Hørdam, Lis Hammild. En film om udviklingshæm mede og seksualitet.
Onaniteknik för kvinnor E-post bestall@rfsu.se
Onaniteknik för män E-post bestall@rfsu.se

"For der er utallige måder at gribe det an på. Forældre tror jo ikke at deres børn laver det samme som de selv gør. Hvis man ikke er handicappet, skjuler man det for sine forældre. Det er sværere for et handicappet ungt menneske, forældre ved rigtig meget om deres søn eller datter, og vi skal være klar over at det kan være svært for begge parter. Det er ikke kun de udviklingshæmmedes forældre, der har disse tabuer omkring det seksuelle, vi andre har også. Men det skal brydes, vi skal selvitalesætte mere og stille krav om det."

PROSTITUEREDE?

Netop det at skabe et positivt miljø omkring seksualitet er en del af opfordringerne i Vejledning om seksualitet ? uanset handicap, som Socialministeriet udgav i 2001. I den gennemgås bl.a. livsfaser og seksualitet, støtte og hjælp udefra, problematisk seksuel adfærd og den retlige ramme. Vejledningens målgruppe er ud over medarbejderne og brugerne selv også de pårørende.

Vejledningen ligger i forlængelse af Servicelovens sætten det enkelte menneske i centrum med selvbestemmelse og respekt for den enkelte. I forhold til hjælp til seksuallivet gør vejledningen det klart at det er tilladt at yde hjælp til oplæring til onani (fx en hånd over deres), at yde hjælp til personer, der ønsker samleje med hinanden (fx hvordan man kan ligge), og at yde hjælp til at kontakte en prostitueret. Derimod er det ikke tilladt at give seksualoplæring når en person modsætter sig det, at fungere som seksualpartner eller at give seksualoplæring til børn under 15 år.
"Dette er noget I skal tage jer af! Det handler bl.a. om det positive miljø omkring seksualitet og så al den tilladte hjælp og oplæring. Som personale skal man være indforstået med at vejlede, men man kan ikke pålægges at deltage i fx oplæring."

Men man har pligt til at gøre noget -hvis det er et problem for brugeren.
Kontakten til en prostitueret har Københavns Kommune som bekendt besluttet at deres medarbejdere ikke må formidle. Politikerne i København ønsker med andre ord en særlov for Københavns Kommune, og da vejledningen netop kun er en vejledning kan de gøre det.Flere af deltagerne på fyraftensmødet pegede på at det ikke kun er en særlov for København, men også en særlov for udviklingshæmmede. Prostitution som sådan er jo ikke blevet forbudt. "Hvorfor må de handicappede ikke (også) have den mulighed?"

Marianne Hørdam synes heller ikke begrænsningen er en god idé, men hun er ikke blind for problematikkeni at bekæmpe et problem med et andet problem. Og LFS anbefaler at man følger Borgerrepræsentationens vedtagelse.
"Nogle har behov for en prostitueret, men måske er der også sket det i nogle tilfælde at man har valgt at tage kontakt til en prostitueret, fordi det er så svært for os selv at tage os af."

HANDLEPLAN

"Hvordan samtykker den udviklingshæmmede?", spørger en deltager. For et samtykke skal man have, før man giver hjælp eller oplæring. Hvis de ikke har sprog, må man gå ud fra deres almindelige måde at vise ja på.
"Og hvor meget information må man give videre?", vil en anden gerne vide.

"Når man skal vurdere, om man skal sige noget i fx en større kreds eller til en enkelt anden, skal man altid sætte sig selv i stedet, altså: ville jeg have lyst til at der blev talt sådan her om mig. Man skal skelne mellem "need to know", hvad der er nødvendigt at vide for ens arbejde og "nice til know"? som ret beset er nysgerrighed", siger Marianne Hørdam. Og nej hun mener ikke, at man må diskutere en brugers seksuelle problemstilling i personalegruppen.

"Men man vil da sikkert få samtykke, hvis man fortæller brugeren at dette er vigtigt at de andre også ved."
Når man laver et handlingsforløb med seksualoplæring skal man starte med at udarbejde en grundig vurdering, bl.a. for at sikre at personens frustration rent faktisk skyldes et uforløst seksualbehov.
Derefter ser man på, hvordan man kan hjælpe. Og Marianne Hørdam anbefaler at man bruger mindsteindgrebsprincippet: hvis det at lære det enkle kan opfylde behovet, så er det jo fint.

Selve handlingsplanen laver den ansatte sammen med brugeren og lederen, så man er så sikker som overhovedet muligt på at det er dette brugeren vil.
"Selvfølgelig vil der være en usikkerhed: har jeg set rigtigt? Men sådan er det pædagogiske arbejde. Og så skal hjælpepersonen føre en protokol, så man kan se at forløbet udvikler sig."

Det sikrer også at man gør det rigtige. Selve handleforløbet skal man ikke rundsende, det skal blive på botilbudet. I handleplanen kan man blot skrive at man har opmærksomhed på problemstillingen, sådan at selve forløbet ikke bliver offentligt. Man skal være etisk i forhold til det intime. De pårørende skal heller ikke have information om konkrete ting, kun generelle vendinger.

Man behøver ikke være konkret, man skal respektere at intime oplysninger om lyst er private. Igen skal man tænke at det er én selv der er "oppe og vende". På samme måde har man ikke brug for at læse hele historien om en bruger for at møde dem og arbejde med dem. Heller ikke udviklingshæmmede mennesker bør skulle slæbe rundt på hele deres historie, hver gang de skal møde en ny person, mener Marianne Hørdam.

OVERGREB

Jo nødigt vi end vil se det i øjnene, så viser alle undersøgelser (de fleste er fra udlandet men intet tyder på at tendensen ikke er den samme herhjemme) at der sker seksuelle overgreb mod handicappede, både børn og voksne. Og langt flere overgreb end i normalbefolkningen.
"Der var seksuelle overgreb i de gamle store institutioner, og der er seksuelle overgreb nu. Og de fleste er fra personer, de kender. Mest familie, dernæst venner og færre fra andre beboere. Og tallet er altså langt større end i normalbefolkningen."

Hun medgiver at det kan være svært at vide, hvornår der er tale om overgreb. Og hun anbefaler at man kan bruge nogle af de pjecer om seksuelle overgreb mod handicappede, der findes.
Der er billeder og måder at tale om det på.
"Det må man finde ud af med hele sin professionalisme. For man skal altid reagere. Man skal ikke se spøgelser, for det kan være helt uskyldigt. Men man skal turde tænke det, selvom de ikke er attraktive og savler, og turde tænke at det er nogen de kender. For seksuelle overgreb har intet med sex at gøre, det er en magtrelation og et middel til at opnå magt."

Marianne Hørdam understreger at når der sker noget anstødeligt, noget kriminelt, så skal man anmelde det. Ellers an erkender man ikke at der er et offer, som fx kan være en anden udviklingshæmmet som bor samme sted.
Også derfor er det vigtigt at udviklingshæmmede børn og unge lærer, hvad der er rart, og hvad der ikke er rart, og at de lærer at sige fra.

"Formulér en seksualpolitik på arbejdspladsen, lad den omfatte adfærd, hvordan man omgås med og taler til beboerne, hvordan man skaber et seksualvenligt miljø. Om der måske skal være dresskode, så man ikke forvirrer beboerne. For måske starter en personale noget i en beboer ved en uhensigtmæssig adfærd. Jeg går fx ikke ind for knus. Vi skal tage imod brugerne og rumme dem, men jeg giver ikke knus. De er ikke vores børn, og de kan lægge andet i det. Jeg tager deres hånd og hilser på dem sådan, så de ikke føler sig afvist. Det lærer dem også normer for, hvordan de skal opføre sig.

Lad berøringer være velovervejede og gennemtænkte som en del af arbejdet. Det er vigtigt at man er bevidst om sine roller, og at man i personalegruppen tør tale om normer, også hvis man ser noget man ikke bryder sig om", siger Marianne Hørdam.
Og det første gode skridt er at få talt om det i personalegruppen.

Marianne Hørdam kan nås på www.mh-consult.dk